Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
– Jeg har altid gerne villet være kunstmaler, men jeg blev altså linoleumssnitter.
En evig jagt efter motiver
Da Hans Peter var ti år gammel, sendte hans forældre ham på tegneskole, hvor han mødte lærer Lystager og stiftede bekendtskab med et helt andet miljø end i hjemmet på gården i Millinge.
– Jeg så bøger med impressionister og modernister, bl.a. Van Gogh, Gauguin og Giersing, og det var en åbenbaring for mig. Jeg kom senere i lære som malersvend og lærte om farver mm.
Siden han var blot 16 år, har han altid gået rundt med en skitseblok i lommen og tegnet de motiver, der fangede hans blik. Alt kom ned på blokken. Selv under sin værnepligtstid ved Civilforsvaret var skitseblokken med – til de øvrige rekrutters store forundring. Når han kom tilbage til tegnebordet, blev skitserne omsat til malerier med enten akvarel eller oliemaling.
Efter sin tid i Civilforsvaret ville Hans Peter gerne uddannes mere indenfor farvelære og motiver, og han kom derfor på Odense Malerskole, der var en del af teknisk skole. Her fik han maleren Albert Elmsted som tegnelærer, og han husker ham som en streng, men dygtig underviser.
– Året efter, jeg har nok været 21 eller 22 år, tog jeg et kursus på fire måneder, hvor vi lærte klassisk tegning efter skulpturer. Jeg ville lære at tegne, simpelthen. Her brugte vi tegnekul og havde nogle store plader, hvor maskinpapir blev spændt op på. Så brugte vi en loddesnor til at fange proportionerne på skulpturerne.
Vi tegnede fra morgen til aften, og Albert var god til at give kritik. Jeg kan huske, at han sagde til mig: ’De tegner udmærket, men De ser ad pommern til.’ Så viste han mig, hvordan loddesnoren skulle løbe gennem de samme punkter, og jeg lærte mere om proportioner.
I 1966 fik Hans Peter antaget et maleri til den anerkendte og censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus, og det føltes som et virkelig stort skulderklap for den spirende kunstner. Han arbejdede i dagstimerne som malersvend, men så snart det var fyraften eller weekend, lod han kreativiteten få frit løb.
– Jeg har tegnet og malet alle de 50 år, jeg var malersvend, og endda udstillet flere steder. Men det er ikke nemt at blive professionel. Jeg så meget op til fx Henry Heerup og Asger Jorn, og det giver noget at forsøge at leve op til nogen, der er meget dygtigere end en selv. Ingen kan alene, og mange har sat spor.
En nådesløs proces
Hans Peter stiftede også bekendtskab med mange dygtige grafikere, fx Sven Havsteen Mikkelsen og Sigurd Vasegaard, og han kunne se, at der er mange måder at trykke billeder på. Da han så teknikken med linoleumstryk, besluttede han sig for at prøve kræfter med en helt ny og grafisk kunstform.
– Det var noget helt andet, for man kan sådan set ikke se, hvad man laver, før man trykker. Da jeg først havde prøvet det, fik jeg lyst til at fortsætte.
Hans Peter laver oftest sine linoleumstryk efter de skitser, han tidligere har lavet ude i naturen og derefter lavet færdigt hjemme med oliepastel. Så tager han ud på samme lokation, nu med sine linoleumsplader, og tegner en skitse op, for derefter at tage hjem og starte processen med at skære motivet.
Det mest udfordrende ved at skære i linoleum, forklarer Hans Peter, er det med at komme i gang med det første snit. For det hele skal planlægges nøje, og er man først begyndt at skære, er der ingen fortrydelse. Det er en rolig og beslutsom proces, hvor motivet vokser frem gennem det materiale, han fjerner. Hver linje er et blivende valg: det, han skærer væk, forbliver hvidt, mens det, han lader stå, vil tage imod farven. Resultatet er et grafisk, ofte kontrastfyldt udtryk, hvor sporene af linoleumssnitterens arbejde kan anes i hvert eneste snit.
Men Hans Peter nøjes ikke med at skære et enkelt lag omkring motivet, han vil nemlig gerne have farver i sit udtryk. Det med farverne i et linoleumstryk er en ganske særlig proces, for her skal der skæres separate lag for hver farve.
– Det er en gammel, kinesisk metode, og man skal bruge en kliché for hver farve. Altså en plade, skåret med dele af motivet. Man skal kende den første farve og overføre den til næste kliché, og det gør man ved at spænde noget kraftigt plastik over, da plastik ikke suger farven. Når plastikken fjernes, kan farven laves som et aftryk på næste kliché, på den måde undgår man også, at motivet spejlvendes, når det overføres.
Processen er måske ikke helt nem at forstå, og skulle man brænde efter at se teknikken udført, opfordrer Hans Peter til, at man finder ham på YouTube, hvor han demonstrerer tryk af flere farvelag (du skal søge på: Hans Peter Hansen – Et liv med kunst).
Motiver, udtryk og lys
Motiverne i Hans Peters linoleumstryk er ofte natur, landskaber og skove. Men det hænder også, at han bare må lave en skitse af mennesker, der går tur med deres hunde. For han morer sig stille ved synet, da han finder det en anelse komisk at se mennesker gå rundt der i naturen med et dyr i snor, forklarer han smilende.
Når motivet ikke er natur, så holder Hans Peter sine tillærte evner fra lærermester Alberts tegneundervisning ved lige, når han hver uge mødes med andre croquistegnere, og blyantsstreger eller farver i oliepastel tryller velproportionerede skikkelser frem på papiret.
– Både det håndværksmæssige og det kunstneriske skal være der i det færdige tryk, og det er vigtigt at få afstemt farvemængden. Farver er jo fantastiske, og da de ikke holder længe, får jeg ofte nye slags hjem, og det kan drille, når det er nyt.
Mens Hans Peter ser farverne som evigt inspirerende, ser han derimod lyset som komplet uforståeligt, for hvordan kan man begribe, spørger han sig selv, at solen, der hænger 150 millioner kilometer væk fra vores jordklode, kan sende stråling igennem et mørkt univers, og først, når strålerne rammer jordens atmosfære, forvandles de til lys.
Som ung kunstner var Hans Peter meget optaget af, hvad der rørte sig i hele den kunstneriske verden, hvor han forsøgte at holde sig ajour. Men den optagethed af kunstmoden er forsvundet med årene.
– Jeg er efterhånden ligeglad. De andre kan lave, hvad de vil, og jeg laver dét, jeg vil, smiler han.
Han har egentlig ikke et særligt budskab i sine tryk, men han holder meget af at se mennesker, når de betragte hans værker. Nogle nærstuderer fx de helt tynde farvestrålende streger på papiret og kan ligefrem undre sig over, om det mon er tråd, der er syet ind i papiret. Denne undren, forklarer han, viser meget godt linoleumtrykkets taktile udtryk.
– Jeg kan også godt lide, når folk er glade for mine tryk og vælger at købe et. Og især hvis de vender positivt tilbage, fx har jeg hørt en kunde sige, at: ’dine tryk bliver man ikke træt af at se på’, og det er stort for mig. Der må jo være et eller andet at hente i mine tryk.
