- Annonce -

Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup

34-årige Louise Skov er deltidsbrandmand på fjerde år. Sammen med 23 mandlige kolleger er hun tilknyttet Falck-stationen i Faaborg, og er med på udrykninger op til 160 gange om året, der tæller biluheld, olieforurening og brand. 

Den sorte personsøger sidder i Louise Skovs bukselinning da vi mødes i kaffestuen på Falckstationen i Faaborg. Det lille apparat har hun altid på sig om dagen, for som deltidsbrandmand siger man ja til at være på vagt alle dage, hvis man er i nærområdet af stationen. Om aftenen er vagterne anderledes delt ind, så man kun hver tredje uge skal være stand by og i lynets hast ankomme til stationen, hvis en alarm tikker ind. Heldigvis er mange af alarmerne på personsøgeren falske. Det sker, hvis en alarm er gået på grund af noget uskyldigt som ovn-røg eller deodorant-spray.

- Annonce -

At være beredt sidder naturligt i Louise Skov, der som barn var spejder og allerede som 20-årig ville aftjene sin værneret i beredskabsstyrelsen. Lysten til at melde sig slog ned i hende den uforglemmelige aften i 2003, da hun, fra sine forældres køkkenvindue i Kolding, så den gigantiske eksplosions-paddehattesky rejse sig over fyrværkerifabrikken i Seest.

– Vinduerne stod og blafrede i huset, og jeg kunne mærke, at jeg gerne ville være med til at gøre noget, fremfor bare at gå ind og tænde for fjernsynet, fortæller Louise Skov, der for fire år siden skiftede Jylland ud med Fyn og ved samme forbindelse fik job hos Faaborg – Midtfyn Kommune i kraft af sin uddannelse som jordbrugsteknolog og tidligere skovarbejder. Lysten til at være aktiv ved ulykker kan hun nu få tilfredsstillet flere gange om måneden. For med arbejdsplads i centrum af Faaborg og en forstående chef, kan hun i løbet af fem minutters cykeltur være på brandstationen, hvis en alarm tikker ind.

– Jeg kan godt lide det afbræk fra hverdagen, hvor man sidder i det der kedelige trummerum. Selvom mit daglige arbejde kan være spændende, så er det noget andet at komme ud og køre udrykning. At nogle har brug for, at vi er der. Jeg sidder i min egen verden, og skriver en tilladelse til et eller andet, og lige pludselig står der på min personsøger: ”trafikuheld med fastklemte”. Så skal man lynhurtigt begynde at tænke i, hvad vi skal have med, og hvad møder os. Jeg kan også godt lide, den måde rutinen kører på, når vi møder ind på stationen. Alle ved præcis, hvad de skal gøre.

Søger deltidsbrandmænd

I øjeblikket søger brandstationen flere deltidsbrandmænd, der har lyst til at være en del af beredskabet og yde en indsats i et område som Faaborg, der er dybt afhængig af stationen, som er byens primære ressource ved ulykker. Forudsætningen for at melde sig, kræver en nogenlunde fysisk form, at man kan møde på stationen inden for fem min, og at man siger ja til at deltage i brandmandsuddannelsen. Til gengæld får man et fast månedligt honorar for at stå til rådighed og timebetaling, når man er afsted på udrykning. Desuden samles alle deltidsbrandmænd på Fyn til 12 årlige øvelser, og i Faaborg fejres fællesskabet ved den lejlighed med god mad og snakke – også om alt muligt andet end ulykker.

De alvorlige ulykker fylder heldigvis ikke meget for beredskabet i Faaborg, der også dækker alle øerne omkring, og derfor skal være i stand til lynhurtigt at hoppe i en speedbåd, også ved ulykker på vand.

– Jeg har kun været med til en trafikulykke, hvor bilen havde drejet rundt et par gange. Heldigvis kom passagerne ikke noget til. Jeg har oplevet brande, hvor jeg har mødt familier der har mistet alt. Det er hårdt, men nogle er uddannet i kollegastøtte, så vi kan tage hånd om hinanden, hvis oplevelser går for tæt på, fortæller Louise Skov, der gerne medgiver, at hun er lidt af en drengepige. Men sådan behøver selvopfattelsen ikke at være, hvis man som kvinde er nysgerrig på livet som deltidsbrandmand.

 

– Nogle af de kvinder jeg har mødt fra de andre fynske brandstationer, er husmødre som, efter at børnene er blevet store, har fået plads til nyt indhold i deres liv, hvor de kan føle sig brugbare. Det giver noget luft under vingerne, tror jeg.

Føler du dig sej?

– Nej, jeg gør bare det, jeg synes er sjovt, som tilfældigvis er at klatre i træer, fælde træer, køre på motorcykel og være brandmænd. Det er jo ikke min skyld, at mændene har taget patent på de seje og sjove job.

 

- Annonce -