Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto

Faaborg-Midtfyn Kommunes Friluftsskole udvider i det kommende skoleår sit tilbud markant. Efter en succesfuld start sidste år kan udskolingselever på 16 skoler nu se frem til dobbelt så mange aktiviteter i naturen, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Friluftsskolen giver eleverne mulighed for at prøve kræfter med alt fra havkajak, mountainbike og strandsafari til vild mad, teambuilding og kreative naturaktiviteter.

Målet er både at styrke klassefællesskabet, give de unge kendskab til naturen og inspirere dem til at fortsætte med outdoor-aktiviteter i fritiden.

– Vi ved, at natur og outdooraktiviteter har en stor og positiv indvirkning på unges helbred og trivsel. Jeg er glad for, at der nu er endnu flere aktiviteter at vælge imellem, og jeg håber, at vores unge får masser af læring og oplevelser i det fri, siger Mads Holdgaard, formand for Opvækst- og Læringsudvalget.

Friluftsskolen er et samarbejde mellem Ungdomsskolen, Trente Mølle Naturskole, Åløkkestedet i Tarup-Davinde, foreninger og private aktører.

Projektet Outdoor FUN står bag indsatsen og har fokus på at bygge bro mellem skolernes aktiviteter og de unges fritidsliv.

Programleder Lise Munksgaard fortæller, at mange elever får lyst til at fortsætte i outdoor-fællesskaber, når de først har fået smag for aktiviteterne i skoletiden.
Baggrunden for satsningen er, at børn og unge generelt tilbringer mindre tid i naturen end tidligere generationer – en udvikling kommunen ønsker at ændre.