Faaborg får igen en pølsevogn

Kim Kyed og Jette Kobber ved pølsevognen der åbner denne torsdag.
- Annonce -

En synkronsvømmer fra bassinet, en Karl Stegger med sidevogn og en nissearm med håndtag.

Du kan få det hele, når Faaborg denne torsdag igen får sig en pølsevogn i centrum.
Det er Jette og Jan Kobber, der står bag “JK Grillen”, som får til huse ved Super Brugsen Faaborg. De skal dog ikke selv have pølsetangen i hånden.

Det bliver 49-årige Kim Kyed, der skal mætte de pølselystne Faaborgensere med alle de klassiske retter, man kender fra café fodkold. Kim Kyed har tidligere serveret både kogte og ristede hos Time out i Nyborg og lagt bøfsandwich sammen hos Kobbergrillen i Svendborg, så det er en erfaren mand, der får ansvaret for “foderbrættet” i Mellemgade.

- Annonce -
Kim Kyed rykker om bag pølsedisken på torsdag.

I første omgang holder pølsevognen åben mandag til fredag fra kl. 11-19 og lørdag fra kl. 11-14, men i forbindelse med arrangementer i byen, vil der være længere åbent, fortæller Kim Kyed. Han ruller dog også gerne vognen ud til arrangementer hos private og virksomheder.

Hvis manden bag disken selv skal fremhæve en ret på kortet, falder valget prompte på flæskestegssandwichen. – Den laver jeg selv helt fra bunden. Vælger den rigtige steg, steger den, og sammen med de rigtige ingredienser bliver den fantastisk, lover Kim Kyed.

Åbningen af “JK Grillen” markeres med en ristet hotdog til en 10’er torsdag og fredag i denne uge.