- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Helle Scheffmann

I denne artikel kan du møde bladtegner og kunstner, Helle Scheffmann, der sidste år valgte at flytte fra hovedstaden til Faaborg. I byens gågade kan lokale og turister denne sommer opleve et arbejdende værksted, hvor kunstneren hellere end gerne fortæller om tankerne bag sine malerier. Og er du heldig, får du måske en fortælling om hendes yndlingsoffer som karikeret bladtegning, Lars Løkke Rasmussen.

Da bopælen på Vesterbro skulle skiftes ud, havde Helle Scheffmann tre krav til sin nye by: det skulle være en havneby, der skulle være en svømmehal og et kunstmuseum.

- Annonce -

– Min far bor i Odense, så jeg kiggede på Fyn og med de krav, var udvalget af byer jo begrænset. Jeg fandt et godt hus i Faaborg, og byen har et godt kunstmuseum og flere andre kunsthandlere med stor kvalitet, fx GaleRiget og Skitsehandlen, forklarer Helle Scheffmann.

Både kunstmuseet og svømmehallen har været lukket, siden Helle Scheffmann ankom til Faaborg sidste sommer, men det har til gengæld givet hende tid til at komme på hesteryg i bakkerne, og til sommer har hun planer om at prøve kræfter med roning i det sydfynske øhav.

Karriere som kunstner
Som 7-8-årig vidste Helle præcis, hvad hun ville være som voksen. Eller næsten. Valget stod mellem pilot, ridelærer og kunstner.

– Jeg har faktisk opnået alle tre ønsker, for jeg arbejdede i mange år som ridelærer sideløbende med min uddannelse, og for nogle år siden tog jeg flyvetimer, fortæller Helle Scheffmann smilende.

Men det er kunsten og arbejdet som bladtegner, der har fyldt det meste af hendes arbejdsliv, og de seneste seks år har hun arbejdet som bladtegner for Nordjyske Medier og sideløbende arbejdet med sine malerier.

– Jeg er som kunstner meget allround. Jeg kan undervise i billedkunst, male og tegne bladtegninger. Men jeg skal gerne have gang i et maleri, hvor jeg kan fordybe mig mere. Både i bladtegningerne og malerierne fortolker jeg, men som bladtegner skal jeg være up-to-date med alle nyheder, fortæller Helle Scheffmann.

Bladtegningerne skal ikke blot være up-to-date, de skal også blande forskellige set-ups, tendenser og symboler for at være morsomme. De gode tegne-evner bruger Helle Scheffmann også i sine malerier.

– Der er ofte kunsthistorie i mine malerier. Jeg er en god tegner, og det bruger jeg i malerierne. Men det kan faktisk være en ulempe, for jeg synes ikke, det skal være for korrekt. Så derfor skitserer jeg motiverne på malerierne efter hukommelsen og bruger altid spartel, ikke pensel – ellers bliver det for pænt, forklarer Helle Scheffmann.

Under corona-krisen har Helle Scheffmann mistet sit job som bladtegner, så nu øjner hun mulighed for at kunne fordybe sig i malerierne og det arbejdende galleri, som hun åbner til sommer på gågaden.

Provokatør i en krænkelseskultur
Som bladtegner har Helle Scheffmann leveret tre-fire tegninger om ugen. Nogle lavet på baggrund af et samlet tema, andre blot på baggrund af et enkelt ord. Andre igen er udarbejdet i samarbejdet med tekstforfattere. Selvom Helle Scheffmann nyder arbejdet som bladtegner, så kan det også være øretævernes holdeplads.

– Jeg har oplevet, at min redaktør måtte ud og forsvare en af mine forsidetegninger, jeg havde lavet til Berlingske. Og så er der jo flere af mine kollegaer, dem, der tegnede Muhammed, der må leve med politibeskyttelse. Flere aviser skærer ned på bladtegnere, for det kan være giftigt at bringe tegninger – det kan give meget ballade og bøvl i den nuværende krænkelseskultur, fortæller Helle Scheffmann.

Helle Scheffmanns yndlingsoffer til de ofte satiriske tegninger er tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han har gjort det let at more sig på hans bekostning, da han evigt og altid kvajer sig, mener bladtegneren, der i en professionel henseende ærgrer sig over, at der er kommet en ny statsminister til.

Som bladtegner har Helle Scheffmann for nyligt fået en ny ordre på tegninger, og de skal opstå ud fra et enkelt ord, nemlig rematerialisering. Her går bladtegner-hjernen i selvsving, og der opstår mange flere idéer, end der kan være på de fire tegninger, ordren skal ende med. Yndlingsofferet er naturligvis inddraget i tænketankerne.

– Rematerialisering. Jeg skulle lige lære at udtale det først. Men det kunne være noget med en genfødsel. Havde Lars Løkke været statsminister, kunne jeg have smidt ham i havet og ladet ham komme op – genopstå eller rematerialisere som fx et helt nyt parti. Jeg har altid nydt at lave grin med ham, det er ikke så let med Mette Frederiksen, hun dummer sig ikke på samme måde, forklarer Helle Scheffmann.

Fra Christiansborg til Klokketårnet
I Helle Scheffmanns malerier, der typisk er dekonstruerede gengivelser af ikoniske bygninger, er hovedstandens bygningsværker ofte at finde: Christiansborg, Rytterstatuen, Marmorkirken eller Erimitageslottet. Helle Scheffmann leder ofte efter dét, hun kalder ånden i arkitekturen.

– Jeg vil ikke menneskeliggøre bygninger, men jeg vil gerne vise det samme motiv igen og igen og finde ud af, hvilket udtryk man kan give det. Fx kan jeg lave spejlinger i vandet, så sker der noget andet – det går i opløsning, forklarer Helle Scheffmann.

I det arbejdende galleri har der på det seneste hængt mange malerier af Christiansborg, der alle for nyligt har været udstillet på netop Christiansborg. Her forsøger kunstneren at vise borgen som et symbol på magten, og på malerierne af Kongens Nytorv kommer bygningerne til at fremstå som en kulisse for Rytterstatuen, der er placeret i midten som endnu et magtsymbol.

De nye omgivelser i Faaborg har rodet op i den kreative hjerne, og Helle Scheffmann har allerede et nye motiver i tankerne.

– Jeg har lavet flere små værker af fx Kunstmuseet, Turistbureauet og Klokketårnet. Men jeg vil have det hele samlet på ét stort lærred, som jeg har bestilt. 2 x 1,6 meter måler det. Det er kompositorisk svært, men som kunstner er det vigtigt at udfordre sig selv, ellers bliver det for stereotypt. Og jeg har opdaget, at når jeg er søgende i mine malerier, bliver de ofte de bedste, fortæller Helle Scheffmann.

Denne sommer, helt præcis den 1. juni, slår Helle Scheffmann dørene op for sit arbejdende galleri på Østergade 35, hvor hun glæder sig allermest til at få gode samtaler om kunst med gæsterne.