Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Mads Holdgaard
Da jeg møder billedkunstner Camilla Berner, falder snakken som noget af det første på sommeren. Hun er netop kommet hjem fra en ferie sydpå – en dag tidligere end planlagt på grund af de mange skovbrande omkring dem. Det har givet stof til eftertanke. Samtidig med at skove brænder i lande som Frankrig, Spanien og Italien, står vi herhjemme over for en markant forandring af det danske landskab. Inden 2045 skal der efter planen plantes 250.000 hektar ny skov i Danmark. Camilla Berner har fået en ganske særlig rolle i den udvikling.
Hun har fået til opgave at skabe en skov på Ærø, som samtidig skal være et kunstværk. Projektet hedder Underskoven. Kunstværket skal ikke ligne eller forestille en skov.
Det skal være en skov. En rigtig, levende skov. Hvordan skaber man egentlig en skov som kunstværk? Og hvad er det overhovedet, vi forestiller os, når vi tænker på en skov? Det er spørgsmål, der på flere måder samler trådene i Camilla Berners eget liv. For længe før hun blev kunstner og begyndte at arbejde professionelt med planter, landskaber og natursyn, var skoven en selvfølgelig del af hendes hverdag.
Skoven, hun kendte
Camilla er født og opvokset på Holstenshuus, hvor hun som barn havde omkring 600 hektar skov omkring sig med familiens skov.
Hun red meget og færdedes så ofte i området, at hun kendte skoven næsten som sin egen bukselomme. Hun kendte bakkelandskabet, stederne og nogle af de træer, som stadig står der i dag.
Hendes far, der ejede og drev skoven, havde samtidig en stor faglig interesse. Både politisk og biologisk. Camilla har gennem hele sit liv gået ture med ham mellem træerne, mens han fortalte om skoven og alt det, han vidste om den.
– Han elskede at snakke om sin skov, siger Camilla Berner og smiler.
Hun husker blandt andet, hvordan han kunne køre gennem skoven med vinduet nede og nærmest hænge ud ad vinduet for at kigge på træerne. Han kendte hvert et træ, fortæller hun, og hans begejstring for skoven blev en selvfølgelig del af hendes barndom.
Som barn tænkte hun næppe over, at den tætte forbindelse til skoven ville komme til at følge hende langt ind i voksenlivet. Det opdagede hun først rigtigt, da hun flyttede væk. I dag bor Camilla i København tæt på vandet. Men da hun flyttede dertil, var der én ting, hun savnede. Skoven.
– Når man er vokset op med at færdes meget i en skov, så er det noget, der gør mig rolig. Det der, at det sætter sig i kroppen, det kan måske ikke helt forklares, siger Camilla Berner.
For hende handler forholdet til naturen dermed ikke kun om viden om træer, arter eller biodiversitet. Det handler også om genkendelse, om lyde, steder og fornemmelser, der lagrer sig i kroppen.
Hun skulle væk
Det er dog langt fra sådan, at Camilla altid har haft en drøm om at blive på Faaborg-egnen og arbejde med skov og natur – tværtimod.
– Da jeg voksede op i Faaborg, så fik jeg travlt med at komme væk fra Faaborg på et tidspunkt, siger Camilla Berner.
Hun havde udlængsel og et behov for at finde sit eget ståsted. Som barn elskede hun blandt andet at tegne, og i mange år gik hun til tegning i Faaborg. På gymnasiet valgte hun billedkunst og lavede sin første skulptur. Hun skrev også om maleren Peter Hansen i sin gymnasieopgave. Efter en rejse tog hun på kunsthøjskole. Senere fortsatte vejen til London, hvor hun blev uddannet. Men midt i storbyen begyndte noget, hun havde taget for givet hjemmefra, at fylde.
– Mens jeg er i London, der bliver det meget, meget tydeligt, det her behov for at have natur og skov og sådan noget tæt på, siger Camilla Berner.
Hun oplevede en ensomhed i den store by. Ikke fordi hun ikke havde mennesker omkring sig, men fordi byen og dens størrelse kunne føles svær at overskue. Den følelse blev til kunst. Camilla fotograferede London og alt det, man forbinder med byen. Derefter brugte hun omkring to måneder på møjsommeligt at skære byen ud af billederne. Til sidst var kun himlen tilbage.
Da hun senere kom hjem fra London, begyndte hun blandt andet at læse landskabsarkitektur. Det blev ikke den uddannelse, hun skulle fortsætte på, men nogle af kurserne fik stor betydning for hende. For det, hun igen og igen blev optaget af, var spørgsmålet om vores natursyn. Hvad er natur for os? Hvordan ser vi på landskabet? Hvorfor forestiller vi os, at natur skal se ud på bestemte måder?
En ganske særlig opgave
Mange år senere skulle de spørgsmål føre til en opgave, Camilla selv beskriver som en drøm. Naturstyrelsen Fyn og Ærø Kommune spurgte hende, om hun ville være kunstneren bag en ny skov på Ærø.
Baggrunden var et lokalt ønske om mere skov. Camilla fortæller at blot omkring tre procent af Ærø er dækket af skov mod cirka 15 procent på landsplan. Ærø Kommune havde fundet jord og samlet penge til projektet og kontaktede Naturstyrelsen, som i forvejen har skov på øen. Men arealet opfyldte ikke de kriterier, Naturstyrelsen normalt arbejder med ved ny skovrejsning. En mulighed var derfor at skabe et kunstværk i forbindelse med skoven.
De lokale på øen var ifølge Camilla mere interesserede i selve skoven end i et særskilt kunstværk, der skulle placeres i den. Derfor opstod en anden idé: Kunne en kunstner i stedet være med til at skabe selve skoven? Camilla, der gennem mange år har arbejdet kunstnerisk med planter, blev spurgt.
– Det er sådan en drøm, siger Camilla Berner.
Men opgaven rejste samtidig et spørgsmål, hun siden er blevet stillet igen og igen.
– Det er jo det spørgsmål, jeg har fået allermest i hele processen: Hvordan kan en skov pludselig blive til et kunstværk? fortæller Camilla Berner.
En ægte Ærø-skov
Svaret ligger ikke i, at der skal stå en skulptur midt mellem træerne. Camilla forestiller sig heller ikke, at gæster om mange år nødvendigvis træder ind i skoven og med det samme kan se at der her er et kunstværk. Kunsten ligger i høj grad i processen med at skabe den.
– Jeg tror ikke, det bliver sådan, at du træder ind i den her skov og siger: Nå okay, det er et kunstværk, men det er i høj grad processen hen til det, siger Camilla Berner.
Camilla undersøger derfor ikke kun, hvilke træer der biologisk kan vokse på Ærø. Hun har også søgt efter fortællinger om øens træer og planter, og hun har talt med lokale, undersøgt historiske forbindelser og taget frø fra en række træer. Andre har hun forsøgt at pode.
– Kan jeg lave sådan en ægte Ærø-skov? spørger Camilla Berner.
Det handler blandt andet om at finde frem til planter, som allerede har en særlig tilknytning til øen. I arbejdet er hun stødt på lokale frugttræer og sorter og på morbærtræer, der knytter sig til Ærøs stærke søfartshistorie. Hun har også mødt mennesker med stor viden om de sidste spor efter tidligere skov på øen og har herfra taget frø eller forsøgt at pode på udvalgte planter. På den måde kan både naturhistorien og kulturhistorien få lov til at vokse videre i den nye skov.
– Det er det der med at kunne koble det naturhistoriske med det kulturhistoriske, siger Camilla Berner.
Skoven kan med tiden blive det, hun kalder en form for levende arkiv. Ikke et arkiv med papirer og genstande, men et sted, hvor historier findes i levende planter.
Mere end et regnestykke
Den tilgang hænger tæt sammen med Camillas grundlæggende syn på den grønne omstilling. En ny skov handler i høj grad for Camilla om klima, miljø, biodiversitet og arealer, men for hende er det ikke nok alene at se landskabet som noget, der skal løse et problem.
– Nu taler vi meget om den grønne omstilling, så det skal løse noget. Den skal løse en krise for os, siger Camilla Berner.
Hun forsøger med Underskoven også at pege på den værdi, der opstår gennem menneskers tilknytning til naturen, for landskaber rummer historier.
– Vores forestilling om, hvad der er smukt, naturligt eller rigtigt, er ikke nødvendigvis naturgiven. Den formes gennem vores egen historie, vores erfaringer og de billeder, vi omgiver os med, siger Camilla Berner.
Det blev også et centralt spørgsmål i kuratorgruppen Podninger, som Camilla er medstifter af. Den 29. august afholdt Podninger eventet “Forestillinger om skov” på Faaborg Museum. Her blev museets kunst brugt som udgangspunkt for samtaler om, hvordan vores syn på natur og landskab er blevet formet, og hvordan vi forestiller os fremtidens skov.
Da gruppen begyndte at se nærmere på Faaborg Museums samling, opdagede Camilla noget, der overraskede hende: Der er egentlig ikke særlig meget skov i kunsten. Til gengæld er der mange billeder af det dyrkede landskab og landbrugskulturen.
Først virkede det næsten som en udfordring for et projekt om skov. Men så vendte gruppen spørgsmålet om. Måske fortæller fraværet af skov netop noget vigtigt om det landskab, vi kommer fra, på et tidspunkt, hvor vi igen står over for at skulle ændre det markant.
– Det her er faktisk et meget fint billede på, hvad det er for et natursyn, og hvad det er for en anvendelse af landskabet, vi faktisk skal gøre op med for at kunne få mere skov, siger Camilla Berner.
Hvilken skov ser vi for os?
– Ordet “skov” fremkalder billeder hos os. For mange er en dansk bøgeskov med høje, lige stammer måske selve forestillingen om en rigtig skov, siger Camilla Berner. Den skov, der skal plantes i fremtiden, behøver ikke nødvendigvis ligne det billede, forklarer Camilla. Nogle nye skove skal bruges til produktion. Andre skal have større fokus på biodiversitet og kan derfor blive langt mere varierede, tættere og mindre ordnede. Dermed bliver spørgsmålet om ny skov også et spørgsmål om, hvad vi mennesker er villige til at opfatte som natur.
Camilla peger på, at mennesker, der selv er vokset op med skov, kan have en kropslig erindring om den. De ved måske uden at tænke nærmere over det, hvordan det føles at bevæge sig mellem træerne, høre lydene eller genkende bestemte steder. Men hvad hvis man ikke har den erfaring?
– Hvad er det så for nogle billeder, vi har inde i hovedet af, hvad en skov er? spørger Camilla Berner.
Det spørgsmål går igen fra kunstværkerne på Faaborg Museums vægge til den endnu ikke plantede skov på Ærø, og på sin vis også gennem Camillas eget liv. Hun voksede op med skoven omkring sig, fik som ung travlt med at komme væk fra Faaborg og opdagede først for alvor savnet efter naturen, da hun stod midt i London. Nu er hun vendt tilbage til de spørgsmål, hun på mange måder har haft med sig hele tiden.
– Så er det sådan et langt loop, siger Camilla Berner. I “Underskoven” handler det ikke om at male eller fotografere en skov. Camilla Berner skal være med til at få selve skoven til at vokse.
