Flemming Juul Christensen – manden med de mange kasketter

26. juni 2018

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Avernakø-landmand

Når man insisterer på et arbejdsliv i et lille ø-samfund, så kræver det både fleksibilitet og multitalent. Flemming Juul Christensen har begge dele og har flere kasketter end de fleste. Og så ved han alt om, hvad der foregår på hans ø, Avernakø.

– Hvem skal i skrive om?´ De faste passagerer på færgen til Avernakø kender de fleste, der tager turen til øen, og vi stikker ud.

– Flemming´, svarer vi. Efternavne synes unødvendige.

– Han er allerede på arbejde på Munkegården, han har lige skrevet.´ Der er både interesse og hjælpsomhed.

Klokken er endnu ikke otte, og Flemming Christensen er allerede i gang i dagens andet job.

Færgen støder til kajen, og rampen sænkes ned til fast grund. Ud fra færgen triller biler og traktorer. De fleste gående passagerer er medarbejdere fra øens største arbejdsplads, Munkegården, og de går mod cykelskuret for at fortsætte vejen til arbejde på to hjul.

Vi imiterer ø-kulturen og finder cyklerne frem. På vejen mod dagens interview passerer vi smedjen, kirken, en fåreflok, Munkegården og Petersminde gårdbutik. Alt sammen steder, hvor Flemming arbejder. Eller rettere; et lille udpluk af de steder, hvor Flemming arbejder.

Vi parkerer cyklerne i gårdens perlesten og bliver budt velkommen af lyden fra gårdbutikkens dørklokke, og snart er vi bænket i det store væksthus, som Flemming har bygget. Vi bliver budt på most fra egen avl, mens han fortæller om livet på Avernakø.

– Jeg gik i skole her på øen indtil femte klasse. Og dernæst fem år i Faaborg. Senere kom jeg i lære som gartner i Aastrup og arbejdede også på Højagergaard i Millinge. Men som 28-årig sagde jeg til min kone, at – det er på Avernakø, det foregår, jeg kan ikke undvære det’. Jeg er så glad ved at være her med havet og naturen, og så har vi et samfund, hvor fællesskabet er vigtigt, fx gennem vores foreningsarbejde.

Fra gartnerlærling til multimand

Det var i 1995, Flemming og hustruen Ulla købte ejendommen på Avernakø. Og mens Ulla dagligt pendler til og fra Fyn, så har Flemming efterhånden fået sammenstrikket et levebrød på kryds og tværs af brancher og arbejdsgivere. Dagen starter klokken 6.15, hvor Flemming skal vække nogle af eleverne på Munkegården, der ligger skråt over for hans ejendom, herefter cykler han til kirken og ringer solen op klokken syv. Retur på Munkegården tager han hver morgen fire elever med på en fire kilometer gåtur Skallevejen rundt.

Så skal tiden fordeles mellem de usandsynligt mange jobfunktioner, Flemming har på øen, indtil klokken bliver 15.30, hvor nogle af de unge fra Munkegården kommer og ’er i praktik’ hos Flemming. Dagen slutter tilbage i kirken, hvor solen skal ringes ned hver dag klokken seks. Flemming ser muligheder overalt på øen og finder jævnligt på nye ting.

– Jeg har for nyligt forpagtet en æbleplantage og producerede sidste år 2500 liter most. Nu har jeg plantet flere træer og satser også på salg af æbler. Vi skal her på øen gøre noget klogere end al det korn, noget mere nichepræget.

Altid i gang

Vi fortsætter interviewet udenfor. Overalt har Flemming gang i projekter. Den enorme køkkenhave skal forsyne øboer og turister med grøntsager, drivhuset skal producere omkring 2000 agurker og et tons tomater, og inde i laden tripper køer og får, mens de venter på at blive forvandlet til spegepølser og bøffer.

I den velplejede have kagler hønsene, og overalt mødes øjet af et væld af farveinddelte bede med tulipaner.

– Jeg elsker tulipaner. Lige siden jeg var i lære som gartner hos Sloth i Åstrup, har jeg været glad for dem. Og i sidste uge, da vi fløj hjem fra ferie, var der det smukkeste syn over Holland med tulipaner i mange flotte farver.

Bag huset er der stablet fliser til endnu et projekt – en ny terrasse. I udkanten af grunden står et lille faldefærdigt hus, som Flemming satser på at forvandle til en bed and breakfast. Det er ingen sag, mener han.

– Jeg kan ikke sidde stille. Det er derfor, vi er nødt til at rejse sydpå for at holde ferie. Jeg har hverken tid eller ro til at se fjernsyn, men hvis det endeligt sker, ser jeg som regel haveprogrammer.

Ø-bo i hjertet

Flemming ser alle fordelene ved at bo på en ø, og han er meget engageret i øens udvikling. – Vi skal satse på både turisme, beboelse og naturen herover. Helt aktuelt er vi ved at lave trampestier, der bliver bygget shelters, et madpakkehus og toilet til turisterne. Det er vigtigt at satse på turisterne, men der skal også være nogle ’aber i buret’, ellers går det ikke.

Jeg kan egentlig ikke forstå, at der ikke er flere, der vil bo sådanne steder. Vi har en helt almindelig hverdag, og vi er fælles om ting. Vi kender hinanden og hjælper hinanden, og jeg kunne fx aldrig finde på at sige nej til at hjælpe med noget.

Sammen med andre beboere arbejder han jævnligt med at sikre øens livsnerve, nemlig færgen, som er den eneste udfordring, Flemming kan se ved ø-livet.

– Både Avernakø og de andre øer kæmper altid med kommunen omkring de færgetider. Færgen er meget vigtig for øerne. Lige nu sejler den sidste færge til Avernakø klokken 18, og det giver udfordringer. Sidst vi var til konfirmation, måtte vi skynde os med desserten for at kunne komme hjem.

Flemming har fingeren på ø-pulsen, og det synes oplagt at spørge, om han ser sig selv som ø-konge. Han får formuleret et meget ydmygt svar:

– Njah, men jeg er nok den, der har mest med tingene at gøre.

Fakta om Flemming: