Det er mere end to måneder siden, at der sidst løb koldt øl i hanerne på Blækhuset, men på mandag kl. 9.30 bliver der igen langet kølige forfriskninger over bardisken i Østergade.

Tekst og foto: Henrik Poulsen

De to corona-tvungne tørlagte måneder har været gode for værtshuset.
René Glasdam har brugt spærretiden på at give lokalerne den helt store tur.

– Vi har vasket væggene ned 12 gange, der er malet overalt, sat ny lyddæmpning i loftet, købt nye toiletdøre og vores toiletter har nu vandhaner og lufttørrer med sensor. Så man kan faktisk lade vandet, uden at røre andet end dørehåndtaget, fortæller Glasdam.

Fredag eftermiddag løb der rensevæske gennem fadølshanerne, der har stået stille den seneste tid.

Men det stopper ikke her.
Der kommer også til at ske noget ude foran værtshuset, forklarer værten.

– Jeg tror mange vil sidde udenfor og nyde deres øl ovenpå hele den her Corona-situation, så det prøver vi at gøre til en god oplevelse uanset vejret. Her til eftermiddag får vi taget mål til nye sidemarkiser og et stort læsejl, og med vores varmelamper, så kan vi næsten have gæster siddende ude året rundt, forklarer René Glasdam.

Der bliver målt op til nye markiser foran Blækhuset.

Ud over de mange opmålinger i gågaden, så har både målestok og regnemaskine også været fremme inde i selv værtshuset, for at finde ud af hvor mange tørstige sjæle, der må sidde i de bløde sæder.

– Med de retningslinjer vi har fået, så betyder det, at vi på vores 49,7 m2 må have 24 gæster samtidig her inde. Ingen må stå i baren, og der skal være en meter fra hoved til hoved ude blandt kunderne, forklarer Glasdam, mens han viser rundt blandt borde og stole.

Snart må der igen knappes “Gyldne Damer” op på Blækhuset.

Hvis nogle af gæsterne når en rus, hvor tankerne om afstand, corona og forbudte krammere ryger i glemmebogen, så er planen er klar.

– Her er vi helt klare i mælet. Så siger vi tak for idag, og beder vedkommende gå hjem. Men lad os nu se, jeg tror ikke det bliver et problem, slutter Glasdam.

Glasdam glæder sig til at gense gæsterne på mandag.

Blækhuset åbner med kolde øl og håndsprit ad libitum mandag kl. 9.30, og vil følge de normale åbningstider.