Et stykke råt træ, en hel vinter med hyggelige tirsdage og til sidst en færdig havkajak, bygget præcis til den person, der skal ro i den.

Sådan kan de kommende måneder komme til at se ud for nye medlemmer af Havkajakklubben Malik, der tirsdag den 15. september inviterer indenfor til åbent hus og infoaften i klubbens nye lokaler i Priorensgade i Faaborg.

Her kan alle interesserede kigge forbi uden tilmelding og høre mere om klubben, kajakbyggeriet og om, hvordan man selv kan komme i gang.

– Du skal heller ikke tænke, når du kommer første gang, at du skal bygge en kajak. Du skal tænke: Okay, nu har jeg fire stykker træ. Dem skal jeg sætte sammen på den her måde. Og næste gang har jeg nogle flere, jeg skal sætte på. Det er en masse små delprocesser, der bliver til en kajak til sidst, fortæller bestyrelsesmedlem Vibeke Hansen.

De nye lokaler rummer også et værksted og opbevaring til kajakker i kælderen, mens der udenfor er etableret en carport til yderligere kajakopbevaring.

Hvis lysten er der efter infoaftenen, møder man ganske enkelt op tirsdagen efter, hvor vinterens byggehold går i gang. Klubben har som udgangspunkt plads til omkring ti kajakbyggere ad gangen, men forventer også at kunne finde plads til flere, hvis interessen bliver stor.

Og man behøver ikke kunne kalde sig håndværker for at være med.

– Vi har nogle dygtige folk til at hjælpe til. Jeg vil næsten sige, at uanset hvad, bare man møder op, så kommer der en kajak ud af det, siger formand Hans Christoffersen.

Kajakkerne bygges efter grønlandsk tradition i den såkaldte ”skin on frame”-metode. Der bruges ikke skruer. I stedet bygges skelettet af tynde trælister, der bindes og limes sammen, inden kajakken beklædes og males, så den bliver tæt.

Samtidig bliver hver kajak tilpasset den person, der skal bruge den.

Aldersspredningen er stor i Havkajakklubben Malik. Det yngste medlem er 13 år, mens det ældste er over 90 og stadig indimellem sætter sig i kajakken.

– Det er noget helt særligt at sætte sig i en kajak, som man har brugt en hel vinter på at bygge. Jeg er ikke håndværker, men jeg fik masser af hjælp, da jeg byggede min. Den dag, man sætter sin egen kajak i vandet, er en stor dag, siger Vibeke Hansen.

Bygger man med hver tirsdag hen over vinteren, er planen, at kajakken står færdig til klubbens traditionelle søsætning i maj. Prisen for at deltage er 3.990 kroner og omfatter materialer, faciliteter og hjælp fra klubbens instruktører.

Efter søsætningen følger også undervisning på vandet, hvor de nye roere blandt andet lærer at redde sig selv og en makker og kan ende med klubbens såkaldte Malikbevis.

480 nye kvadratmeter

Vinterens byggehold bliver samtidig det første, der for alvor får glæde af de nye rammer i Priorensgade.

Havkajakklubben Malik flyttede officielt ind 1. juni i de omkring 480 kvadratmeter store lokaler, der tidligere blandt andet har været kantine for Jernvirke og senest huset Daddy’s Dancehall.

Men arbejdet begyndte længe før.

Allerede i januar rykkede omkring 50 personer ind for at tømme lokalerne, fjerne skillevægge og gøre klar til en omfattende istandsættelse. Hele foråret blev brugt på at bygge lokalerne op igen, og resultatet er blandt andet et stort byggelokale, køkken og fælles opholdsrum.

De mange kvadratmeter giver Malik nogle helt andre muligheder end tidligere, og især pladsen til kajakbyggeriet bliver vigtig.

Nogle vil måske huske interiøret fra Daddys Dancebar, mens andre længe før det har brugt lokalerne som kantine for medarbejderne på Jernvirke

Klubben har siden 1992 været omkring flere forskellige adresser og havde senest holdt til på Vestergaard i mere end 20 år.

Malik blev stiftet med inspiration fra bygningsarbejdere, der havde arbejdet i Grønland og var blevet fascineret af grønlændernes kajakker og deres evner på vandet. Da de vendte hjem, opstod idéen om at bringe traditionen med til Faaborg.

Siden er der bygget mere end 250 kajakker i klubbens regi.

Mere end en kajakklub

I dag har Havkajakklubben Malik godt 80 medlemmer.

Kajakken er naturligvis omdrejningspunktet, og i sommerhalvåret ros der normalt tirsdag og torsdag, mens søndag er fast rodag om vinteren. Men både Vibeke Hansen og Hans Christoffersen understreger, at Malik i mindst lige så høj grad er et fællesskab.

Klubben arrangerer blandt andet spiseaftener, julefest, nytårstaffel og foredragsaftener, og de senere år er der kommet endnu mere fokus på aktiviteter, der ikke nødvendigvis foregår på vandet.

Aldersspredningen er stor i Havkajakklubben Malik. Det yngste medlem er 13 år, mens det ældste er over 90 og stadig indimellem sætter sig i kajakken.

– Hvis man når en alder, hvor man ikke længere er så meget i kajakken, er det stadig fornuftigt at være medlem af Malik, fordi hele fællesskabet og det sociale fungerer ved siden af det at ro kajak, siger Hans Christoffersen.

Det sociale begynder også allerede under kajakbyggeriet. Når byggeholdet arbejder tirsdag aften, kommer andre medlemmer ofte forbi til en kop kaffe og en snak.

På den måde lærer de nye medlemmer klubben og de øvrige roere at kende længe før den første tur på vandet.

Første mulighed for at tage hul på det fællesskab er tirsdag den 15. september kl. 19.00, når dørene åbnes i Priorensgade.

Vibeke Hansen og Hans Christoffersen håber, at mange møder op til åbent hus den 15. september i de nye lokaler i Priorensgade.

Der kræves ingen tilmelding. Man møder bare op.