Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Ondskabens samaritanere

De klæder sig ud som de onde. Dem, alle håber, vil dø. Alligevel er formålet godhjertet, når vennerne fra kostumeforeningen Danish Garrison stiller op til arrangementer. Al overskud går nemlig til de forskellige børnefonde, som foreningen støtter.

A long time ago (tilbage i 1997 i hvert fald) startede foreningen 501st Legion i USA. Formålet var at promovere Star Wars-filmene, at facilitere brugen af udklædning og at bidrage til velgørenhed. Siden har kostume-trenden bredt sig til resten af verden.

Vennerne fra kostumeforeningen Danish Garrison er, som så ofte før, samlet i Vester Aaby for at mødes om deres fælles passion. De fortæller om deres indgang til denne nørdede verden, og hvad det giver dem at være en del af noget større. De er her alle sammen: BB-8, Jawa, Gunner, Rey, Kylo Ren, Han Solo, Biker Scout Trooper, Snow Trooper og en Sand Trooper.

Den tidligere toprytter Heidi L. Sørensen blev for fem år siden en del af fællesskabet.

– Efter en knæskade og en nedslidt ryg kunne jeg ikke ride længere og måtte finde på noget nyt. Og så har jeg altid elsket Star Wars-filmene og at klæde mig ud. Jeg startede som supporter, for et medlemskab kræver, at man har en godkendt dragt. Der er mange krav til fx materialer – den skal være screen accurate, fortæller Heidi.

Et halvt år senere kom Brian Juul Jørgensen også med.

– Vi har en hjemmeside med forums og tråde med invitationer til Troops i hele landet. Og vi holder armour partys, hvor vi bygger dragter sammen, griller og erfaringsudveksler. Vi klæder os ud som de onde fra filmene, men det er jo også dem, der har de fedeste dragter, forklarer Brian.

Kort efter inviterede Brian veninden Tina Gerlach med til en Troop.

– ’Herregud, det kan jeg da godt’, svarede jeg. Men jeg blev meget fascineret af at møde figurerne ’live’, og det var ret fedt. Et år senere havde jeg min egen dragt, fortæller Tina.

Brians bror, Claus Juul Jørgensen, var ikke sådan lige at få med over i Star Wars-universet. – Jeg tænkte, ’de er da nogle nørder’. Men da min forældregruppe skulle holde fastelavnsfest på skolen, lånte jeg et Luke Skywalker-kostume, og foreningen troppede op med 12 udklædte figurer. Der var effekter med lys og røg, og både børn og voksne tog så godt imod det. Så græd Luke Skywalker, jeg var helt solgt, griner Claus.

Claus begyndte straks at bygge kostumer sammen med sønnen Carl, og snart deltog Carl i den årlige parade i Legoland. Så græd Claus lidt mere, og lige siden har han brugt det meste af sin vågne tid på at tænke og bygge kostumer og andre gadgets.

Heidi fungerer nu som kostume-mentor, hvor hun hjælper andre med at sy og bygge kostumer. Begge hendes drenge er med i foreningens ungdomsafdeling og har godkendte dragter.

– Det her er min familie nummer to, vi er virkelig sociale. Vi har fx gruppe-overnatninger, og vores unger leger sammen og skændes aldrig. Vi er meget gode til at tage imod nye medlemmer. Jeg tror mine unger synes, det er fantaktisk at have en nørdet mor som mig, jeg render gerne igennem en busk og råber HUHAAAHHH!

Thomas Christensen har været med i flokken siden 2014, men er stadig supporter.

– Jeg har en Jawa-dragt, som er tæt på at kunne blive godkendt, samt en Snow Trooper-dragt under konstruktion. Men det er også vigtigt med supportere, da de fleste dragter er svære at få på. Så hjælper supporterne. Vi guider også de udklædte rundt, da mange ikke kan se igennem deres dragter, forklarer Thomas.

Hvem er egentlig den mest nørdede?

’CLAUS!!’, lyder det i kor fra hele flokken.

– Jeg er blevet bidt af at se, hvordan folk tager imod os. Jeg startede ikke som nørd, men jeg kan ikke rigtig stoppe igen. Faktisk har jeg lige overtalt min kæreste til at få en dragt, hun skal være en Gong, så nu har jeg købt nogle firkantede murbaljer til at bygge den. Min kæreste vidste godt, hvad hun gik ind til, hun havde jo set min Star Wars-skoletaske, griner Claus.

Der lyder begejstrede tilkendegivelser fra de andre. En Gong er ikke let at bygge. Faktisk er det vanvittigt, mener de. Men vanvittige projekter er ikke en hindring for denne forenings medlemmer, og også Heidi har gang i et vildt foretagende.

– Jeg er ved at bygge en TaunTaun til min søn. Det er sådan en tobenet vædder. Så jeg har været ude og købe hønsenet, skumgummi, pladevat og pels. Vi sætter gerne barren højt, griner Heidi.

Når de ikke bygger nyt, så tropper de sociale nørder ofte op til arrangementer, som fx messer, filmpremierer, butiksåbninger, fødselsdage mm.

– Det er gratis at få os ud til arrangementer, men vi tager gerne mod donationer. Vores formål er velgørenhed, og vi tjener fx penge på vores fotostand, hvor man kan få taget et billede sammen med os og så købe billedet. Vi er blevet ambassadører for Make A Wish-organisationen, hvilket er en stor ære for os. Vi ser det som en blåstempling af vores forening, fortæller Heidi L. Sørensen og fortsætter, det er virkelig spændende at være en del af, og jeg brænder for det – især sygehusbesøgene.

Senest har foreningen været i Helios Teatret i Faaborg til premiere på den nye Han Solo-film.