Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Det kommer formentlig som en overraskelse for mange, at Thomas Ingemansen, der for blot to måneder siden forlod Det Konservative Folkeparti efter en opsigtsvækkende sag, nu aktivt støtter Dansk Folkeparti frem mod kommunalvalget.

Ifølge Ingemansen har han finansieret dele af partiets lokale valgkamp – herunder reklamespots i biograferne i Faaborg og Ringe samt på busser og tog, der kører ind i kommunen.

Han understreger dog, at han ikke selv er medlem af DF, men har valgt at bruge sine allerede afsatte kampagnemidler på et parti, han “tror på”.

– Jeg støtter gerne en god sag, og som jeg ser det lige nu, er Dansk Folkeparti et af de få partier, der tager danskernes hverdag alvorligt. Jeg havde i forvejen betalt for en kampagne, og da jeg ikke selv stiller op til kommunalvalget, valgte jeg at bruge midlerne på at støtte DF i stedet, siger Thomas Ingemansen.

Han lægger især vægt på partiets lokale profil.
– Jeg støtter op om hele DF, men synes især, at vores lokale spidskandidat Anne Møllegaard Mortensen gør det rigtig godt hernede. Hun har fokus på hele kommunen – ikke kun den nordlige del – og det synes jeg er vigtigt i en kommune af vores størrelse, siger Ingemansen.

– Anne har været medlem af kommunalbestyrelsen i mange år, og jeg tror på, at vi har brug for erfarne kræfter i byrådet. Hun kan tage historien med ind i forhandlingerne og sikre, at vi lærer af de beslutninger, der allerede er truffet.

Ifølge Ingemansen handler hans støtte ikke om at drille sine tidligere partifæller.
– Det handler ikke om at drille nogen, men om at bakke op om mennesker og politik, jeg tror på, siger han og tilføjer, at han ikke har planer om yderligere støtte frem mod valget.

Thomas Ingemansen trak sig i august som borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti og meldte sig samtidig helt ud af politik.
Dengang skrev han på Facebook, at han ønskede at sætte sin familie og sit velbefindende først.

Siden har Fyens Stiftstidende dog kunnet fortælle, at baggrunden for hans exit var en sag, hvor han blev afsløret i at sende nøgenbilleder og seksuelt krænkende beskeder til den 18-årige konservative kandidat Lucas Svendsen, der siden har politianmeldt sagen.

Ingemansen har over for avisen bekræftet, at sagen var en medvirkende årsag til hans farvel til politik.

Med sin nye støtte til Dansk Folkeparti markerer den tidligere konservative borgmesterkandidat endnu et overraskende kapitel i sin politiske fortælling.