Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der er indvielse og snoreklip på Enghaveskolen i dag, hvor elever, lærere og forældre samles om skolens nye store bålhytte. Hytten bliver et samlingspunkt, der skal bruges på kryds og tværs af både skole og SFO – til undervisning, leg og fælles oplevelser.
SFO-leder Mogens Nielsen kalder bålhytten længe savnet:
– Der har tidligere været en bålhytte, og vi har virkelig manglet den. Den giver så mange muligheder – både til leg, undervisning og madlavning. Den har bare en helt særlig plads, fordi den indbyder til fællesskab, siger han.
Viceleder Johnny Frederiksen fortæller, at børnene allerede har taget hytten til sig.
– Eleverne var nysgerrige fra første dag, og især mellemtrinseleverne har brugt den flittigt til leg og små aktiviteter. Det viser bare, hvor naturligt den passer ind, fortæller han.
Tilblivelsen af bålhytten er resultatet af et bredt samarbejde. Foreningen Aktiv Fritid har været drivkraft i projektet og har hjulpet med at få lokale virksomheder til at støtte op, ligesom vi også har fået flot støtte fra Friluftrådet og Halbergs Familiefond. Skolens støtteforening har bidraget med midler, mens forældre har lagt mange arbejdstimer i at rydde området, planere grunden og klargøre pladsen.
– Vi er meget glade for, at så mange har budt ind. Uden opbakningen fra både forældre, støtteforening og og det lokale erhvervsliv var det ikke lykkedes, siger Mogens Nielsen.
Bålhytten bliver ikke kun et fristed til fri leg i SFO’en. Den er også tænkt ind i undervisningen.
– Den er oplagt til naturfag, men kan bruges til meget mere. Matematik, kreative fag eller fremlæggelser – det er op til læreren, hvordan man vil bruge rammen. Mulighederne er næsten uendelige, slutter Mogens Nielsen.










