- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Mød en mand, der har krudt i bagdelen, kreative evner og en hjerne, der altid kører på højtryk. Arbejds- og pensionistlivet har han brugt på, sammen med sin hustru, at forevige heste og kreaturer på lærred. Men under corona-nedlukningen måtte han sadle om, og nu maler den 80-årige humørbombe alt det, der dukker op i hans mærkelige hovede, som han selv udtrykker det. Her skiftede Erik Larsen også sin signatur ud med kunstner-navnet Wumbi.

Ryggen driller efterhånden, og derfor sidder Erik Larsen på en kontorstol foran lærredet, mens idéerne langsomt former sig på det senest værk, som han kalder ‘Maskebal i det grønne´.

– Lige nu er jeg ved at male mit eget band, Sound 60, her i venstre hjørne. Alle mine billeder har abstraktioner og små elementer af noget naturalistisk, og jeg binder det hele sammen med streger. Det gør mine billeder helt specielle, og jeg kan ikke finde ud af at gøre det anderledes, forklarer kunstneren, der nu signerer værkerne med kunstnernavnet Wumbi.

Landmand, her er din ko
Inden kunstneren Wumbi opstod, havde Erik Larsen levet af at male naturalistiske og personlige billeder af landbrugsdyr. De blev lavet på bestilling af den enkelte landmand, som også købte maleriet efterfølgende.

– Jeg har altid malet og kommer fra en familie af malere og musikere. Jeg har også altid været glad for heste og for at ride, og en dag, efter at have arbejdet sammen med en anden maler i et års tid, tog jeg ud til en landmand og spurgte, om jeg måtte male hans hest, forklarer Erik Larsen.

Eriks bedre halvdel, Bente, fungerede som medhjælpende hustru, eller co-worker om man vil, hun satte malerierne i rammer og tog med ud til landbrugsmesser og dyreskuer, hvor malerier blev vist frem og flere blev bestilt.

– Det har været et parløb hele vejen, Bente hjælper mig også med at huske, for det er jeg dårlig til. Hun kom gerne og kritiserede lidt ind imellem. Hvis jeg mente, jeg var færdig med et maleri, så kaldte jeg på lillemor, og så kunne hun fortælle mig, hvor jeg skulle rette lidt til, siger Erik Larsen.

Det viste sig at være en god forretning at forevige heste og kreaturer på lærreder, men det var også et rugbrødsarbejde, et håndværk. Arbejdet kunne ikke mætte Eriks kunstneriske hjerne, så han hørte altid musik samtidigt med penselsstrøgene, dengang han var levebrødsmaler, som han udtrykker det.

– Jeg har selv engang gået bag nogle heste og pløjet jorden, og jeg holder meget af heste og køer. Det har satme været et dejligt liv med glade mennesker. Et pragtfuldt arbejde, det kan jeg godt sige dig. Jeg savner det at gå ude i marken og snakke med bonden. Vi fik også nogle gode venner gennem årene, fortæller Erik Larsen.

Erik kan ikke gå ude i markerne mere, det er noget med bentøjet og balancen, men under landets nedlukning pga. corona fik han pludseligt en ny idé.

Kunsten blomstrer op
Da Erik første gang satte sig foran lærredet og med knald på farverne fik fremmanet sine mærkelige tanker og idéer på lærredet, var det en helt ny oplevelse.

– Jeg er begyndt at lave kunst. Tidligere brugte jeg musikken til at få afløb, mens jeg malede, men det gør jeg ikke nu. Det er en helt anderledes måde at male på, og jeg maler dag og nat. Har jeg en drøm, så står jeg op og maler. I de første syv måneder, jeg malede på denne måde, spillede jeg slet ikke musik, forklarer Erik Larsen.

Bente er dog ikke imponeret, og hun rystede blot lidt på hovedet, da Erik første gang viste hende et værk med de mange abstraktioner og stærke farver. Men som hustru gennem snart 60 år, vælger hun at bakke sin ægtefælle op.

Erik viser nogle af sine nyeste værker frem, mens han forklarer om de mange tanker og elementer, de gemmer på.

– Mit band går igen i mange af malerierne, og se her, her har jeg malet et gitter foran bandet, det er et corona-gitter. Det her ‘Enkebal’ anser jeg for at være hovedværket. Se enken hænger øverst, og de her gutter prøver at få fat i hende på alle mulige måder, forklarer Erik Larsen.

Begejstringen leder naturligt til spørgsmålet, om hvorvidt kunsteren har fortrudt, at han ikke tidligere i livet valgte passionskunsten frem for levebrødskunsten. Svaret er nej.

– Det tager en helvedes tid, men det er skidesjovt. Jeg har ingen fortrydelse, for vi ville ikke have kunnet leve af det – det tager simpelhed for lang tid. Et hestebillede kunne jeg male på tre dage, men de her tager mellem 120 og 150 timer. Det her laver jeg, fordi jeg føler for det. Jeg maler min fantasi, og jeg morer mig med det. Jeg lægger små finurligheder og gavtyve ind. Se her! Her kan man få øje på en barmfager dame, der er til maskebal, siger Erik Larsen.

Kunstmaleren Wumbi har solgt et par af sine malerier, men forærer dem primært væk til sin familie og nære venner, og der er stor efterspørgsel på dem.

En kærlighedshistorie
Erik og Bente Larsen mødte hinanden ved et sandt lykkestræf. En dag, da Erik skulle med toget til København, hvor han var i flåden, kom han for sent. Han valgte at gå ind på en restaurant for at fordrive tiden indtil nattoget gik. Herinde spillede et italiensk 6-mands-orkester, og Bente, der var i byen med et par veninder, fik straks øje på den flotte, uniformerede, unge sømand og bød ham op til dans. Ved toget fik han hendes nummer. ‘Vi var faktisk begge forlovet med en englænder, men vi blev enige om, at de var langt væk, og vi var lige her,’ griner Erik Larsen. Til december kan parret fejre deres diamantbryllup.

Eriks sang til Bente til deres sølvbryllup
Jeg på en landlov kom for sent til mit tog, det var kørt
Gik på restaurant og fik en drink
3 piger sad ved nabobordet, den ene sagde til mig:
Hej sømand, en dans så er du flink

Forelsket – nu går vi samme vej
Forelsket – er du også i mig
Forelsket – nu blivet livet en leg
Forelsket – i en pige som dig

Musikken spilled´ Ciao Bambina, der var kun os to
Vi dansede til jeg skulle gå
Du fulgte mig til stationen, da du sagde farvel
Jeg dit telefonnummer kunne få

Det hele endte med et bryllup, du sa’e ja til mig
Så fulgtes vi ad den lange vej
Nu 25 år er gået, jeg tænker stadig på
Hvor heldigt jeg ikke toget nå

- Annonce -