Tekst: Henrik Poulsen
Foto: STORM Folkefestival
I dag starter tre dages gratis festival i Haastrup for hele familien.
Den 4., 5. og 6. september er der igen liv på Stormgården i Haastrup, når årets STORM Folkefestival inviterer indenfor til tre dage med musik, dans, skøre indslag og landsbyfællesskab. Værterne kan oven i købet garantere tørvejr, da man slår dørene op til Storm Folke- og Naturgård, hvis regnen skulle kigge forbi.
Festivalen åbner fredag klokken 15, og allerede en halv time senere går Old Friends på scenen med irsk folkemusik. Fredagen byder blandt andet også på det traditionsrige klatbingo, folkedans i haven, linedance og en særlig “Secret Challenge”, hvor landsbyens børn udsætter festivalværterne Emil Sanderhoff og Peter Stovgaard for hemmelige udfordringer. Aftenen rundes af med Vandreklitten og DJ Mamba.
Lørdag begynder festlighederne allerede klokken 10 med optog fra Oles Olie til Stormgården. Herefter følger blandt andet Haastrup Friskoles børnekor, familiepolka, brasiliansk stokdans, bluegrass med Højt På Strå og folkedans med Fynboerne. Klokken 19 skal Årets Gårdmiss 2026 kåres, inden det prisvindende klezmerorkester Klezmofobia indtager gårdscenen. Senere er der Unge-jam og DJ Hat & Briller i Folkesalen.
Søndag sættes der et roligere punktum for festivalen med gudstjeneste i gården klokken 10 og nordisk folkemusik med Flach/Østerby i Haastrup Kirke klokken 11. Klokken 13 siger festivalen tak for i år med åben jam og fælles oprydning.
Der er fri entré hele weekenden, mulighed for at købe mad og drikke, og gæster kan gratis slå deres eget telt op foran Stormgården.
Se hele programmet herunder:










