Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg/privat

Ole Pedersen har mange jern i ilden. Udover at være det han selv kalder “freelance selvstændig”, har han også butikken Faaborg Design, som nu er rykket i nye lokaler i gågaden.

Han får samtidig nye beboere, smykkekunstnerne Lind & James, der har holdt til i Holkegade ved Øhavsmuseet. De får både udstilling og arbejdsværksted i Faaborg Design.

– Vi har mærket et behov for at skifte lokation, og vi glæder os til at blive mere synlig i gadebilledet. Det bliver helt vildt spændende, siger Stina Lind, der mødte sin mand Kevin James i London, hvor de begge er udlært. Siden 2009 har de lavet smykker sammen under navnet Lind & James.

– Faktisk var det Kevin, der en dag kom ind i min butik, og sagde “Jeg har tænkt”. Det har jeg også, sagde jeg til Kevin, for jeg havde gået og overvejet, om butikken skulle have andet at byde på end mine ting. Jeg har også en af de bedste beliggenheder, så det ville være synd, hvis min butik fortsat kun skulle have åbent om lørdagen. Med nye kollegaer vil den kunne holde åbent flere dage om ugen, fortæller Ole, og Stina istemmer: – Vi synes også, det var ærgerligt, at den kun holdt åbent en gang om ugen. Vi havde faktisk talt med andre, men samarbejdet med Ole virker af flere grunde som det rigtige match.

De nye lokaler, Østergade 7, i gågaden

De er enige om, at en fysisk butik har klare fordele, når deres kreationer skal sælges. – Det er en del af en helhedsoplevelse at købe produkterne af os, der har designet dem, siger Stina, og Ole tilslutter sig: – Vi vil gerne skabe en butik, der summer af nærhed og inspiration, fortæller han begejstret. – Det er design med sjæl – et multihus, hvor kunderne kan være med til at brainstorme. Jeg har et stort netværk med forskellige kompetencer, så alle slags opgaver tages ind. Mit speciale er at lave plankeborde efter kundens ønsker. Alt er muligt, siger Ole.

– Kevin og jeg kommer til at være i butikken på daglig basis, og vil derfor også ekspedere Oles kunder, når han ikke er her. Vi brænder alle tre for de produkter, vi skaber. Vi er ikke konkurrenter, men komplementerer hinanden, siger Stina.

– Folk kommer til at holde mere af produktet, når de har fået en totaloplevelse ved at komme i butikken og kan se, hvordan produkterne bliver skabt. Vi oplever, at det har stor betydning, at vi som designere og håndværkere er til stede i butikken, og kan give den personlige service og inspiration, er Stinas erfaring.

– Vores to virksomheder har noget sundt kørende hver for sig, men især i en lille by som Faaborg er det oplagt, at man slår sig sammen, bruger og inspirerer hinanden, mener Stina, mens Ole supplerer: – Vi kommer formentlig også til at lave fælles arrangementer som for eksempel vinsmagning i butikken.