Søndag d. 11. marts 2018 afholder Danske blomsterhandlere Fynsafdeling, i samarbejde med Jim Lyngvild, Fynsmesterskaberne i moderne blomsterkunst.
– Vi er meget stolte af i år, at kunne invitere til Fynsmesterskaber i moderne blomsterkunst hos Jim Lyngvild på Ravnsborg, fortæller bestyrelsen for Danske blomsterhandlere i en pressemeddelelse.
Deltagerne kommer fra blomsterbutikker på hele Fyn.
Man kan deltage som Junior – hvis man er elev, eller som Senior deltager når man er udlært blomsterdekoratør.
– Vi glæder os til at se deres præstationer, lyder det fra bestyrelsen.
En af Danmarks smukkeste boliger, alias Jim Lyngvilds Vikingeborg Ravnsborg, slår denne søndag dørene op, og byder indenfor, hvor alle kan se det flotte nybyggede Odin Hov.
Nyd de smukke landskaber rundt om Ravnsborg. Nyd Ravnsborg udsmykket med blomster på den mest fantastiske måde, udført af professionelle blomsterdekoratører.
Jim Lyngvild er både designer og modekommentator. For ham var det en drøm, der gik i
opfyldelse, da han designede og opførte sit eget hjem – en vikingeborg i Korinth på Sydfyn.
Byggeriet stod klar i 2011 – og du kan opleve det særprægede bygningsværk søndag d. 11. marts 2018.
Denne dag vil de bedste Fynske blomsterdekoratører dyste om titlen Fynsmester i moderne
blomsterkunst.
På dagen vil man også kunne opleve en håndfuld udstillere med unikke produkter – lækker mad, kaffe, kage m.m.
Konkurrenceopgaverne blomsterdekoratørerne skal lave er lukket, hvilket betyder at deltagerne først kender opgaven når konkurrencen starter. Deltagerne får alle den samme opgave, og de samme materialer, og så skal vi se hvor forskelligt de kan udføre opgaven.
Når konkurrencedeltagerne har fuldført deres arbejde, vil professionelle dommere gennemgå begge opgaver. Her vurderes både teknik, form, farvevalg og helhedsindtryk.
Kl. ca. 16.30 starter præmieoverrækkelsen – og årets Fynsmester i moderne blomsterkunst skal findes.
Vinderen i både junior og senior, går videre til Danmarksmesterskaber i moderne blomsterkunst, som afholdes i København, juni 2018.
Har du lyst til at overvære konkurrencen, så er alle meget velkommen på Ravnsborg d. 11. marts fra 10.00-17.00.