Onsdag den 6. december blev en dag, som Magnus Steffensen fra Vester Åby sent glemmer. Her fik han hovedrollen i en biljagt, hvor tre tyve fik ham til at smide, hvad han havde i hænderne og trykke speederen i bund på sin firmabil. Historien om hvordan han sendte tyvene i hænderne på politiet, er sammen med en undskyldning fra Magnus nu gået viralt.

Magnus driver sit eget firma “MS Vinduespuds”, og så arbejder han samtidig som deltidsansat i Jem & Fix i Faaborg, hvor man i flere omgange har fået stjålet varmepumper i åbningstiden. Tyverier der hver gang er begået af de samme gerningsmænd.

Både den 2. december og den 6. december har det lykkedes de udenlandske tyve at forsvinde ud af butikken på Markedspladsen med dyre varmepumper i åbningstiden ved at forvirre personalet, et trick gerningsmændene ifølge Magnus Jeppesen også har forsøgt sig med i både Harald Nyborg og Jysk i Faaborg.

– Tyverierne har irriteret mig grusomt. Da min butikschef Bjarne Christoffersen så ringede til mig, mens jeg stod og vaskede vinduer i Aastrup, og kunne fortælle at tyvene igen holdt på parkeringspladsen ved butikken, så tænkte jeg, at nu skulle de stoppes. Så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, kastede mig bag rattet og kørte mod Faaborg med speederen i bund. Da jeg sad i bilen, ringede jeg 112 og forklarede situationen. Svaret var, at jeg skulle tage det roligt, men jeg måtte så sige, at det var sgu for sent, og at jeg havde tænkt mig at sætte efter tyvene, når jeg nåede Faaborg. Så fik jeg besked på at sætte katastrofeblink på min varebil, og så bare køre, fortæller Magnus Steffensen overfor Det Rigtige Faaborg.

Turen til Faaborg fra Aastrup foregik ved høj hastighed, med blink og hornet i bund.
Da Magnus svingede ind på p-pladsen ved Jem & Fix, var den sorte VW Passat med de tre gerningsmænd væk. Heldigvis ikke længere væk, end at Magnus Steffensen spottede bilen i krydset ved Føtex Faaborg, og så jokkede han på speederen igen.

– Adrenalinen bankede i kroppen, men jeg var ikke bange i situationen. Mine tanker gik egentlig bare på, at de mennesker skulle stoppes, så jeg fulgte efter lige bag dem fra Sundvejen og mod Svanninge Bakker, stadig med en betjent i røret, forklarer Magnus om de dramatiske minutter.

Her kunne eftersættelsen dog være endt, og tyvene kunne være sluppet.

– Da vi kører ind i Svanninge Bakker bliver både tyvene og jeg tvunget ned i fart, da vi kommer til at køre bag tre biler, og her har tyvene opdaget, at de har en hidsig vinduespudser i bakspejlet, griner han. Da de så ligger an til en lidt vild overhaling på de små veje, spørger jeg betjenten, hvad jeg skal gøre, og han når lige at sige, “bare kør”, inden forbindelsen ryger, så jeg trækker ud, overhaler, og kører efter Passaten, siger Magnus, der kan huske, at speedometeret i varevognen på det her tidspunkt bevæger sig mellem 140 og 160 km/t.

På den anden side af Svanninge Bakker er der igen hul igennem til betjenten på 112, og nu spidser situationen yderligere til.

– Jeg kan se på min tankmåler, at der kun er diesel til fem kilometer mere, så jeg får ret tydeligt forklaret betjenten, at det er NU, hvis de vil have fingrene i de her banditter, inden de er væk. Heldigvis er politiet klar med fire patruljevogne efter Heden, hvor de får stoppet bilen og anholdt mændene uden den store dramatik. Jeg får en god snak med betjentene, og et monster-stort skulderklap. Den ene af betjentene viser sig at være min gamle dansklærer fra Politihøjskolen, så det var lidt pudsigt, griner han.

Som Magnus har forstået det, venter der nu en ransagning af de tre mænds bolig, og hvad der kommer ud af det, venter han spændt på at høre nærmere om.

Magnus er glad for, at han kunne hjælpe både politiet og sin arbejdsplads.

Her et par dage efter biljagten, hvor pulsen er kommet ned, og hans historie er delt mere end 2000 gange på de sociale medier, er han ikke i tvivl.

– Jeg vil gøre det samme igen, hvis det er nødvendigt. De fleste har rost min indsats, mens nogle få skælder mig ud for at nævne, at de tre gerningsmænd er udlændinge, men det lever jeg med. Det har ikke været min hensigt at antyde, at alle udlændinge stjæler, sådan er det selvfølgelig ikke, understreger han, og fortæller, at han mest af alt nyder chefens ros

– Der har været et par dage, hvor jeg er kommet lidt sent på job i Jem & Fix på grund af min egen virksomhed, så jeg syntes, at jeg skyldte lidt. Det må være betalt nu, fortæller Magnus med et skævt smil på læben.

Og så til det med undskyldningen.

– Jeg vil gerne undskylde overfor de 40-50 biler, jeg har overhalt på strækningen i min firmabil. Så er naturlivis lidt nervøs for mit rygte. Men her er forklaringen på min skøre kørsel, slutter han.

Det har endnu ikke været muligt at få vagtchefen hos Fyns Politi til at bekræfte Magnus’ beskrivelse af hændelsesforløbet. Så det er således alene Magnus’ fortælling, der ligger til grund for denne historie