Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat

Som tre-årig blev Lars Petersen alvorligt forbrændt på mere end halvdelen af kroppen. Siden da har han forsøgt ikke at lade sit handicap eller udseende stå i vejen for sine drømme, og i dag holder han ofte oplæg om sin historie med det klare budskab, at man ikke skal lade sig slå ud af hverken egne eller andres forventninger eller begrænsninger.

- Annonce -

NYTÅRSAFTENSDAG 1988, GAMMEL SVEBØLLE: Treårige Lars sidder i bilen sammen med sin far. De skal ind til købmanden, hvor der skal handles ind til nytårsmiddagen. Hans far parkerer bilen og går ind i butikken, mens Lars bliver i bilen, fastspændt i sin autostol. Efter kort tid får Lars spændt sig fri af stolen og går på opdagelsen i bilen. Her finder han en æske tændstikker, og han tænder en. Han kigger betaget på flammen, indtil han pludseligt brænder fingrene og kaster tændstikken fra sig.

Tændstikken lander på en voksdug, som Lars’ mor har lagt over sæderne, da de bor på landet, og hun gerne vil passe på sædebetrækket. Hurtigt går der ild i voksdugen, og snart er der også ild i bilens interiør, ild i Lars´ tøj og ild i Lars’ lille krop, der undervejs er besvimet af kulilteforgiftning.

Foran købmandsbutikken får en dame øje på den røgfyldte bil, og hun råber efter hjælp. Lars’ far kommer løbende ud af butikken og får hevet sin forbrændte og livløse søn ud af den flammeomspændte bil.

Et nyt udseende
Ambulancen bringer Lars til Hvidovre Hospital, hvor lægerne lægger ham i medicinsk koma på intensivafdelingen. Hele den lille krop er forbrændt, og der er alvorlige tredjegradsforbrændinger på mere end halvdelen af kroppen, ligesom lægerne mistænker skader på organerne og hjernen.

Da forældrene efter mere end tre måneder tager deres søn med hjem fra hospitalet første gang, er det en meget anderledes udseende dreng, end den, der kørte med på indkøbstur nytårsaftensdag.

 

For selvom der hverken var skader på hjerne eller organer, måtte lægerne amputere det yderste af Lars’ næse og det yderste af begge ører, ligesom samtlige fingre delvist måtte amputeres.

– Jeg fik også transplanteret hud til de mest forbrændte områder, og indtil jeg fyldte 13 år, var jeg indlagt mange gang. For arvæv er ikke elastisk på samme vis som almindelig hud. Det kan ikke følge med, og der kommer stramninger i arvævet. Så gør det ondt, og der kommer indskrænket bevægelighed i armene.

Når Lars i dag fortæller om ulykken i sine foredrag, siger han muntert, at han med forbrændingerne og amputationerne mistede sit ellers så blændende udseende, og den selvironiske humor skinner også igennem, når han fortæller, hvordan operationerne kunne ophøre, da han var fuldt udvokset, og nu skal han blot skal passe på, at maven ikke vokser for meget.

Bare en i flokken
Lars har ingen erindring om selve ulykken eller tiden på sygehuset, og faktisk har han så godt som ingen erindring fra før han er fem-seks år gammel.

– Når jeg ser billeder i fotoalbummet, er jeg i tvivl, om jeg reelt husker det, eller det kun er på grund af billedet. Jeg har nogle psykologer i min vennekreds, og de fortæller, at det ikke er unormalt ved så voldsomme traumer. Hjernen selekterer det fra, som er for voldsomt.

I hverdagen mellem indlæggelser og operationer bliver Lars passet hjemme af familie og en privat dagplejer, og som femårig starter han i børnehave, hvor han skal møde en omverden, der ikke er vant til hans anderledes udseende.

– Jeg har på en eller anden måde været klar over, at jeg var anderledes end de andre, men jeg var ikke klar over betydningen af det. Der var ingen åbenbaring fra den ene dag til den anden, men langsomt går det op for mig, og jeg blev kun konfronteret med det, når jeg var steder, jeg ikke plejede at være.

Da Lars starter i skolen er der ikke mange reaktioner fra de andre børn. De fandt hurtigt ud af, at han var ligesom alle de andre, han så blot anderledes ud.

– Det har aldrig været et issue. Men hvis vi kom nye steder, fx var ude og spise, så var der nogle, der kiggede. Det oplever jeg fortsat hver dag, at nogle spærrer øjnene op og skuler lidt fra et hjørne. Men det har aldrig generet mig, og jeg lægger ikke mærke til det. Det er mere dem, jeg følges med, der opdager det.

En tilpas udfordring
I teenageårene blev Lars mere bevidst om sit anderledes udseende, især da han begyndte at se pigerne i et nyt lys. Han var ikke tilfreds med det, han så i spejlet, men, forklarer han, det er jo gældende for de fleste teenagere, for det er universelt at være usikker på sig selv som ung, og det havde intet med netop ham at gøre.

– Jeg var nok mere påpasselig med at opsøge romantik, og jeg så i spejlet og tænkte: hvem vil holde de her fingre og kysse de her læber? Så satte jeg det som en udfordring for mig selv, og fra jeg var 16 år, har jeg altid haft forhold, og det har aldrig været et problem. Jeg er heldig at have et godt snakketøj, når jeg nu ikke har the looks.

Lars lod sig ikke stoppe og gik i byen og tog på dates ligesom alle de andre. Han slap dog ikke for fordomme, dem mødte han masser af – og møder dem stadigvæk den dag i dag.

– Det sker typisk, når jeg møder mennesker for første gang. De spørger fx om de skal hjælpe med små hverdagsting som at binde sko, lyne lynlås eller åbne emballage. Folk har lavere forventninger til mig end til andre. Tidligere blev jeg irriteret, men jeg var stædig og skulle nok vise dem, og jeg har altid svaret folk høfligt.

Selv fordomme får Lars vendt til noget positivt, for egentligt føler han sig heldig, at han er lykkes med så meget i livet.

– Det har da været træls, og er da træls, men det fede ved det er jo, at jeg får en masse opmærksomhed, som andre ikke gør. De lave forventninger gør, at folk tænker, ‘han er vild ham der, han har gjort meget på trods,’ så på den måde kommer jeg nemmere om ved mange ting.

Brændt barn skyr intet
Lars husker ikke, at der er et bestemt tidspunkt, hvor han beslutter sig for ikke at lade sig begrænse af sine handicaps. Det er mere en iboende vilje, der har været i ham altid, forklarer han, for han har altid været ekstremt stædig og viljestærk.

– Det er mit held med de egenskaber. Hvis de andre kunne noget, så skulle jeg satme kunne det samme. Jeg var måske ikke den hurtigste til at klatre op i træer, men så kravlede jeg til gengæld længst op.

Sådan fortsætter det op gennem ungdommen, at Lars insisterer på ikke at lade sig begrænse, og da mange i hans omgangskreds begyndte til roning, fulgte Lars trop.

– Jeg vidste, at det nok ville blive lidt bøvlet, men jeg startede i en roklub. Jeg kunne ikke holde på årerne, men så var der en, der hjalp mig på vej, og vi kom ud over de hurdler, der var der.

Med gode mennesker omkring sig, har Lars haft hjælp til at overkomme de begrænsninger, han trods alt har, og fået hjælp til at få vist den rette vej. Der er dog nogle naturlige begrænsninger forbundet med de amputerede fingre, så Lars holder sig fx fra at prøve kræfter med håndboldspil, hvorimod han gerne har kastet sig ud i andre umuligheder, som fx trompet- og klaverspil.

– Til at spille klaver skal man helst kunne bruge ti fingre. Jeg har kun ni, og de er bittesmå. Så skulle jeg finde ud af det på en anden måde. Herudover har Lars også kastet sig over både motorcykelkørsel og sejlads, hvor han både underviser og sejler kapsejlads, hvilket var noget, han aldrig havde forestillet sig, han skulle komme til.

En opfordring til alle
Det kan være svært for mange at møde mennesker, der ser anderledes ud, og der er mange holdninger til, hvordan man skal gribe det an. Men Lars er ikke i tvivl, om hvordan han allerhelst vil mødes.

-Rigtig mange forsøger at lade som ingenting, når man møder noget anderledes. Det gør de af hensyn, men det er et misforstået hensyn. Måske er de bange for at såre nogen eller træde ved siden af.

Erfaringen fra de mange foredrag, som Lars holder om sin egen historie, fortæller ham, at lang de fleste, der ser anderledes ud, gerne vil spørges.

– Men man skal spørge med respekt: ’Må jeg spørge?’ I den rigtige tone, så kan de selv sige fra. Jeg tror, at 99 % vil sige: ‘nu skal du høre’. Det er min helt klare go to. Det kan være intimiderende at spørge andre, der ikke er som en selv, for allerede der har man sagt, at de er anderledes, men det ved de jo godt i forvejen.

Selv har Lars for længe siden accepteret sit anderledes udseende, og igennem sine mange års erfaring, har han et godt råd til andre, der adskiller sig fra normen, uanset om det drejer sig om ordblindhed, psykiske handicaps, eller man mangler et ben.

– Det er det mest poppede råd; at man skal ikke lade sig begrænse. Du kan ikke alt, men du kan mere, end du tror. Det tager år at bearbejde, og man kan måske få inspiration af sådan en som mig. Det kan godt lade sig gøre, men der findes ikke en opskrift.

Du kan læse mere om Lars’ historie på www.hattenaf.dk eller følge ham på Instagram på hattenaflars

FAKTA
Navn: Lars Petersen.

Alder: 38 år.

Uddannelse: Lærer fra den frie lærerskole.

Bopæl: Bor på Faaborg-egnens Efterskole sammen med sin kæreste, Trine. De leder efter fast bolig i det sydfynske område.

Job: Arbejder på Faaborg-egnens Efterskole, tidligere ansat i itbranchen.

19Bijob: Holder 30-40 foredrag årligt med afsæt i sin egen historie.