De fleste har nok på et tidspunkt læst et interview med Hans Stavnsager og fået et indblik i hans funktion som borgmester i Faaborg. I dette interview møder du manden bag borgmester-rollen. Personen, Hans Stavnsager.

Af Pernille Pedersen
Foto Jørn Ungstrup

Det er midt i vinterferien, og vi har sat byens borgmester stævne i hans hjem på Østerbrogade. Hans Stavnsager byder på friskbrygget kaffe, mens vi sætter rammen for interviewet. Vi vil ikke høre om jobbet som borgmester. Vi vil vide mere om manden Hans Stavnsager, og hvad han laver, når han ikke er borgmester. Vi vil høre om barndommen, ungdommen og vejen til den nutidige udgave af Hans Stavnsager. Om forfatterskabet. Om fremtidsdrømmene Og ja, vi skal også høre om den enorme fascination af Tolkiens univers.

Læs Hans Stavnsagers svar på ti udvalgte spørgsmål.

Hvordan ville din mor have beskrevet dig i dine barne- og ungdomsår?
Min mor ville have kaldt mig en lille professortype. Hun arbejdede ved Odense Friskole, og derfor gik jeg på den skole. Jeg havde let ved det faglige og let ved at lære. Det var straks sværere med det sociale. Jeg var bestemt ikke klassens midtpunkt, og skoletiden bar også præg af mobning.

Da jeg begyndte på Midtfyns Gymnasium, besluttede jeg mig for at genopfinde mig selv. Alle i klassen var nye ansigter, så jeg kunne bryde den gamle rolle. Jeg besluttede, at det faglige ikke skulle fylde det hele, jeg ville lægge meget mere vægt på det sociale. Det var en bevidst beslutning, og det lykkedes. Jeg fik gode venner, og det var en befrielse. Jeg fik flere gode venner, og flere af dem ser jeg stadig i dag.

Hvilket råd ville du allerhelst give den 20-årige Hans Stavnsager?
Jeg vil nok sige til ham: ‘Tro på dine beslutninger, de fører dig et spændende sted hen’. Som 20-årige var jeg meget i tvivl, om det var den rigtige beslutning, jeg tog, om ikke at tage en uddannelse. Men jeg kunne ikke se mig selv sidde 5-6 år på universitetet. Jeg valgte en mere snørklet vej. Først startede jeg et tegneserieforlag med et par venner og senere et bogforlag. Det var meget lærerigt, for jeg vidste intet om det. Senere arbejdede jeg som skovarbejder og landbrugsmedhjælper, indtil jeg i 1988 startede job i DSU. Det var et afgørende skifte, hvor jeg begyndte min gang indenfor det politiske og det organisatoriske. Jeg flyttede til København og arbejdede meget sammen med frivillige, der virkelig brænder for det, de laver. Når du er så heldig at få løn for noget, som egentlig er en fritidsinteresse, kræver det stor respekt for de øvriges frivillige arbejde.

Frivilligt arbejde og foreningsarbejde ser jeg som DNA’et i vores velfærdssamfund, ikke flødeskummet, men selve kernen. Det er det frivillige arbejde, der mere end noget andet skaber den generelle tillid i vores samfund, som er hele forudsætningen for et skattefinancieret velfærdssystem.

Hvornår er du allermest i dit es?
Det må være i en forsamling af mennesker, der brænder for noget. Når jeg formår at kanalisere den energi og passion hen i en retning, så det hele bliver til noget større. I mine funktioner er jeg ofte lykkedes med det, når jeg har skabt struktur i organisationer eller afholdt kurser for bestyrelser. Men grundlaget for det hele har været, at der er skabt gode relationer.

Jeg kan huske en episode fra starten af 1980’erne. Her var vi nogle stykker, der købte Korinth Kino, hvor vi ville spille teater. Jeg blev instruktør på et af de første stykker og var meget passioneret omkring det, så jeg skældte ud på skuespillerne. Resultatet blev, at de gik. Det var en god læring for mig. Jeg fandt ud af, at man som leder eller instruktør skal skabe god stemning og lade folk bruge de evner, de kommer med. Min arrogance blev mindre, og min ydmyghed større.

Byrådsarbejdet er på en måde også næsten frivilligt arbejde, drevet af passion. Det er jo kun borgmesteren, der er fuldtidslønnet i en kommunen som vores. Jeg tror, jeg er god til at få folk til at se sig i et fælles projekt, og jeg tror, at medlemmerne af byrådet ville sige, at jeg er god til at inddrage dem og til at være lydhør. Selvom jeg måske er uenig med dem, så møder jeg dem med respekt.

Hvad er det, der er så specielt ved Tolkiens univers?
Som barn startede jeg med at læse Anders And-blade, som udviklede sig til en generel interesse for tegneserier. Men da jeg var 11-12 år startede min kærlighed for Tolkien. Det er en interesse, der har udviklet sig. I starten læste jeg bøgerne som eventyr, men der er jo flere temaer nedenunder historien. Fx magt. Jeg ser nok ringen som hovedpersonen i Ringenes Herre, og det er interessant at se, hvordan forskellige personer reagerer på at få den magt, ringen giver. Magt kræver refleksion. Jeg har lært meget omkring magt gennem Tolkien. Også min egen magt som borgmester. Når du har magt, betyder det bl.a., at du i et vist omfang bliver nødt til at lægge afstand til folk, fordi de kommer med en konkret dagsorden og gerne vil opnå noget, når de beder om et møde med mig. Det er ærgerligt, synes jeg, men nødvendigt. Tidligere mødte folk mig som person, nu møder folk mig ofte som funktionen, og jeg må være mere forsigtig.

Hvad er det mest ulogiske ved dig?
At jeg er blevet politiker! Jeg har interesseret mig for politik, siden jeg var 18 år, men altid været bag kulissen, og det har passet mig godt at sidde i baggrunden. Første gang, jeg blev spurgt, om jeg ville stille op til kommunalbestyrelsen, sagde jeg: Glem det! Men de fik mig overtalt, og jeg har ikke fortrudt det, faktisk bliver jeg mere og mere bidt af det. Jeg er faldet til i rollen som borgmester og synes selv, at jeg har fundet en god balance.

Hvad er du optaget af for tiden?
Udligningsreformen. Men ok, du vil jo ikke høre om politik. Så må det være Lord Of The Rings-online. Der er lige kommet en opdatering, hvor max-level er steget fra 120 til 130, og det forsøger jeg så at opnå denne vinterferie. Jeg skal helt klart være max’et ud. Jeg har været med siden start og har fem aktive karakterer. Jeg er med i en god og aktiv klan med gode folk, der har spillet sammen længe. Vores klan-leder, hun er faktisk professor i Oxford, og det, synes vi, er morsomt, da Tolkien havde et tilsvarende job. Jeg kender også flere af klanmedlemmerne real-life. Rent sociologisk er LOR interessant som et virtuelt fællesskab, og jeg synes godt, man kan diskutere, om ikke det fællesskab er lige så forpligtende som mange, mere traditionelle foreninger. Spillerne er meget forpligtet i de online spil. Fx har min klan en fast juletradition, hvor vi mødes online kl. 01.00 julenat og sidder sammen en time eller to, mens vi fortæller historier.

Hvordan vil du beskrive dit eget forfatterskab?
Professionelt indtil videre. Jeg har skrevet faglige bøger og debat bøger, og været ghostwriter for Poul Nyrup. Det var fedt at kunne fordybe sig et halvt år med hans personlige noter, men jeg har et ønske om at skrive skønlitterært. Idéen fascinerer mig virkeligt, både skriveprocessen, fordybelsen – det giver en tilfredsstillelse, når man glemmer alt omkring sig. Det er også noget, der er helt anderledes end borgmesterjobbet, hvor man har mange møder og forskellige emner på en enkelt dag.

Hvilken bog ville du gerne selv have været forfatteren bag?
Ringenes herre, det siger vist næsten sig selv. Eller en anden af Tolkiens bøger, fx Silmarillion.

Hvad er det største svigt, du har oplevet?
Det må være min fars død. Han døde, da jeg var 13 år. Med den alder, så oplevede jeg det som et svigt. Der var jo meget, jeg gerne ville have spurgt ham om. Måske kunne jeg have fundet svar på, hvorfor jeg er, som jeg er. Det er som om, der er en brik, der mangler. Som 13-årig var der jo mange samtaler, som blev udskudt – jeg troede jo, jeg havde al tid i verden. Jeg fik heldigvis en stærk faderfigur i min mors nye kæreste, men jeg mangler lidt af familiehistorien. Hvad tænkte min far egentlig om verden.

Hvor ser du dig selv henne om ti år?
Om ti år har jeg lige udgivet min første skønlitterære bog, som er blevet en succes og har vundet De Gyldne Laurbær. Man har jo lov til at drømme. Og så er jeg allerede i gang med nummer to, den svære to’er efter debutbogens succes.

Jeg har allerede en idé om, hvad bogen kunne handle om. De grønlandske nordboer, som beviseligt eksisterede i ca. 500 år til midten af 1400-tallet, men som så bare forsvandt. De var en isoleret koloni, der var afhængig af de skibe, der lagde til med forsyninger. Der findes ruiner, som bevis for deres eksistens, men skibene holdt op med at ankomme. Deres historie vil jeg gerne skrive som en skønlitterær bog, hvor man har lov til at drømme og digte. Måske byggede de selv et skib. Måske blev det blæst ud af kurs. Måske landede de så i Nordamerika.

Afslutningsvis spørger vi Hans Stavnsager, om der er noget, vi ikke har spurgt om, som han mener, fortæller noget vigtigt om ham. Der er kun en kort betænkningstid.

Jeg er stolt af, at jeg som den første nogensinde blev udnævnt til honorær konsul af Albanien. Det blev jeg kun, fordi landet syntes, jeg havde gjort en særlig indsats for det. I min tid i DSU havde jeg kontakt med nogle unge albanere, der forsøgte at smide kommunisterne ud af landet. Den ene, Ilir Meta, blev senere udenrigsminister, og det var ham, der udnævnte mig. Senere er han blevet landets præsident, og i dag, næsten 30 år senere, holder vi stadig kontakten.

- Annonce -