Da det forleden kom frem at Faaborg ØH kommer til at mangle omkring 100.000 kr. i klubkassen på grund af aflyste arrangementer under coronakrisen trådte Christian Povlsen og resten af seniorspillerne til.

Hurtig som en fodfinte blev seniorholdenes bødekasser åbnet og en pæn sum sendt direkte mod den kampagne med salg af støttebeviser, som startede tidligere på ugen. Bødekassen skulle have været brugt på fest og farver for holdene, men nu ryger de altså ind i klubkassen, fortæller Christian Povlsen.

– De tre herrehold på seniorsiden blev hurtigt enige om, at bakke op om klubben. Det er kun naturligt, at vi også hjælper i den her situation. Derfor har vi samlet købt støttebeviser for 15.000 kr., så er klubben da et skridt videre mod målet, om at sælge for 100.000 kr. støttebeviser, fortæller Povlsen.

Han savner selv håndbolden i sit liv. Han har aldrig i sine 26 leveår været væk fra et håndboldgulv så længe.

– Jeg savner ALT ved håndbolden, men især det sociale liv og hyggen i omklædningsrummet. Vi spillere plejer at se hinanden 3-4 gange om ugen, nu har vi ikke været sammen i mere end to måneder, kun holdt et par onlinemøder og spillet playstation sammen over nettet, så det bliver kæmpe stort at komme igang igen, fortæller den lokale håndboldprofil.

Povlsen og de andre fra 2. divisionsholdet skal dog ses igen i den kommende uge, hvor den fysiske træning så småt starter op med løb og elastastikker, og det ser han frem til.

Han er også sikker på, at klubben nok skal nå sit mål om at sælge støttebeviser for 100.000 kr.

– Folk omkring klubben plejer at være så gode til at bakke op, så jeg tror også, at de vil støtte denne her kampagne, så klubbens medlemmer ikke skal betale mere i kontigent, og det ikke bliver nødvendigt at tage entré til vores kampe i Forum, slutter Christian Povlsen.

Støttebeviser af 200 kr. kan købes ved at sende 200 kr. og sit navn til mobilepay 88804.

- Annonce -