- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat

Foreningsmanden Leo Øster er netop fyldt 75 år. Han elsker at være med, hvor det sker, og han nyder at være med til at præge tingene. I foreningslivet finder han en mening og et fællesskab, som han ønsker at give videre til medlemmerne. For i fællesskabet vokser man. I fællesskabet lærer man at deltage i sit samfund. Og i fællesskabet finder man en social samhørighed, som er dét, det hele drejer sig om, mener Leo Øster.

Det var Den frie Lærerskole i Ollerup, der oprindeligt trak Leo Øster og hans hustru, Gurli, til Faaborg, og det var her, at Leo Øster blev introduceret til hele den grundtvig-koldske tankegang, som har fulgt hans liv og virke lige siden.

- Annonce -

Som lærer på Enghaveskolen, som medlem af kredsbestyrelsen i Frie Børnehaver, som medlem af sejlklubbens ungdomsafdeling. Overalt, hvor han færdes, får Leo Øster fællesskaber til at blomstre op.

Ikke alle elever er lige interesseret i det boglige
Gennem 34 år underviste Leo Øster eleverne på Enghaveskolen. Her oplevede han, at undervisning ikke udelukkende handler om at lære tal og bogstaver. Det handler også om at gøre eleverne i stand til at deltage i det samfund, de er en del af.

– Det var en heldig tid, jeg var lærer på. Vi kunne lave mange praktiske ting som fx elektronik og svejse, Det er ikke alle, der er lige skrappe til atomfysik, og det var tydeligt at se, at mange, især af drengene, voksede under ugerne med musical. De havde fuldstændigt styr på teknikken efter at have været i mesterlære et stykke tid.

En forældrefest på friskolen grundlagde idéen om et noget større setup, nemlig Faaborg Sommerspil, der så dagens lys i 1993 – og naturligvis var Leo Øster med i front.

Leo Øster styrede både teknikken og pengekassen for Faaborg Sommerspil frem til i år, hvor de har måtte kapitulere efter 27 år.

Foreningen, der aldrig har vundet en medalje
På Enghaveskolen måtte eleverne i 1990’erne køre til Bernstorffminde Efterskole, når der var svømning, men da statstilskuddet blev fjernet for friskoler, måtte der tænkes i nye baner. Her bød Leo Øster ind på formandsposten, da Kaleko Svømme- og Motionsklub blev dannet for at sikre svømmeundervisningen, og i dag består klubben af flere slags idræt og mere end 400 medlemmer.

Det eneste, der ikke har ændret sig i klubben, der i år blev kåret som Årets Forening, er manden i front. Leo Øster har i samtlige 30 år siddet som formand og præget retningen, og det gør han gerne i fremtiden også.

– Vi startede jo egentlig klubben op, så børnene kunne svømme. Men så ville de voksne pludseligt også være med. I dag er der både yoga, gymnastik, volley og badminton. Jeg synes, vi har en klub, der prioriterer aktiviteterne og det sociale. Vi er aldrig med i konkurrencer, for det er ikke det, det drejer sig om, men derimod samhørighed. Tag fx vores familiesvømning, her får alle noget ud af det. Det er ikke udelukkende på børnenes præmisser. Og så opstår det også fællesskaber familierne imellem, og det betyder meget.

Seneste tiltag i Kaleko Svømme- og Motionsklub, som Leo Øster naturligvis er ophavsmanden bag, er et tilbud til kvinder om at kunne svømme uden mænd tilstede.

– Der var et problem, som jeg hørte om, og så måtte vi jo løse det. Det har vist sig, at det mest er indvandrerkvinder, der kommer til kvindesvømning, og jeg synes, det er en god måde at integrere dem i samfundet på, via fællesskab og foreningsliv. Man integrerer i hvert fald ikke ved at hive tørklæderne af dem.

Trods rollen som spydspids, er Leo Øster meget opmærksom på, at de er mange om at trække læsset.

– Vi har gode folk i klubben, både i bestyrelsen og som trænere. De trækker alle et stort læs, ellers kunne det ikke løbe rundt. Det er ikke et one man-show. Da vi fik prisen som Årets Forening, blev vi derfor også enige om, at prisen skal gå på omgang mellem alle bestyrelsesmedlemmerne.

Det vigtigste for en klub er, ifølge formanden, at tiltrække ildsjæle og afprøve nye idéer, som fx dengang klubben åbnede et gymnastikhold for mænd, det blev en succes og i dag er der omkring 30 deltagere hver gang.

Direktøren for det hele
For et par år siden udvidede Leo Øster antallet af formandsposter, da han da han involverede sig i etableringen af Direktøren, der er et kreativt fællesskab for kunstneriske sjæle.

– Jeg blev inviteret med lidt på sidefløjen, og så kan jeg jo ikke lade være med at blande mig. Jeg var fortaler for, at det ikke udelukkende skulle være for kunstnere, men også for kunsthåndværk og hobbyværk. Der skal være plads til alle, og vi er jo ikke kunstnere allesammen.

Fællesskabet omkring Direktøren er en naturlig udvikling i Leo Østers foreningsliv.

– Foreningslivet handler ikke længere om at gøre noget for børnene, de er voksne nu, og så er det meget naturligt også at skabe et socialt fællesskab for voksne. Og vi har god fornøjelse af det allesammen. Her møder jeg spændende mennesker, der er gang i folk, og folk tager initiativ. Uden aktive folk, så dør det hele jo.

Direktøren har i dag mere end 50 medlemmer og er for nyligt rykket delvist ind i lokaler på Byskolen, da den uopvarmede direktørbolig på slagterigrunden ikke er egnet til vinterbrug.

Rocker by choice
Direktøren er ikke det eneste voksne fællesskab, Leo Øster deltager i. Da han fyldte 62 år, købte han en veteranmotorcykel og meldte sig ind i Dnepr-Ural Motorcykelklub.

– Jeg har altid sagt, at jeg ville købe en gammel maskine, når jeg gik på pension. Men jeg fandt den et par år før. Det er en gammel russisk maskine fra 1947.

Der gik kun et par år som menigt medlem, før Leo Øster fik en rolle i bestyrelsen – denne gang som kasserer. I motorcykelklubben, møder Leo Øster mennesker fra hele landet, og også en anden type mennesker, end han sædvanligvis møder i Faaborgs foreningsverden.

– Det er meget praktiske folk, der er med i klubben, sådan lidt ‘mit Hammer und Schüssel’. De har en stor specialviden, og vi bruger meget hinandens viden i klubben og bakker hinanden op.

Hvert år er der flere drengerøvsture med klubben, hvor de tager på træf i Rostock eller på ture til Litauen, Bornholm eller Elben. Her tager de den helt med ro, for det er faktisk det eneste valg, når man kører veteranmotorcykel.

– Maskinerne er ikke bygget til at køre hurtigt. Vi kan måske køre maks 75 km/t, men oftest kører vi omkring 60 km/t. Så har vi altid kontrol over det, og vi har jo alle tiden til det. Jeg plejer at sige, at man ikke skal køre hurtigere, end at man har sjælen med.

Måske er det netop dét, der kendetegner Leo Østers livsvalg af fællesskaber som omdrejningspunkt, at han har sjælen med sig i alt, hvad han foretager sig.

- Annonce -