- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Pernille Pedersen / Sarah Töpperwien

På Avernakø bor omkring 100 mennesker, og kun de færreste er børnefamilier. Her er ingen børnehave og ingen skole, men alligevel har børnefamilien Smith-Sivertsen/ Storm valgt at bosætte sig netop her. På den gamle Præstegård midt på Avernakø. For livet på øen har nemlig meget at byde på.

Klokken er 13.50, og en ladcykel tager plads i køen for de cyklende og gående til Ø-færgen. Chaufføren er Peter Smith-Sivertsen, og i ladet blandt køletasker, indkøbsposer og rygsække sidder hans to piger, Liv og Lilli. Den store færge, der med et bump lægger til havnelejet, imponerer ikke længere pigerne, der er optaget af leg med deres dukker.

- Annonce -

Tvunget kvalitetstid
På færgen finder de hurtigt legehjørnet, og malebøger, tusser og riskiks hives frem fra rygsækken. I det store skab finder de hjemmevant mere legetøj.

– Om morgenen tager vi færgen klokken 7:00, og det tager en halv time. Her læser vi altid en fælles historie, og det er en dejlig måde at starte dagen på, fortæller Peter Smith-Sivertsen.

Anderledes ser det ud om eftermiddagen. Når Peter har fri fra sit job som lærer på Enghaveskolen, henter han pigerne i Sundbrinken, og så venter der en overfart 1 time og 10 minutter, da færgen denne gang sejler over Lyø. Pigerne har allerede lært at orientere sig i øhavet, og de har helt styr på, hvor Avernakø ligger i forhold til Lyø. Lilli spejder efter vindmøllen på Avernakø, og så har hun orienteret sig. Peter, der tidligere har været pendler mellem Aarhus og Randers, ser færgeturen som en oplagt mulighed for det, han kalder ‘tvunget kvalitetstid’.

– Når man pendler i bil har man ikke mulighed for at være sammen med børnene på samme måde som på færgen, og for os er det en god måde at få rundet hverdagen af på og komme ned i gear, siger Peter Smith-Sivertsen. Sammen med sæsonens mange turister forlader Peter og pigerne færgen og begiver sig ind på øen med retning mod hjemmet, der er den gamle Præstegård cirka 1 kilometer fra færgen.

Livet på Præstegården
Peter og hans kæreste Laura Johanne Storm købte Præstegården tilbage i 2012, hvor de forlod storbylivet i Aarhus. Laura er vokset op på Avernakø, og det var ikke svært at få Peter med på idéen om et ø-liv.

– Vi havde kigget efter et hus på Fyn, men uden held. For mig var det ganske naturligt, for jeg vidste, at jeg skulle væk fra storbyen. Jeg brugte ikke byens muligheder, jeg nærmede mig de 30, og der kom efterhånden nye prioriteter, forklarer Peter Smith Sivertsen.

Laura flyttede til Avernakø som fireårig, og dengang var der både skole og mange jævnaldrende kammerater. Hun har mange gode barndomsminder fra øen, men alligevel var det ikke oplagt, at hun skulle flytte tilbage.

– Jeg havde for sjov sagt til Peter, at vi da også bare kunne købe Præstegården på Avernakø, og i min blå bog fra folkeskolen står der faktisk ‘Avernakø’ under punktet: ’hvor er du om 10 år?’ Jeg har altid godt kunnet lide at komme hjem på besøg, men jeg havde aldrig selv tænkt på at flytte tilbage – jeg må have noget øbo i blodet, siden jeg alligevel er endt her. Da vi ledte efter et sted at bo, var der ikke rigtigt noget ved byen, der tiltrak. Da Præstegården var til salg, så var tankerne om at flytte til Avernakø pludseligt ikke for sjov længere, fortæller Laura Johanne Storm.

Med sine 214 kvadratmeter beboelse og 8.000 kvadratmeter grund var Præstegården ikke et oplagt begynderhus. Det er nærmere et livsprojekt, mener de, hvor det er vigtigt at finde en balance og tage lidt ad gangen. Græsset får lov at gro lidt højt, og stauder og roser passer mest bare sig selv. På øen er man gode til at hjælpe hinanden med det man hver især kan byde ind med. Peter hjælper naboen med at slagte ænder og høns, eller når en ny Iphone skal opsættes eller computere kræver teknisk assistance. Til gengæld passer naboen gårdens dyr, når familien skal væk fra øen i flere dage. Kræver arbejdet på gården nogle større maskiner, så er der ofte god hjælp at hente.

– Det er også noget af det, jeg husker fra jeg var lille, at vi havde et godt forhold til vores naboer herovre, forklarer Laura Johanne Storm.

Trygt og godt
Når Laura er hjemme før Peter og pigerne, er det et af hendes absolut yndlingsøjeblikke, når hun spotter dem, mens de triller ind gennem porten på ladcyklen gennem vognporten. Næsten dagligt går hele familien en tur rundt på deres grund. Matrikelture, kalder de det.

Her samler de æg hos hønsene, nusser og fodrer kaninerne, og tjekker, at andrikken ikke er blevet for ensom, efter hunnen forlod ham. Mens pigerne få en gyngetur i hængekøjen, pipper de nyklækkede kyllinger i det høje græs bagest i haven. De eneste lyde, der stemmer i med de lyse pigestemmer, er fuglefløjt og en alarm fra et bageur. Surbrøddejen er nu forvandlet til et duftende brød, og Laura sætter kurs mod stuehuset.

Den noget billigere bolig på Avernakø betyder, at både Peter og Laura kan arbejde på nedsat tid. Peter har fået reduceret sin arbejdstid, så han oftest kan nå færgen hjem klokken 14, og Laura holder fri sammen med pigerne her onsdag. Laura arbejder kort fra hjemmet på Munkegården, der er et lokalt behandlingstilbud for børn og unge og er drevet af Lauras forældre, der også er bosat på øen.

– Jeg havde en fantastisk barndom herovre, og det vil jeg gerne kunne give videre til pigerne – en tryg opvækst, et sted hvor alle kender en og vil en. Hvor man er en del af et fællesskab. Går man en tur, så er der mange stop, hvor man lige får en snak. Vi er ikke så mange herovre, men man er meget involveret i dem, der er. Og så giver det meget at bo tæt på sine forældre, fortæller Laura Johanne Storm.

Et spørgsmål om tilpasning
Familien nyder den ro og stilhed, som livet på øen bringer med sig, fællesskabet og nærheden. Man kommer dog ikke udenom, at meget ikke kan lade sig gøre, når man har adresse på Avernakø. Men på Præstegården ser de ikke begrænsningerne, da der oftest også viser sig muligheder.

– I hverdagen føler vi på ingen måde, vi lider afsavn i forhold til, hvor vi bor – hverken fra voksenkontakt eller aktiviteter. Vi er gode til at skiftes til at tage afsted fx til venner eller koncerter, og her på øen er vi engageret i mange aktiviteter. Laura er med i beboerforeningen og sidder i ø-udvalget i kommunen, der de bl.a. arbejder med helhedsplanen, færgeproblematikker og ø-politik. Jeg er med i vores idrætsforening, som er meget aktiv og alsidig, og så hjælper vi begge med så meget som muligt, når der afholdes Avernax, forklarer Peter Smith-Sivertsen.

Når venner og familie finder vej til Avernakø, så bliver de gerne et par dage, hvilket betyder, at de på Præstegården får meget ud af deres besøg, hvilket de sætter pris på.

Når familien omvendt begiver sig ‘over på den anden si’e’, som de kalder Faaborg og fastlandet, sejler den seneste færge retur klokken 18, hvilket kan give nogle udfordringer. Men heldigvis har Peters onkel et hus i Priorensgade, hvor de er meget velkomne, hvis de får brug for overnatning.

Pigerne nyder hinandens selskab, men det er ikke forbigået Peter og Laura, at de på et tidspunkt vil efterspørge legeaftaler og fritidsaktiviteter noget mere. Familien tager gerne en ekstra færgetur, hvis en legekammerat skal med til Præstegården, og over sommeren og de øvrige ferier er der masser af børn på øen, som de kan lege med.

– Jeg har aldrig følt mig til besvær, når jeg som barn skulle have legeaftale med vennerne fra Faaborg, og mine venner syntes, det var spændende at besøge mig her på øen, fortæller Laura Johanne Storm.

– Vi har da tænkt over fremtiden, og så er vi stoppet med det igen. Vi må løse det, som det kommer. Måske får vi en lejlighed i Faaborg, når pigerne bliver større, forklarer Peter Smith-Sivertsen.

Indtil videre nyder familien deres stille tilværelse på Præstegården på Avernakø, og mon ikke den stilhed bliver brudt, når der til efteråret ankommer en ny lille borger på øen. Her bliver Liv og Lilli storesøstre til en lille dreng.

- Annonce -