- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Den sande kærlighed

Snart udkommer den fjerde bog fra Einar Fog-Nielsens hånd. Bogen har været undervejs i tre år og giver et indblik i et langt liv med 37 års virke som sognepræst og en ustoppelig kærlighed til folkekirken. Et liv og en kærlighed, der ikke lader sig beskrive kort. Mød præsten, der aldrig var præst fra 8-16, men præst i hele sit væsen.

- Annonce -

Lyset fra skærmen kaster et skær over det furede ansigt og det gråsprængte hår. Einar arbejder ved det samme skrivebord, hvor også hans far sad og skrev sine prædikener. Erindringerne flyder fra bordet og gennem tasterne op på skærmen: ’Signede Dage’, overskriften er fundet, bogen er færdig.

Einar læner sig tilbage på kontorstolen, der er beklædt med et ternet uldtæppe til de kolde dage ved tasterne. Blikket gennemtrænger ruden og hæfter sig ved udsigten. Forude ligger Faaborg som i en lavning, klokketårnet tårner sig op i midten af bygningsmassen og længere ude i horisonten omkranses byen af havet med sine smukke små-øer. Byen, hvor han igennem 28 år betjente kirkegængerne, med sit evige nærvær.

Bogen er skrevet med støtte fra Den Faberske Fond og udkommer i to versioner. En version på 400 sider, der trykkes i 40 eksemplarer og er tiltænkt familien. Og i en version på 200 sider, der er tiltænkt kolleger, frivillige i menighedsråd og andre interesserede.- Jeg glemmer det aldrig, de ord har altid fulgt mig. Året var 1972 og jeg havde netop fået mit første job som præst i Store Taastrup Sogn på Midtsjælland, og jeg skulle til ordination hos biskoppen inden indsættelsen. Han målte og vejede mig, og til sidst gav han mig et råd, der siden har dannet fundamentet for min præstegerning: ’Der er tre ting, der er vigtige for en ny præst i et sogn, og det er husbesøg, husbesøg og husbesøg’. Jeg har værnet om netop husbesøget. Det har betydet meget at komme tæt på folk. Jeg ser det som et privilegium at møde folk som præst, og jeg har aldrig mødt en lukket dør.

Som han sidder der i mindets magt, tilbagelænet i stolen, bliver læberne smalle og en kløft træder frem i panden, blikket bliver fjernt og fokuseret på samme tid. Armene ligger over kors på brystet, den ene håndflade bliver gemt i armhulen. I dette øjeblik af refleksion sidder Einar omgivet af sit præsteliv. Malerierne på væggen kirkerne i Faaborg og Diernæs, hvor han praktiserede sit nærvær. Et krucifiks troner over portrættet af hans far. I den fyldte bogreol i modsatte ende af arbejdsværelset står der eksemplarer af de tre tidligere bøger, Einar har skrevet. Og en udprintet kopi af den, der er på vej.


Det nye projekt

Inspirationen til bogen opstod, da familien fandt fire foliebøger i et gammelt chatol fra Einars bedstemor. På de tætskrevne sider udfolder bedstemoren fortællinger om sit liv og fortællinger om sine rødder i det sønderjyske i årene 1864-1920. På en seddel i en af bøgerne tilegnede bedstemoren Einar bøgerne. Nu stod det klart. Han skulle hjem og skrive.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog, men det har vist sig, at mine bøger bliver taget godt imod. Bogen om klokketårnet blev en kæmpe-sællert, og jeg er blevet så glad for at skrive. Jeg har fra første dag i mit arbejdsliv ført dagbog. Det er blevet til et enormt materiale og det har været en stor fornøjelse at gennemgå det som et erindringsforløb. Jeg ser bogen som min kærligheds-erklæring til den danske folkekirke.
Bogen har et bredt folkeligt og kulturelt sigte; hvad laver præster egentlig i deres arbejdsliv? Den tager læseren med ind i maskinrummet, ind til kerneydelsen, det fundamentale, krumtappen for præstegerningen: Gudstjenesten. Drivkraften i at sprede det gode budskab.
I bogen gør Einar status over de vielser, dåbshandlinger og begravelser, han har forestået. Det er ikke få. Hver eneste kirkelige handling har en stor betydning for den enkelte og den enkelte familie, hvilket Einar er sig smertelig bevidst om. Præstegerningen er aldrig blevet rutine for ham.
At være præst er som at gå på line i 10 meters højde – uden sikkerhedsline. Et enkelt forkert ord kan være fatalt. At være nærværende handler om at lytte sig ind til det enkelte menneske, fx hvem er det, vi siger farvel til, når vi begraver et menneske?


Med rygdækning på hjemmefronten

Einar er et uudtømmeligt væsen af ord, men det er blevet tid til fotografering. Han finder præstekjolen frem. Den ligger bag forhænget i mellemgangen, hvor også et stort lager af foredragsvin har hobet sig op. Med rutinerede bevægelser ifører han sig præstekjolen. Pludselig stopper han op. – Skal jeg have rullekrave under kjolen? Spørger han ud i rummet. Fra førstesalen lyder der en kærlig bekræftelse fra kvinden, der har stået ved Einars side i mere end 50 år. Så daler der en hvid rullekrave ned. Ned langs væggen med billederne af de helt nære – børn og børnebørn. Einar griber rullekravetrøjen. Kjolen ryger af. Rullekraven krænges over hovedet. Kjolen på igen. De sort/hvide gummisko bliver skiftet ud med blanke, sorte præstesko. Den hvide krave placeres om halsen og fuldender uniformen.
Arbejdsliv og familieliv mødes og forenes i denne sortklædte mand. Som sidste sommer, da han begravede sin lillesøster, eller når han i de stille årvågne timer på jagtturen formulerede søndagen prædiken i hovedet, eller når han klokken to om natten blev ringet op af opstemte værtshusgæster, der pludselig ville giftes. For som han udtrykker det, så er det at være præst lig med at stå til tjeneste.
Selvom jeg er gået på pension, så arbejder jeg stadig – og hele tiden. Jeg kan ikke sidde stille. Det er mig en glæde, hver gang provsten beder mig om at holde en gudstjeneste, og jeg rykker gerne ud. Jeg elsker, hver gang jeg sætter mig ned og fordyber mig i mit gamle håndværk. At nyformulere det gode budskab i takt med at sproget udvikler sig, og tiden ændrer sig. Jeg glæder mig over at være her og nyder et pragtfuldt pensionistliv.
En anke til os alle

De unge har et særligt fokus i Einars bevidsthed, og en vase, han har fået af et af sine mange konfirmationshold, viser, at de unge også har sat pris på Einar som deres præst.
De unge skal mødes der, hvor de er i livet og have mulighed for at møde præsten og kirken på et vanskeligt tidspunkt i livet. De tænker jo alle over livets store spørgsmål, og vi skal lade være med at spørge dem, om de tror på Gud. Vi skal lade dem nyde nuet.
Det er bare det, at nyde nuet og tro på noget. Ikke på nogen. Einar er ukompliceret i sin tilgang til livets kompleksiteter.

BIBLIOGRAFI
2007 – At sige verden ret farvel
2011 – Ingen kender dagen, mødet med den pludselige død
2013 – Klokketårnet i Faaborg
2018 – Signede Dage

- Annonce -