- Annonce -

Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg

Maj nærmer sig, og det betyder, at vi formentlig snart kan sætte os til rette med popcorn, slik og sodavand i et blødt sæde og nyde en god film, når Helios Teatret i Faaborg, snart åbner igen.

– Det bliver nok med de samme restriktioner som før jul, hvor man sidder på hvert andet sæde. Men vi satser på at åbne 6. maj, siger Lars Kensmark, som er læge og formand for Helios Teatret.

– På åbningsdagen spiller vi den legendariske italienske film “Mine aftener i paradis” med gratis entre. “Retfærdighedens Ryttere” skulle have haft premiere 17. december 2020, så den kommer på programmet som det første, hvis producenten giver lov, er Lars’ håb.

- Annonce -
Lars og resten af Helios håber at kunne sætte “Retfærdighedens Ryttere” på som en af de første film, når biografen åbner igen. Lars arbejdede i øvrigt som læge under stuntoptagelserne i filmen

En biografsal er ikke bare en biografsal. Helios har en stor sal, som er den oprindelige fra 1962 med den samme type sæder, i øvrigt bygget på samme tid som Imperial i København, og en mindre sal fra 2016. – Mens den lille ikke har nogen efterklang, og derfor gengiver filmens lyd præcist, som filmproducenten har skabt den, insisterer den store sal på at være en del af oplevelsen pga. rummets akustik, som giver publikum en anden lydoplevelse, forklarer Lars.

Mens arkitektur kan bevares, må teknikken udskiftes. – Vi satser på at købe en ny projektor til visning af film, da den nuværende er fra 2012. Al teknik bliver slidt, og den nye vil, udover at have et lavere energiforbrug, være med det nye 4K system, som betyder, at opløsningen i billederne bliver markant bedre, så man for eksempel ser flere detaljer i tegnefilm. Går du et par år frem, vil ca. halvdelen af alle film formentlig være i 4K. På sigt vil vi også gerne have Dolby Atmos, som er det nyeste indenfor lydsystemer, hvor lyden kommer fra alle retninger, fortsætter han.

– Helios Teatret bliver allerede brugt til forpremiere og premiere af filmproducenterne, og skal vi kunne fortsætte med det, kræver det den nyeste teknologi. Der kommer flere og flere filmproducenter og laver film på Fyn, som FilmFyn støtter op om, og vi har en god biograf. Både Mads Mikkelsen og Ole Bornedal har set film i Helios, siger Lars med tydelig stolthed i stemmen.

Helios har haft flere projekter det sidste års tid trods nedlukning. – I foråret sidste år arrangerede vi Outdoor Bio en weekend på Cirkuspladsen, og vi har lavet ny trappe og reol i den store sal, ligesom en ny kiosk er ved at blive færdiggjort.

– Vi har desuden planlagt en stumfilmsfestival til efteråret for bl.a. vise, hvor stor kunnen og god teknologi de havde dengang, en stumfilm er en helt særlig og anderledes filmoplevelse. Der kommer måske også en japansk festival med japanske tegnefilm, som vi laver i samarbejde med den japanske ambassadør, afslutter Lars.

På www.heliosteatret.dk kan du under punktet “Om” få masser af viden om biograferne i Faaborg, en epoke, der startede allerede i 1907: Byens spændende biografhistorie (heliosteatret.dk)