Sikke en fest: Faaborg Hjælper Faaborg samlede byen om musikken – på afstand

Ønskekoncerten i Bryggergården blev vist live på Facebook og set af mange.

Faaborg: “Hej I skønne drenge, hvor er det pragtfuldt at høre fra jer igen. Hvor har det manglet”.

Sådan skrev Palle Rimmer i en Facebook-kommentar midt under halvanden times online ønskekoncert, som “Faaborg Hjælper Faaborg” stod bag torsdag aften.

Ugeavisen Faaborg og Det Rigtige Faaborg er gået sammen om kampagnen, der har som mål at holde liv i glæden og fællesskabet, her hvor coronakrisen endelig ser ud til at løsne grebet om samfundet.

Og torsdag stod den så på online ønskekoncert, hvor Facebook blev platformen, Faaborgenserne kunne samles hjemme fra stuerne, mens de så og hørte det lokale band Posten, Piloten og Pianisten slippe måneders indestængt musikalsk energi løs i Bryggergården og cyberspace.

– Det var så fedt at få lov at spille igen, og selv om der ikke var mange mennesker foran os, fornemmede jeg faktisk stemningen mere, end jeg havde regnet med, for jeg havde min telefon tændt og kunne følge en lille smule med i kommentarerne på Facebook undervejs, og de var med til at løfte stemningen, konstaterer sanger og pianist Kåre Linnebjerg.

Siden er det strømmet ind med hilsner og kommentarer fra folk, der oplevede koncerten.

– Jeg kan se og høre, at folk udefra er imponeret over, hvad Faaborg kan, og det var jo præcis det, der var målet, altså at få vist, at vi stadig kan skabe fest og glæde, siger han.

Musikerne blev tydeligvis også ramt af glæden.

– Selvfølgelig, bagefter var vi helt høje, og noget af det, som gav følelsen af, at det var en rigtig koncert, var jo det med, at der kom musikønsker undervejs, så vi blev tvunget ud i at spille noget af det, som vi ikke har øvet i lang tid. Det kan der nogle gange komme noget godt ud af, andre gange noget man må grine af, men vi synes, det gik ret godt.

Kåre Linnebjerg nød aftenen selv om scenen var en støvet byggeplads

Kåre Linnebjerg bemærker, at det var en lidt anderledes opgave at give koncert fra en byggeplads.

– Man følte sig hensat til Østberlin lige efter murens fald, hvor folk stormede tomme fabrikker for at holde fest i dem. Det var meget råt og var egentlig ganske fedt, men jeg kunne nok godt have undværet støvet. Det blev lidt hårdt ved stemmen sidst på aftenen.

Fra byggeplads til kulturinstitution

– Først og fremmest var det skønt endelig at få hørt noget livemusik. Det har været et kæmpe savn, lyder det fra Henrik Poulsen, den ene af aftenens to værter.

Han er chef for Det Rigtige Faaborg, som ejer Bryggergården, hvor planen er at omdanne salen ud mod Nørregade til en kulturinstitution. Og selv om den lige nu er én stor byggeplads, som håndværkerne knokler løs på, stod den sine prøve som koncertsted.

Henrik Poulsen nød den første livekoncert i Bryggergården

– Bortset fra at vi nærmest blev indhyllet i byggestøv fra det øjeblik, Kim Christensen slog første taktslag på sine trommer, synes jeg, rummet fungerede, og det bliver spændende at se, hvad det kan, når vi har haft professionelle på at indrette det. Men først og fremmest var det dejligt at mærke den gode energi i rummet på aftenen, læse de mange positive kommentarer på Facebook og i hele taget få så god en respons på arrangementet. Det var præcis målet med det hele, siger Henrik Poulsen.

Skabte en fest

Ugeavisens Faaborgs Maria Retoft Pedersen var uvant i værtsrollen.

– Det tog lige lidt tid, før jeg fandt mig til rette i den rolle, men man kan altså ikke undgå at blive glad af at være en del af sådan en fest. Interessen oversteg klart mine forventninger, størstedelen af koncerten havde vi omkring 300 seere, og undervejs var det virkelig en fornøjelse at følge med i, hvor mange der skrev kommentarer på Facebook. Det var så tydeligt, at der blev skabt fest derude, så mange musikalske faaborgensere kunne gå glade i seng torsdag aften, siger hun.

Maria Retoft Pedersen var glad for den flotte opbakning til arrangementet

Det kunne blandt andre Carsten “Gårdsmand” Elmelund Christensen, skrive under på.

Revyskuespilleren fik sammen med hustruen Anette besøg hjemme på Gyntelsbjerg i Faaborg midt under koncerten, fordi de til deres overraskelse blev udtrukket som vindere af en godtepose, fordi de havde sendt et ønske ind.

På Facebook hedder det i Carsten Gårdmands hilsen:

“Det var en dejlig koncert med et fedt band. Og når man så oven i købet vinder en fin pose med lækkerier, er aftenen fuldendt. Vi fik danset hjemme i stuen og spist chips, så det blev en fin lille fest.”

Faaborg Hjælper Faaborg har stadig flere overraskelser i ærmet, men hvad de går ud på, må vi vente med at få at vide.

– De er stadig på planlægningsstadiet, og der er nogle ting, der lige skal falde på plads, før vi kan melde dem ud. Men vores motivation er helt i top, fordi Faaborg tog så godt imod vores ønskekoncert, siger Maria Retoft Pedersen, Ugeavisen Faaborg.