- Annonce -

Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Det Rigtige Faaborg

– Jeg er SÅ klar til at åbne! Det bliver med den røde løber og det hele, fortæller Jane Lundsfryd fra Mikado begejstret.
– Jeg har gået og dimset i butikken de sidste par måneder, så påskeliljerne er kommet i krukke udenfor, gulvet er nyt og nyvasket, og sprit og mundbind er parat. Jeg glæder mig så meget til at få en hverdag igen, og møde mine kunder. Det er en livsstil for mig at have butik, og jeg elsker at være i gang. Jeg tror, vi bliver besøgt, men jeg håber nu ikke, det bliver voldsomt, for vi skal jo stadig passe på hinanden. Der kan formentlig max være fem kunder i butikken på en gang.

Jane er rørt over sine kunders omsorg:
– Folk stopper op og spørger til både butikken og jeg, og nogle har endda ringet. Det er fantastisk at få det klap på skulderen, og jeg synes virkelig, vi her i byen er gode til at hjælpe hinanden. En fordel ved denne periode er, at vi har fået mere tid til hinanden, siger Jane.

Når kunderne træder ind i Mikado på mandag, bliver de muligvis mødt af et lidt usædvanligt værnemiddel: – Jeg overvejer at have en spand med blå futter. Men det er ikke pga. Coronaen, det er for at passe på mit fine nye gulv, afslutter Jane med et smil.

- Annonce -
Jane Lundsfryd fra Mikado

Lars Jensen fra Møblér ser også frem til åbningen:

– Vi har normalt lukket om mandagen, men lige i næste uge tillader vi os at holde mandagsåbent. Jeg regner ikke med det store rykind, for selvom folk nok trænger til at komme ud, er der jo stadig Covid-19. Vi skal stadig passe på hinanden. Jeg krydser fingre for, at vi kan holde smitten nede, så vi kan blive ved med at holde åbent.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, har Lars også konstateret: – Denne periode har ikke været spildt. Jeg har lært, at man som regel kan sno sig lidt, være kreativ. Butikken har været lukket, men vi må stadig gerne køre ud til folk. Bortset fra de første uger i januar har der været gang i salget, hvor kunderne i stedet har valgt varer fra hjemmesiden. Jeg overvejer, om vi i højere grad skal køre ud til kunderne, ikke kun i forbindelse med leveringen, men også i forbindelse med salgsdemonstrationen. Det er lettere at rådgive folk, og der er mere ro til dialog, når vi kommer i deres hjem. Nu må vi se, om behovet vil være der, og hvor travlt vi får i butikken. Vi kommer heller ikke til at kede os i weekenden, der er lige nogle ting, vi skal have ordnet inden åbningen, men jeg glæder mig til at se både kollegaer og kunder igen, afslutter Lars.

Lars Jensen fra Møblér

Lingeri By Storm får travlt i weekenden med at gøre butikken klar og få hængt nye varer op. – Vi håber og tror, at vi får travlt, når vi åbner. Lingeri er noget, man har brug for at prøve, og som regel også skal have råd og vejledning om, så vi har ikke haft den store nethandel de seneste måneder, fortæller Pia Storm. Og så tror jeg generelt, folk trænger til at komme ud og mærke og se – især vi kvinder kan godt lide at ose. Vi glæder os til at åbne op, også selvom vi nok ikke vil kunne tage ret mange ind ad gangen. Men jeg er sikker på, at folk vil være søde til at vente udenfor, til der er plads til dem. Jeg tror bare, at alle glæder sig til, at der kommer liv i gaden igen.

Fordi butikken har holdt lukket, ligger mange stadig inde med julegaver, men det er der råd for: – I de kommende to uger til og med 13. marts kan man komme ned og få byttet julegaverne, slutter Pia.

Pia Storm fra Lingeri By Storm