To medarbejdere på Botilbud Korinth bliver i dag hyldet for at være blandt landets 100 største velfærdstalenter.

Vi har to af Danmarks største velfærdstalenter gående rundt lige her i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

Mere præcist er det sosu-assistenterne Michala Kyed og Stefan Humlebæk Kure, som er blevet udvalgt til Velfærdens Talent 100 – en talentliste, som PenSam og FOA Ungdom står bag. Michala og Stefan arbejder begge på Botilbud Korinth, som er et botilbud for borgere med sindslidelse, fortæller Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse.

– Det er mega fedt at få den anerkendelse, siger Michala Kyed, der har arbejdet på botilbuddet i to år og i Faaborg-Midtfyn Kommune siden hun blev uddannet for otte år siden.

– Det at blive set og at blive anerkendt som en god kollega, det er vildt fedt, og det er jeg rigtig glad for og stolt over.

Formålet med prisen er at hylde og anerkende de unge talenter under 36 år, der arbejder på velfærdsområder og hver dag gør en forskel for andre mennesker. Netop det hæfter Stefan Humlebæk Kure sig ved:

– Jeg er vant til at gøre en forskel, ikke til tak. Jeg kendte ikke prisen i forvejen, men det betyder meget at blive udvalgt og ikke mindst at få mine kollegers anerkendelse. Det er et skulderklap, som jeg er rigtig glad for, siger Stefan Humlebæk Kure, der i to år har arbejdet som nattevagt på Botilbud Korinth. Også han har været i Faaborg-Midtfyn i en længere årrække.

Det er kollegerne på botilbuddet, der har indstillet Michala og Stefan til Velfærdens Talent 100.

Store roser fra borgmester
Fra borgmesterkontoret lyder der stor ros og lykønskninger fra Hans Stavnsager (S).

– For mig er det tydeligt, at medarbejdernes faglighed og engagement er den bedste garanti for høj kvalitet i den offentlige service og i vores kommunale tilbud. Det er vores to medarbejdere på Botilbud Korinth et glimrende eksempel på, og jeg vil gerne sige stort tillykke til Michala og Stefan og tak for jeres indsats, siger borgmesteren.