Festdag i vente: Nu får Faaborg sit campus

Efter mange års tilløb bliver Campus Faaborg officielt indviet på fredag den 13. august kl. 12.30 ved Faaborg Gymnasium.

Campus Faaborg er et samarbejde mellem kommune, erhvervsråd og seks lokale uddannelsesinstitutioner (Faaborg Gymnasium, Dalum Landbrugsskole i Korinth, HF & VUC Fyn i Faaborg, FGU Syd- og Midtfyn i Faaborg, Svendborg Erhvervsskole og Gymnasium og Social- og Sundhedsskolen Fyn).

Set med nationale briller er det et ret unikt samarbejde, og parterne er gået sammen med klare ambitioner om at skabe et nyt og attraktivt unge- og uddannelsesmiljø for de unge på Faaborgegnen, hedder det i en pressemeddelelse.

Åbningen bliver blandt andet med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på talerstolen. Han har nemlig sagt ja til at være med til skyde initiativet i gang.

I dag skal de unge i Faaborg-området helt til Odense eller Svendborg allerede på første grundforløb, og det er en hæmsko – både ift. overhovedet at søge ind på erhvervsuddannelser og ift. at gennemføre uddannelsen.

Flere lokale uddannelsestilbud de kommende år vil også føre til flere unge, der får en ungdomsuddannelse – og forhåbningen er, at Campus Faaborg og flere lokale uddannelser også vil smitte af på erhvervslivet, som i flere brancher kommer til at mærke en stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.

Fredagen bliver også en festdag for byens unge, hvor STATISK optræder på Falsetten fra kl. 20.30.