Tekst og foto: Henrik Poulsen
Efter seks år som ejer af Hotel Faaborg på Torvet har Charlotte Stiller valgt at give nøglerne videre.
Når kalenderen rammer 1. december, er det slut. Efter årene som både værtinde, receptionist og “hoteldronning” overlader hun ansvaret til nye kræfter.
Hotellet er solgt til et par fra Nordsjælland, der planlægger at drive både hotel og restaurant i bygningen.
– De får nøglerne den 1. december om morgenen, og så går jeg hjem og læser avisen, siger Charlotte med et smil.
Hun tror på, at de nye ejere vil kunne løfte hotellet videre.
– De er ikke branchefolk, men de har en drøm – ligesom jeg selv havde. Jeg tror, de kan tage hotellet et sted hen, jeg måske ikke selv kunne, konstaterer hun efter flere møder med parret, som allerede har tabt deres hjerte til Faaborg.
Ifølge Charlotte planlægger de nye ejere at sætte deres eget præg på både værelser og restaurant.
– De vil drive hotellet og restauranten selv. Jeg sagde til dem, at hvis de ikke selv ville stå i køkkenet, kunne de finde nogen, der ville. Men så skal de gøre det fra start – var mit råd, fortæller hun.
– Jeg tror ikke, at de åbner for spisende gæster allerede i december, men det ville jo være oplagt, hvis de kan have åbent under Faaborg Vinterdage i januar, hvor der er fuldt booket på hotellet, siger hun og understreger, at der fortsat kan reserveres værelser.
Beslutningen om at sælge hotellet blev taget efter nogle hårde år med sygdom.
– Jeg blev opereret for kræft i nyren i 2023, fik stomi året efter, og i år har jeg været igennem endnu en operation. Det fik mig til at gøre mit liv op. Ikke fordi jeg tror, jeg skal herfra – men fordi jeg har brug for at leve på en anden måde, fortæller hun ærligt.
Tiden som hotelejer har krævet sit – også på det personlige plan.
– Jeg har ikke kunnet have mine børnebørn til at sove her, fordi jeg skulle op og lave morgenmad til mine gæster. Så nu skal jeg lære dem at kende igen, siger hun med et smil.
Charlotte lægger ikke skjul på, at det bliver vemodigt at forlade stedet.
– Jeg tror først, det rammer mig den 2. december, når vækkeuret ikke ringer, og jeg ikke skal herover, siger hun.
Planen er først og fremmest at holde ferie – og måske realisere en gammel drøm om en lejlighed på Gran Canaria, som jeg og min mand Christian har.
– Vi skal ned og kigge på et par stykker, når vi tager afsted inden længe. Jeg passer jo på mine penge, så det skal også give mening, smiler hun.
Men helt på pension er hun langt fra.
– Jeg vil beholde mit CVR-nummer og tage nogle projektopgaver hist og her. Måske lidt frivilligt arbejde, måske nogle timer som konsulent. Bare jeg laver noget, slutter hun.










