Tekst og foto: Henrik Poulsen

Efter mere end 25 år blev der tidligere på måneden sat punktum for den traditionsrige Jul i Falsled. Men julehyggen og de mange udstillere får nu mulighed for at fortsætte i nye rammer, når Det Rigtige Faaborg og Vores Faaborg & Egn søndag den 22. november inviterer til et helt nyt arrangement i Faaborgs midtby.

“Hele Byens Julehygge” er navnet på arrangementet, der skal samle udstillere, håndværk, kreative produkter og hjemmelavede lækkerier med masser af julestemning i byen.

Initiativet er opstået efter en række henvendelser fra udstillere, som gennem årene har været en del af Jul i Falsled.

– Efter nyheden om, at Jul i Falsled ikke længere skulle afholdes, blev vi kontaktet af flere tidligere udstillere, som håbede, at traditionen på en eller anden måde kunne leve videre. Derfor har vi valgt at tage nissehuen op og forsøge at skabe en ny juletradition i Faaborg, lyder det fra Henrik Poulsen fra Det Rigtige Faaborg.

De første tidligere standholdere fra Jul i Falsled har allerede meldt deres ankomst, men “Hele Byens Julehygge” bliver naturligvis åbent for alle, der har lyst til at være med som udstillere.

Indtil videre er det Bryggergården og Magasingaarden, der kommer til at danne ramme om de indendørs stande, men arrangørerne arbejder på at få flere lokaliteter i Faaborgs midtby med.

Målet er, at julehyggen ikke blot skal foregå inden døre. Også byens julepyntede gader skal være en del af dagen med musik, underholdning og andre juleaktiviteter. Det endelige program bliver præsenteret i starten af november.

– Vi håber, at vi kan samle noget af den særlige stemning, som mange gennem årene har forbundet med Jul i Falsled, og samtidig skabe noget nyt med udgangspunkt i Faaborgs midtby. Ambitionen er, at “Hele Byens Julehygge” kan udvikle sig til en ny tilbagevendende juletradition, fortæller arrangørerne.

“Hele Byens Julehygge” finder for første gang sted søndag den 22. november fra klokken 10 til 15.

En standplads koster 200 kroner inklusiv et bord. Der bliver desuden mulighed for udendørs stande i Bryggergården.

Interesserede udstillere kan kontakte Det Rigtige Faaborg på henrik@detrigtigefaaborg.dk.

Spørgsmål kan også rettes til Henrik Poulsen på 93 96 80 10.