Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Den 15. februar 1944, kl. 19.42 lød luftalarmen over Faaborg.

Kort efter blev vintermørket flænset af braget fra et engelsk Lancaster-bombefly, der kom ind over Sydfyn på vej mod Berlin. Ombord sad piloten J.F. McLean ved roret, mens maskinen i omkring seks kilometers højde var blevet ramt af en tysk natjager. Ilden havde fat i flyet. Lasten bestod af store bomber. Og over Faaborg kunne katastrofen ikke længere undgås.

Klokken 19.57 eksploderede Lancasteren i luften.

Eksplosionen rev flyet fra hinanden, og dele af den brændende maskine faldt ned over Faaborg. Hovedparten af vraget ramte Grevens Eng i den nordlige del af byen, bare omkring 150 meter syd for sygehuset, mens andre dele endte i det lave vand på Sundet. Samtidig eksploderede bomberne uden for byen med en kraft, der kunne mærkes i hele Faaborg. Butiksruder blev knust på stribe, og i gaderne opstod der panik og forvirring.

I vraget blev fire britiske flyvere fundet døde. Senere dukkede endnu et omkommet besætningsmedlem op på Sundet. Canadieren L. A. Stevens nåede ned i faldskærm og landede i sygehusets have.

Og piloten James F. McLean?

Han overlevede styrtet. Med faldskærm landede han på Horne Land. Derfra begyndte hans desperate kamp for at holde sig skjult i et besat Danmark — en kamp, der førte ham videre fra Faaborgs mørke februarhimmel og ind i en dramatisk historie om flugt, sygdom, fangenskab og overlevelse.

Mere end 80 år senere var J.F. McLeans familie forleden på besøg i Faaborg for første gang – og vi mødte dem for at få historien om, hvem J.F. McLean var, hvad der skete med ham efter krigen.

I juni 2026 kom tre generationer fra familien til området for at se de steder, der i mange år havde været en del af familiens historie, men som de indtil nu kun havde kendt gennem fortællinger, dokumenter, gamle breve og sporadiske oplysninger. Med på besøget i Faaborg var pilotens søn, Ian McLean, hans datter Lorna Forsyth og hendes søn Daniel Forsyth.

I Faaborg mødtes de med museumsinspektør Tissel Lund-Jacobsen på Øhavsmuseet, hvor museets arkivmateriale om styrtet var fundet frem. Samtidig havde familien selv medbragt billeder, breve og dokumenter, der knytter sig til J.F. McLeans liv før, under og efter krigen.

Vi mødte familien under opholdet i Faaborg, for at få historien om manden i cockpittet, og det liv han kom fra og vendte tilbage til efter krigen og styrtet i Faaborg.

En historie der ikke har været fortalt på samme måde før nu.

James F. McLean kom fra Glasgow i Skotland, hvor han før krigen arbejdede i familiens forretning sammen med sin far. Familien drev en stor isenkram i et område af byen, der var under hastig udvikling, og hvor der var brug for alt fra byggematerialer til låse, gardiner og lignende, der følger med opførelsen af boliger og hele nye kvarterer.

Ifølge Ian McLean gik forretningen godt, og familien levede et godt liv. Men efterhånden som krigen nærmede sig, traf J.F. McLean og hans bror en beslutning, der kom til at ændre deres liv.

De meldte sig frivilligt som soldater.

– De kunne se, at krigen var på vej, fortæller Ian McLean.

Ved at melde sig frivilligt kunne de selv vælge hvilket værn, de skulle være en del af. Hvis de ventede på at blive indkaldt, risikerede de at ende i hæren, og det ønskede de ikke. Deres valg betød, at J.F. McLeans bror kom i flåden, mens han selv valgte flyvevåbnet.

Det var ikke en beslutning, familien på nogen måde var begejstrede for.

– Mine bedsteforældre var rasende over det. Ikke nødvendigvis kun fordi deres sønner kunne blive dræbt, men også fordi de to brødre var afgørende for at drive familiens forretning, fortæller Ian McLean.

J.F. McLean blev uddannet i flyvevåbnet og kom siden til Canada, hvor han gennemgik pilottræning. Her fløj han først mindre fly og senere bombefly, inden han til sidst fik sin egen kommando. Flere af de mænd, der senere mistede livet ved styrtet i Faaborg, havde fløjet mange missioner sammen med ham, og de var som en stor familie.

Ifølge familien havde besætningen været på 16 eller 17 missioner sammen, før de den 15. februar 1944 lettede fra Bourn i Cambridgeshire med kurs mod Berlin.

Missionen blev den sidste for de fleste ombord.

Lancasteren blev ramt af et tysk jagerfly i luften over Sydfyn, og over Faaborg blev flyet flået fra hinanden. J.F. McLean nåede ud med faldskærm og landede på Horne Land vest for byen, mens flere af hans kammerater døde i styrtet. For familien er netop tabet af besætningen en væsentlig del af den skæbne, der fulgte J.F. McLeans videre liv. Han overlevede, men det gjorde hans nære venner ikke. Det plagede ham.

– Jeg tror, tabet af hans nære venner virkelig påvirkede ham dybt. De var meget nære venner, de boede sammen, gjorde alt sammen og tog på missioner sammen. Men han sagde aldrig meget om det, fortæller Ian McLean.

Ian har altid vidst, at hans far var styrtet ned under krigen, men det var ikke en historie, der fyldte meget i hjemmet i dagligdagen. Hverken styrtet ved Faaborg eller tiden i en tysk krigsfangelejr blev noget, J.F. McLean talte om i detaljer. Det gjorde for ondt.

På den måde har hele historien aldrig været fortalt i familien. De kendte den, og så alligevel ikke. Den blev ikke gennemgået i detaljer, og først senere begyndte de at lede efter de oplysninger, som J.F. McLean selv havde været tilbageholdende med at dele med dem.

Det er især Lorna Forsyth, der har arbejdet med at samle familiens viden om bedstefaren.

Hun var 12 år, da J.F. McLean døde i juli 1988, og derfor nåede hun aldrig selv at stille ham de spørgsmål, hun i dag gerne ville have haft svar på. Alligevel har historien fulgt hende, og i omkring ti år havde hun haft et ønske om at rejse til Faaborg, og blive klogere på området.

– Jeg har prøvet at overtale min far til at tage med i årevis. Jeg har haft planer om at komme i omkring ti år, men der er altid kommet noget i vejen, fortæller hun.

Men til sidst besluttede familien, at nu skulle det være.

For Lorna handlede rejsen også om at se de steder og efterprøve de oplysninger, som ikke altid passede helt sammen med den historie, hun havde fået fortalt som barn.

– Hele min barndom fik jeg fortalt, at da styrtet skete, blev han fundet i Faaborg. Der blev ikke nævnt noget om Horne. Så det var altid: Vi skal til Faaborg. Vi skal se Faaborg. Det var her, det hele skete, fortæller hun.

Senere blev det tydeligere, at flyet styrtede ned ved Faaborg, mens hendes bedstefar dalede ned i faldskærm omkring Horne Land. Derfor blev besøget i Faaborg også udvidet til et ønske om at se Horne og blive klogere på den del af historien, der foregik efter selve styrtet.

Efter landingen holdt J.F. McLean sig nemlig skjult i flere dage med hjælp fra gode mennesker i Horne. Den 21. februar klokken 06.30 henvendte han sig til en fiskehandler i Nyborg, fordi han var syg. På sygehuset i Nyborg blev han opereret for mavesår, og siden fulgte ophold på tysk lazaret i Fredericia og i en tysk krigsfangelejr.

På grund af sit helbred blev han i september 1944 sendt tilbage til England, hvor han kom sig, og stille og roligt genoptog sit gamle liv.

Efter krigen vendte han tilbage til familieforretningen i Glasgow, hvor han arbejdede, indtil han gik på pension. Udadtil levede han et stille og almindeligt liv, hvor arbejdet i forretningen fyldte meget, og hvor sejlsport efter krigen blev hans store interesse.

– Han var lidt af en blid kæmpe, fortæller Ian McLean. Han beskriver sin far som en stærk mand, der var vant til fysisk arbejde i butikken, hvor der blandt andet blev solgt petroleum i store tromler. Han virkede sund og rask, og Ian oplevede ikke, at faren udadtil bar tydelige præg af de voldsomme oplevelser, han havde været igennem.

Men tavsheden om krigen var der.

– Han formåede at leve et ganske normalt liv efter de her traumatiske oplevelser. Jeg har aldrig overvejet, at der skulle være noget alvorligt galt. Han viste det i hvert fald aldrig overfor mig, siger Ian McLean.

Under besøget i Faaborg ønskede familien at se de steder, der knytter sig til begivenhederne. Kirkegården, hvor de omkomne besætningsmedlemmer blev begravet. Mindestenen ved Sundet. Gaderne i Faaborgs centrum, hvor ruderne blev knust af eksplosionerne. Og området ved Horne, hvor piloten selv kom ned med faldskærm, og skjulte sig for tyskerne.

For Ian McLean, Lorna Forsyth og Daniel Forsyth blev turen til Faaborg en mulighed for at komme tættere på en fortælling, der i mange år havde været præget af brudstykker, og med egne øjne at se det landskab, hvor deres far, bedstefar og oldefar kæmpede for livet.