Ravnsborg er ikke længere nok for Jim Lyngvild.
Sammen med forretningspartneren Trine Jepsen har Lyngvild derfor netop købt det store slot, Harridslevgaard, der ligger ved Bogense. Slottet har kostet parret mere end 20 millioner kroner, og der er store planer for fremtiden. Lyngvild flytter dog ikke fra Ravnsborg, men han har blot fået et sommerhus af de lidt større, som han selv udtrykker det.

– Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, hvor meget jeg glæder mig til at kysse det fantastiske drømmeslot til live igen efter næsten 800 år i glemslen. Jeg faldt pladask for den smukke renæssancebygning, da jeg besøgte stedet for første gang. Og så gør det jo heller ikke noget, at det efter sigende bebos af Danmarks eneste vikingespøgelse, Svend Tveskægs fosterfar Palnatoke, siger Jim Lyngvild.

Lyngvild glæder sig til at gå ombord i de mange tilmurede gange, han ved der findes under hans nyerhvervede slot

Jim Lyngvild og Trine Jepsen har allerede skabt store publikumssucceser som smykkeudstillingen Blod & Diamanter – De genskabte Kronjuveler og Kongerækken. Med købet af det historiske Slot i Bogense cementerer parret det stærke samarbejde, hvor forretningssans, kulturforståelse og vildskab går hånd i hånd.

- Annonce -

– Det er første gang, vi etablerer os på et fast venue, men Harridslevgaards rammer er som skabt til både udstillinger, events, markeder og festivaler. Derfor slog vi til, da muligheden bød sig. I min optik er holdet bag erhvervelsen et dream team, der supplerer hinanden vanvittigt godt, og jeg glæder mig helt afsindigt til at komme i gang, siger Trine Jepsen, der i dag driver sin egen virksomhed med fokus på netop udvikling af kongerigets historiske huse, efter år som fondsdirektør på både herregården Nørre Vosborg og Schackenborg Slot.

De populære jule- og sommermarkeder har været for hårde ved Ravnsborg. – Det er blevet for voldsomt med 16.000 mennesker hjemme i min “have”, så nu har jeg købt mere plads, fortæller Lyngvild

Som altid når Jim Lyngvild og Trine Jepsen er involveret, er der fart over feltet; Åbningsplanlægningen er i fuld gang, og Harridslevgaards smukke omgivelser kommer allerede fra sensommeren til at danne rammen om en helt ny Jim Lyngvild-udstilling, hvor slottes historie er omdrejningspunktet. I løbet af efteråret vil der være guidede rundvisninger samt aktiviteter for hele familien, og når julen nærmer sig, glæder makkerparret sig til at byde velkommen til et hyggeligt julemarked på slottet.

Om Harridslevgaard Slot:

Slottets historie kan føres hele vejen tilbage til vikingetiden. Første gang slottet omtales er i Kong Valdemars Jordebog i 1231, men allerede i 900-tallet boede Jomsvikingen Palnatoke, en af Harald Blåtands mænd og hans senere morder, på nøjagtigt det sted, hvor slottet ligger i dag.

Harridslevgaard Slot tilhørte Kronen helt frem til 1560 og har huset flere af Danmarks konger og dronninger. I 1589 overtog rigsråd Breide Rantzau den daværende middelalderborg, som han rev ned i 1606 og i stedet opførte det nuværende renæssanceslot.