Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Faaborg Fjord / Henrik Poulsen

Hotel Faaborg Fjord kan nu kalde sig Danmarks Bedste Hotel 2026.

Det lokale hotel løb med førstepladsen i OpdagDanmarks landsdækkende afstemning.

Da afstemningen sluttede tirsdag den 8. september klokken 13, havde Hotel Faaborg Fjord fået 226 stemmer.

Dermed vandt hotellet foran Rold Storkro i Skørping, der modtog 169 stemmer, mens Hotel Christiansminde i Svendborg blev nummer tre med 46 stemmer.

I alt blev der afgivet 646 stemmer i afstemningen, som omfattede hoteller, kroer og andre overnatningssteder fra hele landet.

På Hotel Faaborg Fjord bliver førstepladsen modtaget med stor begejstring.

– Vi kan slet ikke få armene ned. Vi er blevet kåret som Danmarks Bedste Hotel 2026, skriver hotellet og fortsætter:

– Det er en fantastisk følelse at være med til at sætte Faaborg på landkortet og vise, at man ikke behøver ligge midt i en storby for at skabe noget, der kan måle sig med det bedste i Danmark.

Hotellet sender samtidig en stor tak til alle, der har stemt og dermed været med til at sikre den landsdækkende førsteplads.

Stort tillykke med den flotte titel.