- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Lars Skaaning

Hver dag sommeren igennem går vægterne i Faaborgs gader og underholder både lokale og turister med historiske fortællinger om byen og nogle af byens mange vartegn. I år kan vægterne fejre 25-års jubilæum, og Det Rigtige Faaborg er fulgt i hælene på vægter Klaus Thormann. Læs med og bliv klogere på din by.

“Hov vægter! Klokken er slagen 8. Når mørket jorden blinder, og dagen tager af, den tid os da påminder om dødens mørke grav. Lys for os, Jesu sød, ved hvert et fjed til gravens sted, og giv en salig død!”

- Annonce -

Foran Klokketårnet står dagens vægter iført sin vadmelsuniform med gyldne knapper. I sin højre hånd holder han morgenstjernen, en lang stav med pigge stikkende ud af en kugle for enden, og i den venstre en lanterne med levende lys. Om halsen bærer han en kæde med byens segl, på brystet hænger en fløjte, og i bæltet dingler byens nøgler.

Forsamlingen kigger spændt mod den sortklædte og bevæbnede mand, der giver løfte om både spændende fortællinger og øldrikning i vægtertempo.

Levende historiefortælling
Lige netop på dette sted, vægteren peger mod øst for Klokketårnet, skænkede kong Valdemar Sejr i 1229 Faaborg til sin svigerdatter, den portugisiske Leonora. Hendes mand, Valdemar den Yngre, dør først, og Leonora dør bare tre år senere, hvilket må siges at være et held for Faaborg og hele Danmark, da vi ellers ville have talt portugisisk den dag i dag.

I 1250’erne lader kongen en stor middelalderlig stenkirke opføre, Sankt Nikolaj-kirken. Herfra sender helligåndsmunke i 1400-tallet en munk til fods til Rom for at søge om tilladelse til at opføre en klosterkirke. Sagsgangen må siges dengang at være lidt længere end på teknisk forvaltning i Ringe, mener vægteren.

Helligåndskirken bliver opført, men kort før reformationen fratages den katolske kirke sine ejendomme, der tilfalder kongen. Både kirken og det opførte klokketårn står og forfalder, men mens kirken falder sammen, får Klokketårnet lod at bestå, da byens skippere etablerer en kasse til vedligeholdelse. På dette tidspunkt er bygningen vigtig for byens mange skippere, der svajer deres kompas ved hjælp af tårnet.

Efter bare få skridt op mod gågaden stopper vægteren foran Ambrosius Stub-mindebrønden. ‘Verden er et flyvesand’, starter indgraveringen i stenen, og vægteren konkluderer indledningsvist muntert, at dette vers nok ikke er skrevet på kildevand. Men efter en kort analyse af verset, må han konkludere, at det vel kan betegnes som den ypperste trosbekendelse.

Ingen i Faaborg spiser Heinz
På Østergade danner forsamlingen en halvbue omkring vægteren, der står med ryggen mod Bøjestræde. I denne gade, der i fordums tid var spækket med smukke, store købmandsbutikker, skal man i dag kigge opad for at se fortidens pragt, hævder han. Med sin venstre arm peger han ned for en af gågaden, hvor Konservesgården danner en bagkant. Konservesgården er grundlagt i 1886 af Mads Rasmussen, udelukkende kendt i Faaborg som Mads Tomat. Mads Tomat havde forinden været i USA, hvor han lærte at konservere grøntsager. I Faaborg tog hans forretningsidé fart, og snart producerede han både konserves og leverpostejer, der senere blev solgt under firmanavnet Faaborg Middagsretter.

Mads Tomat fik sågar lov at proviantere for Amundsen, så da han foretog sin polarekspedition, var der leverpostej fra Faaborg med i madkassen.

Konservesgiganten endte med en toppost som direktør for Beauvais, og med denne bevidsthed er der ingen borgere i Faaborg, der i dag spiser ketchup fra andre mærker, forklarer vægteren, mens han stirrer stift på sine tilhørere, hvor der atter en gang breder sig grin og smil.

Skridt!
I Bøjestræde passerer forsamlingen Pippis hus, mens vægteren fortæller, om dengang der var ikke mindre end 21 skomagere beskæftiget i dette stræde. Under fortællingen stikker en af beboeren en dram ud, som vægteren i en rasende fart nedsvælger, inden turen fortsætter ned mod enden, hvor strædet møder Grønnegade.

På husmuren hænger ét af to ens skilte i byen med påskriften: Skridt, Politikammeret.
Dette er et fartskilt, for når mændene skulle hjem fra byens beværtninger, så foregik det på hesteryg, og i byens centrum var det ikke tilladt at ride hurtigere end skridt. Her havde vægteren til opgave at udøve fartkontroller. Red en synder for hurtigt, så stødte vægteren sin morgenstjerne mod rytteren og hev ham ned af hesten. Så I forstår jo nok, forklarer vægteren, mens han holder fast om morgenstjernen og viser den frem mod tilhørerne, at dette her var fodfolkets våben.

Turen går videre mod den Voigtske Gaard, mens der fortælles om urtehaver i Grønnegade, bogbinderier, bogtrykkerier, valnøddekviste og – gavle, bevaringsværdige bindingsværkshuse i Kanne-worffs Gård og de mange fremsynede projekter, der er sket i byen.

Mesteren i fortællinger
Ved indgangen til den Voigtske Gaard på Vestergade forklarer vægteren om byporten, der er den tredje middelalderbygning, der findes i Faaborg, og voldgraven, der løb rundt om byen. Midt i Den Voigtske Gaard slår forsamlingen ring om vægteren. Disse bygninger, denne købmandsgård, danner rammen om en ægte kærlighedsfortælling, med en ægte fortæller i hovedrollen.

Gården tilhørte i 1700-tallet købmandsslægten Erreboe, senest Christen Hansen Erreboe, der døde i 1770′erne som byens største købmand. Christen enke, Riborg Kirstine Møller, giftede sig med Christian Voigt, grundlæggeren af Faaborgs navnkundigste købmandsslægt. Og Riborgs navn skulle få en helt enestående plads i Faaborgs historie, idet et barnebarn, som fik samme navn, skulle blive mere berømt end nogen anden faaborgenser.

Selveste H. C. Andersen var studiekammerat med unge Riborgs Voigts bror, Christian Voigt. Christian inviterer sin kammerat til Faaborg, og da denne ankommer med diligencen fra Svendborg, er det Riborg, der åbner døren for ham, og han forelsker sig dybt i hende.

H. C. Andersen skriver et digt om mødet i Faaborg med Riborg:

“Her opgik pludselig saa heftig en ny Verden for mig, saa stor og dog rummes den i fire Linier.” “To brune Øjne jeg nylig så i dem mit Hjem og min Verden lå. Der flammed’ Snillet og Barnets Fred; jeg glemmer dem aldrig i Evighed!”

Der var tale om højromantik, forklarer vægteren, og H. C. Andersen valgte at forlænge sit ophold i byen for at tilbringe tid med Riborg. Uheldigvis for de forelskede unge var arrangerede ægteskaber dengang ikke et ukendt begreb, og Riborg var således lovet væk til en apotekersøn. H. C. Andersen må slukøret forlade byen og Riborg.

Øl med den rette temperatur
Omkring Torvet fortsætter fortællingerne om byen, hvor der med indlevelse og fagter forklares om en eksploderet brændevinskeddel, skorstensbrand og glemte blå dametrusser på Rasmussens hotel. På Strandgade afbrydes fortællingerne, da der pludselig ankommer et krus øl på et fad. Her kommer vægteren for alvor på prøve, for det er forbudt at nyde alkohol i uniform, forklarer han. Men heldigvis skal han ikke nyde øllet, bare tjekke, at det har den rettet temperatur. Temperaturen tjekkes bedst, når øllet nedsvælges i vægtertempo, hvilket han dernæst gør.

Ved Ymerbrøden gentager han temperaturkontrollen med endnu en krus øl serveret på fad, og efter et begejstret bifald får tilhørerne historien om flytningen af Ymerbrønden.

Tilbage ved Klokketårnet er klokken nu slagen ni, og vægteren slutter rundturen med ni-verset.

“Hov vægter! Klokken er slagen 9. Nu skrider dagen under, og natten vælder ud. Forlad for Jesu vunder vor synd, o milde Gud! Bevare kongens hus, samt alle mand i disse land fra fjendens vold og knus!”

Vægterne går fra Klokketårnet hver aften klokken 20.00 frem til den 23. august. Hver aften fortælles der nye fortællinger, og det er gratis at deltage.

- Annonce -