Billedkunstner Karsten Auerbach fejrer, at er 25 år siden, han sprang ud som fuldtids billedkunstner ved at invitere nær og fjern på fyraftenskoncert, stand-up maleri, bogreception og pop-up udstilling i Faaborg Kirke

Karsten Auerbach har tegnet og malet siden han var barn og er bare aldrig holdt op. Det er over 40 år siden han debuterede med sin første større udstilling, og skabertrangen kom til at forme hele arbejdslivet. Han tog en læreruddannelse, men blev kort efter ansat midt i sin drengedrøm: at bygge huse og figurer til Legoland.

Men det var et helt års jordomrejse med hans kone og to drenge sidst i 1990’erne, som gav modet til at følge drømmen om at leve af billedkunsten – og kort tid efter også til at slå sig ned på en lille fynsk alpe uden for Faaborg, bare fordi han siden teenageårene havde syntes, at det var verdens smukkeste sted.

 

Karsten Auerbach i de omgivelser han holder så meget af

Som selvlært kunstner har han fundet sin egen vej uden om den etablerede kunstverden og har selv skabt et stort netværk. Det har resulteret i mange bestillingsarbejder, rumudsmykninger og kunstprojekter, og i dag flyver og kravler de levende, dynamiske menneskefigurer, som han er blevet kendt for, ud over mange vægge og billedrammer både lokalt og i hele landet – på rådhuse, skoler, og virksomheder – også i store formater som fx i Spar Nords domicil i Aalborg – eller udsmykningen uden på Ringe bibliotek, som han skabte sammen med ti børn og unge.

Og netop det at involvere andre i den skabende proces er noget helt centralt i hans arbejde: For Karsten Auerbach er kunsten er ikke kun de konkrete malerier, han sælger, men et sprog og en måde at undersøge og forstå verden, der kan noget andet end al vores snak. Det er trangen til at dele disse erfaringer af, hvad kunsten KAN og GØR, som driver hans store formidlende og faciliterende arbejde som kunstner.

Det har flere tusind fynske børn og unge mærket til i de mange år, han har undervist i Faaborg Børnebilledskole og samarbejdet med Faaborg Museum om den Kulturelle Rygsæk. Og i en årrække lavede han også en lille kunstskole for voksne i byen, selv om ingen troede på ideen.

 

Mange børn har nydt godt af Auerbachs engagement i Børnebilledskolen

Men helt fra starten har langt det meste af denne mere usynlige side af hans arbejde handlet om at tage kunsten med ud, hvor den normalt ikke kommer – på kontorer, konferencer, politistationer, fabrikker, hospicer, direktørgange eller gaden – i samarbejder med helt andre fagfolk. Han opnåede hurtigt anerkendelse og blev prisbelønnet for disse utraditionelle kunstprojekter, og har skrevet artikler og bøger og holdt gæsteforelæsninger på universiteter og andre større scener om sin tværfaglighed – også i udlandet.

Det er også på dette felt, hans arbejde i de sidste tyve år er blevet støttet med offentlige midler. Senest har to større tildelinger muliggjort længerevarende samarbejder i sundhedssektoren: I 2020 startede han sammen med to overlæger et kunst- og forskningsprojekt i Psykiatrien i Odense, som de i dag viderefører på Kunstmuseum Brandts, mens der søges fondsmidler til et større forskningsprojekt i, hvad kunsten KAN.

Han beskriver selv, hvor tæt det formidlende og det skabende hænger sammen: ”Hvis ikke jeg har rødderne langt nede i mine egne skabende proces på atelieret, tørrer jeg ud og har ikke noget saft og kraft at give til andre. Og mit netværk vokser : Fx bad en af præsterne i Faaborg mig om hjælp med et kunstprojekt for sine konfirmander for 13 år siden. Siden udviklede ideen sig og bredte det sig til mange andre folkekirker i landet. Kendskabet har ført til kunstkøb i flere kirker – og i år også til bestillingen på min første permanente altertavle.

Det er stort for mig at skulle afløse et 150 år gammelt maleri. Jeg føler mig lille ved tanken om alle de mennesker med deres forskellige livsbegivenheder, som mit billede kommer til at lige så stille at tale til – og med – måske i de næste 150 år

Med koncerten DE UHØRTE KVINDER inviterer den konservatorieuddannede fynske pianist Michala Linn os til en times ophold i skønheden i den klassiske musiks poetiske verden.
Hun beskriver det selv som et chok, da hun som 28-årig indså, at hun ikke havde spillet musik af én eneste kvindelig komponist, og har siden formidlet denne uhørte del af musikken – til et bredere og yngre publikum. Hendes koncert bliver en afvekslende mosaik af korte stykker af Clara Schumann (1819-96), Fanny Mendelsohn (1805-47), Lili Boulanger (1883-1918) og Emily Koh (1986-).

Karsten Auerbach vil selv stand-up male til en del af musikken; holde jubilæumsudstilling med skitser, akvareller og mindre tuschmalerier i de to timer, fejringen varer, og desuden byde på et glas bobler.
Efter selve koncerten er der bogreception for hans nye bog KUNST, KROP OG TRO, som er et tilbageblik over,

hvordan hans eget billedudtryk blev til i de sidste 25 år, men også handler også om hans fortsatte opdagelsesrejse ud i hvad kunsten KAN og GØR.

Det er mandag den 19. februar i Helligåndskirken i Faaborg kl. 17-19.00.

Kunstneren siger: Nej tak til jubilæumsgaver, men vil glæde sig over hver eneste der kommer.
… Og tilføjer, at hvis man vil, kan man købe signerede eksemplarer af hans bøger eller billeder med hjem.