Tekst og foto: Henrik Poulsen

Faaborg har fået et nyt tilbud til bilisterne. Oscar Biludlejning er nemlig rykket ind på Markedspladsen 13, hvor afdelingen nu har haft åbent de seneste tre måneder.

– Vi har haft en rigtig god start. Mange har allerede lejet biler, og især vores varebiler og biler med lifte er populære, fortæller daglig leder Ole Jensen.

Han oplever, at kunderne er glade for at kunne leje vare vogne og flyttebiler lokalt fremfor at køre til Svendborg eller Odense.

Afdelingen råder i øjeblikket over en række personbiler, varevogne, to liftbiler samt en minibus – alle køretøjer, der kan føres med almindeligt kørekort. Ole Jensen, der selv kommer fra Sønderborg, står for den daglige drift og sørger for, at bilerne er klargjort, rengjort og vedligeholdt.

Han peger også på, at den lokale efterspørgsel hænger sammen med transportbehovet i området:

– Busplanerne kan gøre det svært at få hverdagen til at hænge sammen. Det er for eksempel ikke altid nemt at komme til og fra Svendborg Sygehus med bus. Her er det meget lettere at leje en bil for en enkelt dag og til en god pris, siger han.

Oscar Biludlejning har i forvejen afdelinger i Assens og Ejby, og med åbningen i Faaborg er virksomheden nu repræsenteret tre steder på Fyn.

En oversigt over de biler, der aktuelt er til rådighed i Faaborg, kan findes på virksomhedens hjemmeside.