- Annonce -

Fotograf Lars Skaaning har gennem sin karriere som fotograf på nærmeste hold oplevet den digitale udvikling, fotobranchen har gennemgået. Lars Skaaning tager os med tilbage til 70’ernes sort/hvide billeder, til transportable mørkekamre og telefotosendere, men også med ud i den natur, som han i dag færdes og fotograferer i.

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup & Lars Skaaning

I huset i Dyreborg er Lars Skaaning, 70 år, omgivet af den natur, som er blevet omdrejningspunktet i hans fotografiske virksomhed. Efter mindre end fem minutters gang befinder Lars sig på Noret med udsigt over Knold og øerne. For fotograf Lars Skaaning repræsenterer naturen det nære, det smukke der omgiver os, og som vi hurtigt bliver blinde for. Med sine naturfotografier håber Lars at få beskueren til at se. Virkeligt se, og ikke bare kigge. At give naturen den opmærksomhed, nærvær og fordybelse, som den fortjener.

- Annonce -

Lars Skaaning har været længe undervejs og langt omkring, inden han fik mulighed for at omgive sig med ro og beskæftige sig med naturfotografering.

Mulighedernes tid
Året er 1969, og den nyudklækkede student Lars Skaaning befinder sig i mulighedernes land. Uddannelsesloftet er endnu et ukendt begreb, og alle uddannelser ligger åbne. Lars Skaaning shopper lidt rundt mellem de forskellige fag, læser idræt, læser dansk, men færdiggør aldrig fagene.

Ad omveje ender han som fotografelev på Fyns Amts Avis i Svendborg.

– Meget af tiden gik med at spole film op. Her havde vi ruller med 32 meter film, der skulle rulles op i tomme kassetter, vi fik hos fotohandleren. Vi stod i timevis i mørkekammeret og lærte at fremkalde de sort/hvide fotografier på den hårde måde.

Den langsigtede plan var fortsat, at Lars efter elevtiden skulle tilbage til universitetet og gøre dansk og idræt færdig. Men et tilfældigt foto fik kickstartet en helt anden karriere.

– Jeg tog et billede, som vandt én af kategorierne som årets pressefoto i 1979. Det billede åbnede døre, og jeg blev tilbudt ansættelse hos Politiken i København. Jeg er lidt af en hjemmefødning og var helst blevet i nærheden af min hjemstavn, men det var noget af en stilling, de tilbød mig.

En stjerne-stilling
På Politiken var den legendariske Erik Petersen, fotografiets grand old man, fastslår Lars Skaaning, netop gået på pension, og planen var, at den nyudlærte Lars skulle overtage efter ham.

– Jeg startede min gule Golf, smed en drømmeseng og et kamera ind bagi og kørte derover. Jeg må virkelig have lignet en, der lige var kommet ind med fire-toget. Pludseligt var det slut med selv at rulle film op. Det var en helt anden verden, jeg mødte her. De havde alt. Der var ligefrem ansat en mand i en brun kittel på centrallageret, som vi bare kunne bestille ting ved: filmruller, papir, fremkalder, vaskeskind. Jeg husker min allerførste opgave – jeg skulle samme aften dække en fodboldlandskamp i København.

Den unge pressefotograf havde ingen præstationsangst over at skulle overtage posten efter legenden Erik Petersen, og da denne et halvt år senere kom ind på avisen, fik Lars et ‘flot arbejde’ med på vejen.

– Det var et næsten perfekt job. Jeg var meget sportsinteresseret, og ingen dage var ens. Den ene dag skulle jeg dække en landskamp, og den næste dag fik jeg stukket en flybillet i hånden og skulle til VM i Spanien.

Til fodboldkampene stod pressefotograferne side ved side nede i gravene bag målene. Her holdt de varmen med de medbragte filmrulle-kassetter, som til anledningen var fyldt op med whisky. Opgaven var at skyde et målfoto, hvilket ofte var noget af en udfordring.

– Det var før photoshop, men så havde nogle fotografer udviklet deres egen teknik, hvor de kunne fremkalde et foto af målet og derefter klistre en bold ind, så det lignede, at de havde knipset på det helt rigtige tidpunkt.

Med verden som legeplads
Nogle af opgaverne som pressefotograf står tydeligt frem i Lars’ hukommelse. Som fx dengang han var i Polen og skulle dække en retssag mod to danske mænd, der var tiltalt for at være spioner. Landet var stolt af tiltalen, og modsat de danske forhold fik Lars lov til at fotografere på nærmeste hold inde i retssalen.

Eller dengang Lars rejste til Moskva sammen med Dan Türell.

– Jeg skulle dække VM i Moskva, mens Dan Türell skulle lave en feature om ‘dagliglivet i Moskva’. På hotelværelsets badeværelse stillede jeg det transportable mørkekammer op, så jeg kunne fremkalde billeder direkte efter kampene. Ude i stuen stod vores telefotosender, et ordentligt apparat, der skulle forbindes til telefonledningerne med to krokodillenæb, der var sådan helt Olsen Banden-agtigt.

Lars havde svært ved at finde telefonledningerne i væggen, og det endte med, at han fik splittet hotelværelset halvt ad, inden han fandt dem. Med krokodillenæbbene på plads kunne overførelsen begynde. Syv minutter med bip-lyde. Så landede billedet på redaktionen i Danmark.

– Damen i receptionen troede, der var noget galt med telefonen, så hun tog røret og sagde ‘hallo’ flere gange. Det gik ind i billedet, og vi måtte starte overførslen forfra.

De bedste billeder er tilfældige
Lars Skaaning har ikke ét specifikt yndlingsbillede, og det er ikke nødvendigvis de billeder, han selv bedst kan lide, som er blevet hans mest ikoniske gennem tiden.
Faktisk er de mest ikoniske billeder opstået ret spontant og tilfældigt.

– Vi var tilfældig ombord på en færge, der sejlede forbi den gigantisk ubåd i dansk farvand. Jeg skyndte mig at hente mit kamera nede i bilen, og fra færgen fik jeg et billede med en helt anden vinkel end de fotografer, der stod inde på land. Her fik jeg et billede, hvor en lille jollefisker ligger i vandet foran den store ubåd.

Det er ikke kun tilfældigheder, der spiller ind, når det gode foto skal knipses. Lars Skaaning har meget fokus på at påvirke personerne til at medvirke til de helt rigtige opstillinger.

– Der er meget psykologi på spil i forbindelse med fx portrætfotografier. Her er det også min opgave at pirke til personens selvbevidsthed og måske forfængelighed.

Det var netop denne psykologi, der gjorde det muligt for Lars Skaaning at fange et ikonisk billede af bestyrelsesformanden for Nordisk Fjer, Johannes Petersen.

– Vi gik forbi det her lange, blanke mahognibord, og jeg skulle have ham overtalt til at stille sig op for enden af bordet til et portrætfoto. Det krævede en del psykologi, men det lykkedes. Portrættet af bestyrelsesformanden blev endnu mere ikonisk, da det var et af de sidste billeder, der blev taget af manden, der kort efter tog livet af sig selv.

Tilbage til naturen
Efter 10 år i København vendte Lars Skaaning og familien tilbage til Sydfyn, hvor Lars startede som freelance-fotograf. Med et solidt netværk og et godt renommé blev det en travl tid for Lars, der stadig driver sin freelance-virksomhed.

I dag er Lars Skaaning vendt tilbage til naturen, hvor han er mere selvbestemmende over sine billeder. Naturbillederne udstiller han i GaleRiget i Bøjestræde sammen med andre kunstnere, men han vil ikke selv kalde sine billeder for kunstværker.

– For mig er det vigtigt at gengive naturen, som jeg ser det. Andre ville måske have fanget nogle andre farver, eller gengivet naturen på en anden måde. Mine billeder er ikke kunstværk, det er håndværk. Og engang imellem lykkedes det så at lave noget, der løfter sig over det banale. Kunst er vel, når et billede fx kan sætte andre tanker igang, end lige netop dét, man ser.

For Lars Skaaning er det mere glæden ved processen, som han værdsætter. At opleve naturen, være i den, se den. Videreformidle det hele i kraft af et fotografi. Lars Skaaning kigger op på væggen, hvor der hænger en nærmest abstrakt nærbillede af en snedækket hest.

– Her er det lykkedes for min egen skyld. Jeg så alle disse snefnug på den sorte islænder, og der var så meget nærhed, den lod mig komme helt tæt på. Det er denne intimitet, som jeg forsøgte at videreformidle med det billede.

Et brud med digitaliseringen
Tilbage i 1995 var Lars Skaaning med i front, da de digitale kameraer indtog Danmark.

– Jeg købte det andet digitale kamera, der blev solgt i Danmark. Som freelancer skulle jeg være med på beatet. Det kostede 125.000 kroner og vejede nærmest et ton, og der var sådan en floppy disk-lignende ting med på bare to megabyte. Et halvt år senere kostede kameraet 65.000 kroner. Det var virkeligt en klog investering, troede jeg, men jeg skulle have ventet, til det blev billigere og bedre.

Lars Skaaning er fortsat med på den digitale mode, og han værdsætter den fototekniske del af digitalkameraet, skarpheden og farverne. Men han forstår godt den modreaktion, der er ved at brede sig.

– Det digitale billede er knivskarpt, men det mangler dybde og sjæl. Jeg kan mærke en længsel efter det oprindelige, efter en stoflighed. Derfor arbejder jeg med print på forskellige papirtyper, som giver forskellige udtryk, og også med fotogravure, som er en trykteknik, hvor fotografiet printes på en metalplads, som sværtes og i en kobbertrykspresse trykkes på papir.

Lars Skaaning ser det som et alderdomsfænomen, sådan at vende tilbage til det oprindelige. Og hans næste projekt udspringer, ifølge ham selv, også fra dette fænomen.

– Jeg har gang i et projekt, hvor jeg vil lave en bog under titlen ‘Herfra min verden går’. Her vil jeg vende tilbage til min hjemstavn, landsbyen, øhavet, og skildre egnen med billeder.

Lars Skaaning har slynget sit Leica om halsen, taget hunden Eddie i snor, og sammen tager de ud på den korte tur ned til Noret, hvor naturen kan bjergtage de fleste.

- Annonce -