Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Privat

Faaborg fik forleden sat et flot aftryk på den internationale filmscene, da den lokale instruktør og klipper Teddy Bruslund vandt en af de eftertragtede priser ved Cannes Corporate Media and TV Award.

Den historiske dokumentar “Den Ukrainske Skat – i krig for historien”, der er produceret i samarbejde med Moesgaard Museum, løb nemlig med en sølvdelfin i kategorien Dokumentar/Reportage.

Det skete i et stærkt felt med over 900 bidrag fra 54 forskellige lande.

– Jeg har skrevet manus, instrueret og klippet en stor del af filmen, fortæller Teddy Bruslund, som har sin dagligdag i produktionsselskabet Saxofilm, med adresse i kontorfællesskabet i Bryggergården i Faaborg.

Fotograf på filmen er Anders Agerbo, som Bruslund tidligere har arbejdet sammen med blandt andet på TV 2.

Med på scenen i Cannes var også hans to partnere i Saxofilm, Klaus Birch, som er producent på filmen, og forfatteren Tom Buk-Swienty.

Den Ukrainske Skat har i forvejen markeret sig stærkt på den internationale festivalscene. Den har vundet guld ved US International Award og Excellence-prisen ved Documentaries Without Borders International Film Festival – og er desuden udvalgt til visning på en række andre festivaler.