Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Da Marie Valgreen begyndte at læse teologi, var det ikke med en plan om at blive præst. Hun kommer ikke fra en præstefamilie og var heller ikke vant til at gå fast i kirke. Vejen til præstekjolen voksede langsomt frem gennem studierne og i mødet med andre mennesker. Den 27-årige præst er nu begyndt i sit første faste embede i Faaborg, hvor hun hurtigt er blevet glad for både byen, kollegaerne og mødet med de mennesker, der lukker hende ind i deres liv.
Da Marie Valgreen begyndte på teologistudiet, var det først og fremmest sprogene, der trak. Hun havde haft græsk og latin i gymnasiet og ønskede at fortsætte med de gamle sprog. Samtidig interesserede hun sig for filosofi og historie, og efter en besøgsdag på teologistudiet virkede uddannelsen som det rette valg for hende. Præstegerningen var derimod ikke en del af planen.
– Jeg startede faktisk med at læse teologi uden at tænke, at jeg skulle være præst. Det kom først senere, siger Marie Valgreen.
Selv langt inde i studiet var hun usikker på, om præstegerningen var den rette vej. Det ændrede sig gradvist, da hun begyndte på pastoralseminariet og mødte andre, som stod med de samme overvejelser. Her fik hun også mulighed for at prøve præstearbejdet i praksis.
– Det med at snakke med andre og prøve det selv, det betød meget for mit valg, siger Marie Valgreen.
Plads til tvivl i troen?
På teologistudiet fordybede Marie sig i forskellige teologers tanker om tro og kristendom, men holdt i begyndelsen sin personlige tro lidt på afstand.
– Jeg tror, jeg har haft en ret akademisk tilgang til teologi og derfor holdt troen lidt på afstand. Det at give mig selv lov til, at det bliver mere personligt, det er først kommet senere, fortæller Marie Valgreen.
Under sit studie begyndte hun at gå oftere i kirke, og troen fik langsomt en anden betydning for hende. Det blev også en del af hendes vej frem mod beslutningen om at blive præst.
– Jeg synes, det er et helt fantastisk budskab, vi får lov til at dele som præster. Det har jeg jo også altid syntes. Så spørgsmålet om, hvornår troen er blevet mere personlig for mig – det er den først senere. Det er jo nok en del af min rejse til, at jeg fandt ud af, at jeg skulle være præst, fortæller Marie Valgreen.
Men at være præst betyder ikke, at man altid har alle svarene. For Marie kan tvivlen også være en del af troen, også for en præst.
– Der er helt sikkert også plads til tvivl, og jeg kan også selv godt tvivle. Det tror jeg også er med til at gøre en præst menneskelig. Altså jeg er jo ikke guddommelig, jeg er jo også bare et menneske, der kan tro og tvivle, siger Marie Valgreen.
Netop det menneskelige fylder meget i Maries forståelse af præstegerningen. Hun ønsker at møde mennesker åbent og gøre kirkens budskaber relevante for det liv, der leves i dag. De bibeltekster, der bliver læst i kirken, kan være gamle og umiddelbart virke fjerne. Nogle af dem kan også udfordre hende.
– Jeg synes faktisk, jeg allerbedst kan lide de søndage, hvor der er en tekst, som jeg har haft det lidt svært ved. Jeg oplever også, at mine prædikener bliver bedre de søndage. Fordi det er, som om der er et eller andet, jeg skal arbejde med, også inde i mig selv, for at komme frem til noget, som jeg synes er relevant, siger Marie Valgreen.
For Marie handler prædikenen derfor ikke blot om at genfortælle en gammel tekst. Præstens opgave er også at bygge bro mellem teksten og nutiden. Det er ifølge Marie en af de vigtigste opgaver, hun har som præst.
Arbejder også uden præstekjole
Marie Valgreen begyndte i sit første faste præsteembede i Faaborg i april i år – lige op til påsken. Inden da har hun arbejdet som vikar-præst i Odense og i en kortere periode i Svanninge.
Arbejdsdagene i Faaborg er sjældent ens. Der går tid med at skrive prædikener og taler, besvare mails og telefonopkald, deltage i møder og forberede gudstjenester og kirkelige handlinger. En stor del af arbejdet består af samtaler.
– Mange ser jo kun det, der foregår i kirken. Altså præcis det, hvor jeg har præstekjolen på, og jeg står i kirken, og der er gudstjeneste. Men det meste af min tid går jo med at snakke med forskellige mennesker og have kontakt med dem på forskellige måder, fortæller Marie Valgreen.
Det er især ved bisættelsessamtalerne, at hun bliver lukket ind i menneskers liv. Her hører hun om den afdøde, om familien og om de relationer, der har formet et helt liv.
– Når man er ny i en by, så lærer man enormt meget om byen ved at høre folks historier. Man lærer både om, hvad det har været for et sted, og hvordan Faaborg har udviklet sig. Og så lærer man jo også noget om, hvad det er for nogle mennesker, der bor her i dag, siger Marie Valgreen.
Hjertet bankede lidt ekstra
Selvom teologistudiet tager seks år, fylder den praktiske undervisning kun en mindre del af vejen mod præstegerningen. Efter universitetet følger et halvt år på pastoralseminariet, hvor de kommende præster blandt andet bliver forberedt på den praktiske del af arbejdet.
Marie husker stadig den første bisættelsessamtale, hun skulle gennemføre som vikarpræst i Odense.
– Jeg kunne da lige mærke, at hjertet bankede lidt ekstra, da jeg skulle til at banke på døren. Kan jeg overhovedet finde ud af det her, kan jeg huske at jeg tænkte, fortæller Marie Valgreen.
Med tiden er hun blevet mere sikker på, hvordan hun kan åbne en samtale og give plads til det, der fylder hos de mennesker, hun møder. Når hun skal have en svær samtale, består forberedelsen først og fremmest i at skabe ro omkring den og sikre sig, at hun har god tid både før og efter samtalen. Hun forsøger samtidig at gå åbent ind i samtalen uden på forhånd at beslutte, hvad familien har brug for.
– Så prøver jeg at lytte og være til stede så meget som muligt, siger Marie Valgreen.
Meget forbinder os
Samtalerne har allerede lært Marie noget om mennesker. Hun har mødt mange forskellige mennesker, og alligevel oplever hun, at mange af de samme følelser og bekymringer går igen. Det er ifølge Marie en vigtig erkendelse i en tid, hvor mange kan føle sig alene eller anderledes.
– Der er jo mange, der er ensomme i dag og kan føle sig helt alene. At man er anderledes end alle andre. At man ikke kan passe ind i samfundet, måske. Som præst får man virkelig lov at opleve, at der også er mange fællestræk mellem mennesker. Og at der er meget, der forbinder os. Vi går med mange af de samme tanker, siger Marie Valgreen.
Fra storbyen til Faaborg
Marie kommer oprindeligt fra København og har senere boet i både Aarhus og Odense. Hun havde ingen særlig tilknytning til Faaborg, da præstestillingen blev slået op, men efter sin præste praktik i Odense var hun blevet så glad for Fyn, at hun gerne ville blive på øen.
Da stillingen i Faaborg dukkede op, virkede timingen helt rigtig.
– Jeg synes, Faaborg er en enormt dejlig by at bo i. Den ligger jo virkelig smukt, omkranset af vand og skov, siger Marie Valgreen. Efter et liv i større byer har hun især lagt mærke til roen og til, at mennesker hilser på hinanden på gaden.
– Det er også, som om bilerne larmer lidt mindre, end hvad de gør i storbyen. Og så er det meget dejligt og roligt her, og folk kender hinanden og hilser på hinanden. Det er jeg slet heller ikke vant til fra før, men det er jo bare så skønt. Det kan jeg rigtig godt lide, siger Marie Valgreen.
Hun bor i præsteboligen sammen med sin mand, og parret venter sammen deres første barn. Det seneste stykke tid har derfor budt på mange forandringer på én gang: nyt arbejde, ny by, nyt hus og udsigten til at blive forældre. Selvom der sker meget på en gang, prøver Marie at huske at nyde det hele og samtidig tage sig nogle pauser. Hun lader blandt andet op ved at læse skønlitteratur, bage, lave mad og gå ture i det sydfynske landskab.
Fællesskab og sammenhold
Marie er blevet taget godt imod både af kollegaerne, menigheden og mennesker, hun møder rundt omkring i Faaborg og på øerne. Hun har særligt lagt mærke til den store opbakning til kirkens aktiviteter og til arrangementer i byen generelt.
– Hvis der er nogen, der vil sætte gang i noget, så vil folk gerne bakke op. Både i og uden for kirken. Det synes jeg er ret fantastisk, siger Marie Valgreen.
Som ny præst i byen er der stadig mange navne og nye ansigter, hun skal lære at kende, men hun trives i det. Når man både bor og arbejder i den samme by, får man mulighed for at lære mennesker at kende på flere forskellige måder. På længere sigt håber Marie, at hun bliver en præst, som familierne kender gennem flere perioder af deres liv. Som en præst, der måske både har døbt et barn, konfirmeret det og senere står for en vielse.
– Der er noget fantastisk i, at få lov at komme ud et sted, hvor man måske også har døbt børnene. Man har konfirmeret en i familien og sådan noget. Det tror jeg giver noget helt særligt, siger Marie Valgreen.
Indtil videre er Marie Valgreen stadig ved at finde sin plads i byen og i sit første faste embede. Men hun er ikke i tvivl om, at hun er glad for den vej, hun til sidst valgte.
