Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Jørn Ungstrup
Første juni fik Faaborg Museum en ny direktør, Anne Højer Petersen. Den nye direktør bobler nærmest over af begejstring, når hun fortæller om planerne for museet. Med en træt bygningsmasse og begrænset mulighed for fysisk udvidelse har fremtidens museum dog trænge kår, men Anne Højer Petersen er optimistisk. Hun øjner bl.a. mulighed for, at der arbejdes tværfagligt, hvilket skal få kunstglæden ud til et endnu bredere publikum.
Hvad er det for et museum, du overtager?
Det er et fantastisk sted! Men det vidste jeg jo på forhånd. Fynboerne er en hjørnesten i dansk kunst på samme måde som skagensmalerne, men skagensmalerne er et mere kendt brand, og jeg kunne da godt tænke mig at give dem lidt konkurrence på den front. Tænk, hvis fynboernes malerier kunne hænge ude omkring i landet og inspirere folk til at komme til Faaborg.
Jeg søgte netop denne stilling, da her er en anderledes museumsform med mange kunstarter, men med en mere snæver kunstnerkreds. Museet er født af sit sted, hvor motiver og stedet skaber en særlig sammenhæng. Det er et sted, der både giver en visuel kunstoplevelse, men også en mere rummelig sanseoplevelse, bl.a. pga. den fantastiske arkitektur.
Du har tidligere modtaget et legat med begrundelsen ‘visionært og engageret kunstfagligt virke’. Hvordan vil Faaborg få det at mærke?
Jeg tror på vigtigheden af det, jeg gør. Kunst er en vigtig berigelsesmulighed for alle mennesker, det er både følesesmæssig og mental føde. Museerne tilbyder både oplevelser og oplysning. Mit eget engagement vil komme til at skinne igennem. Jeg ser museet som en institution, der er et vigtigt mødested, da rammerne kan noget befordrende for tanker og dialog. Det er et sted, der rummer tid, og som mange mennesker besøger med tid, og det rum giver plads til ro og refleksion.
Nogle af dine opgaver er både at tænke tanker omkring restaurering og udvidelse af museet, og du har tidligere nævnt, at museet skal overleve og eksistere i symbiose med lokalområdet og gøre en forskel. Hvilke konkrete tiltag kan du nævne?
Den bygningsmæssige forfatning er kritisk. Der er brug for meget og snarlig hjælp. Museet repræsenterer en international arkitektonisk perle, hvor både rammer og indhold passer sammen. Alt, hvad der er her på museet, er lavet til stedet. Stolene, skiltene, belysningen. Folk opdager måske ikke, hvorfor besøget føltes så særligt, men jeg tror, det bl.a. handler om den totaloplevelse, stedet giver. Og når folk hører om min ansættelse på Faaborg Museum, så er reaktionen fra dem, der kender stedet, oftest et smil, fordi den oplevelse, de har haft, stadig sidder i de. Tænk at arbejde et sted, der får folk til at smile!
Vi må udvikle museumsdriften til de forhold, vi befinder os i idag. Man skal udvikle for at bevare, men man skal også bevare for at udvikle, så man ikke mister sit historiske ståsted og ‘det særlige’. Museet er groet i og af sit sted, og det ligger så fint her på kanten af byen med Grønnegade som en slags ydre ringgade. Vi skal invitere flere folk indenfor, og vi skal bevæge os rundt i byen og mærke den resonans, der er med byens øvrige arkitektur. Som jeg husker det, så har Faaborg andenpladsen i Danmark, når det drejer som om antal fredede bygninger, kun overhalet af Ribe. Men Faaborgs rige arkitekturhistorie, er endnu ikke lige så kendt som Ribes.
Jeg vil gerne engagere og udvikle og pudse lidt på det arvesølv, der er i Faaborg og på museet, og som er relativt ukendt for både de lokale og for verden omkring os.
Jeg mener selv, jeg er god til at relatere. Jeg ønsker den højeste mulige kvalitet på museet, men jeg vil også lave formidling i øjenhøjde og være let at forstå, og så synes jeg bare, at museet bliver smukkest af at blive brugt, være fyldt med mennesker og blive elsket af flest muligt.
Du har talt om, at du gerne vil sætte museet i spil på nye og tværfaglige måder, hvordan skal det ske konkret?
Det skal fx ske gennem det samarbejde vi netop har lanceret med Øhavsmuseet, Danske Digterruter, SDU og BaggårdTeatret. Her skaber vi lydteater, hvor vi kommer væk fra museerne og ud i landskaberne. Her mikses kunsten med arkæologi, geologi, drama og teater, og forhåbentlig kan det engagere flere folk, nye folk, folk, der ikke nødvendigvis havde valgt kunsten til i første omgang.
Det er en kulturtur, der starter i Faaborg by, hvor vi bl.a. hører om H.C. Andersen og hans forelskelse i Riborg Voigt, og turen slutter på Lerbjerg i Svanninge Bjerge. Undervejs vil der fx være dialog, der er baseret på brevveksling mellem Anna og Fritz Syberg, og som udspiller sig mellem skuespillerne Pilou Asbæk og Sonja Richter.
Vores kunst tåler jo ikke til vind og vejr, så det kan være svært at møde folk i naturen og trække dem ind på museet, men selvom kunsten hænger i historiske haller, så skal vi som museum ryste den historiske ‘finhed’ af os og opsøge andre publikummer. Det er denne tur med lydteater et godt eksempel på, og jeg tror, at vi alle håber på en god synergi-effekt mellem fagområderne.
Gennem tiden som statsanerkendt museum har der kun været tre direktører, hvoraf de alle er kvinder. Hvilket aftryk håber du at kunne sætte?
Overlevelse! Først og fremmest overlevelse. Mit fokus de kommende år er især på bygningsmassen, som er en vigtig og integreret del af hele museumsoplevelsen – også i fremtiden.
Derudover vil jeg gerne ‘massere’ kunsten lidt – trække de folk ind, som ikke tror, de interesserer sig for kunst. Mange opdager jo, at det ikke er så farligt, når først de er her. Ideelt set skabe en folkebevægelse, hvor kunstmuseer bliver en del af fleres hverdag.
Denne sommer har der fx været afholdt familie-workshops med akvarelmaling, og mit håb er, at deltagerne får nye øjne på kunstværkerne efter at have arbejdet med det selv, og at det skaber nye samtaler, når folk betragter kunsten. Men omvendt har vi på museet også en kapacitetsgrænse, og vi er udfordret på plads og aktiviteter, hvor vores faciliterer lige nu kun tillader os at være udendørs.
Egentlig vil jeg gerne sætte det aftryk, at jeg har et anker i fortiden og et blik for fremtiden. Det kan være en frustration i hverdagen at være museumsleder, når ressourcerne er for få, eller det kan være umådeligt meningsfuldt, hvis man også har det lange lys på og husker, at de spor, man sætter, faktisk også er til glæde for generationerne efter os.
Fakta om Anne Højer Petersen, 55 år
- Uddannet kunsthistoriker
- Tidligere museumsdirektør Fuglsang Kunstmuseum
- Gift med Morten
- Mor til Jacob, startet uddannelse i Odense
- Flyttet i midlertidig lejlighed i Faaborg og elsker at kunne gå på arbejde
- Morten flytter til Faaborg, så snart familiens hus er solgt
