Et stort flertal i Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune besluttede mandag aften, at Frølageret på Vestkajen i Faaborg de næste godt tre år skal huse Øhavsmuseet, mens tanker til et nyt moderne landskabsmuseum og port til Øhavet udvikles.

– Øhavsmuseet har præsenteret nogle spændende ideer til brugen af Frølageret, og jeg glæder mig derfor rigtig meget over, at vi allerede nu kan tage de første skridt til at skabe liv og midlertidig aktivitet på Slagterigrunden,” siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager.

Frølageret hvor Øhavsmuseet får til huse de kommende tre år.

 

Peter Thor Andersen, Øhavsmuseets direktør, glæder sig også og ser frem til, at museet kan flytte ind:

– Frølageret bliver et eksperimentarium, hvor vi kan prøve nogle ting af og danne nogle nye erfaringer, som vi kan bruge til at forme det endelige landskabsmuseum. Derfor kan vi næsten heller ikke vente med at komme i gang, siger han og fortsætter:

– Nu går vi i gang med at planlægge udstillinger om Øhavet, bakkerne osv., hvor vi som noget helt nyt udarbejder det konkrete udstillingsdesign baseret på input fra en række lokale borgere og turister. Vi forestiller os også events og tilbud til skoler, som vi gerne vil lave sammen med foreninger og de mange ildsjæle, vi har lokalt.

Peter Thor Andersen glæder sig til at rykke i Frølageret.

Stadig åbent for andre arrangementer
Selvom Frølageret nu midlertidigt skal huse Øhavsmuseet, vil bygningen stadig i perioder kunne anvendes af byens aktører til koncerter, events og andre midlertidige formål.

– Det er vigtigt for os, at det også bliver muligt for Faaborgs foreninger og kulturliv at udnytte de faciliteter, som bygningen tilbyder. Derfor har vi aftalt med Øhavsmuseet, at Frølageret også skal være tilgængeligt for andre, siger Hans Stavnsager.

I løbet af de følgende måneder vil Faaborg-Midtfyn Kommune klargøre bygningen til Øhavsmuseets udstillinger og de øvrige oplevelser og aktiviteter, som Frølageret skal danne ramme om. Udstillingerne bliver klar til sæson 2019, men der kommer arrangementer allerede i efteråret, når lokalerne er klar.