- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat

Tænk, hvis man kunne vågne op som kunstmaler og gå i seng hver aften og have malet. Beslutningen var taget, allerede inden tanken var tænkt til ende. Lagerchefen eksisterede ikke længere, og maleren af verden var tonet frem. Mød kunstneren Erik, der er kompromisløs i sin måde at være i verden på, i sin måde at fortolke verden på og frem for alt – kompromisløs i sin kunst.

Fra tissemyre til kunstmaler 2003:
Keld bevæger sig hen mod lagerchefen Erik. Han vil klage over en af de andre lagermedarbejdere, der har efterladt en europapalle på færdselsvejen. Da den oprevne medarbejder vender tilbage til arbejdet efter en ophidset omgang brok, mærker Erik efter indeni.

- Annonce -

– Han brugte længere tid på at brokke sig, end det ville have taget ham at fjerne pallen. Det var sikkert meget, der var gået galt for ham, og da han gik, kunne jeg mærke, at jeg havde ondt af ham. Umiddelbart efter kommer spørgsmålet: ‘hvad med mig selv?’

Jobbet som lagerchef og familiefar med villa med franske klinker og udsigt over Lillebælt er ikke tilfredsstillende. Erik drømmer om at være kunstmaler. Og han ved, at han enten må handle nu eller kaste en kæp efter det, som han udtrykker det.

– Jeg stod og kiggede ned over Lillebælt og mønstrene i vandet. Det var ligesom familierne i områdets mønstre. De gjorde alle sammen det samme hver dag. Jeg tænkte, at jeg ikke var andet end en skide pissemyre, der også gjorde det samme hver dag, og at jeg allerede var for sent på den med mit nye liv.

Om aftenen malede Erik et maleri, der skulle symbolisere den indre efteraber. ’Shock the Monkey’ blev titlen. Dagen efter sagde han op og erklærede for chefen, at han ville være kunstmaler. Tilbage i hjemmet i Strib leverede han samme budskab til hustruen. Da hun forundret spurgte, hvad de skulle leve af, svarede han blot: ‘glæden ved livet’

Noget på spil
Familiens opbakning udeblev. For kunne han ikke bare male i sin fritid og tjene nogle penge på et rigtigt arbejde?

– Hele det første år, oplevede jeg ingen positiv respons på min beslutning. Nærmest en latterliggørelse. Jeg havde følelsen af at visne. Jeg måtte væk!

I hovedet på den nyudsprungne kunstmaler opstod 100 kilometer som den rette afstand til det gamle liv, og han drog til hjemstavnen Viborg, hvor han fik husly i en garage hos en barndomskammerat. Den manglende opbakning havde dog sat sine spor i humøret, og en aften, da han konkret overvejede at kaste et reb over loftsbjælken, kom kammeraten og spurgte, hvordan han egentlig havde det.

Samtale endte i et besøg på et akut psykiatrisk tilbud, og diagnosen lød: depression.

Erik satte noget på spil i sin beslutning om at blive kunstmaler, og netop dét skulle blive ét af hans kriterier for at skabe meningsfuld kunst.

– Jeg kan godt male en Harley Davidson eller en Farrari, men det ville jeg aldrig gøre. Men måske hvis Harleyen fx blev forbundet med en drøm om at krydse et kontinent, eller den kunne være forbundet med en personlig historie. For mig er det måden, man maler en person eller en genstand på, der gør det til kunst. Man skal kunne mærke det. Noget skal være på spil eller sat på spidsen.

Den kompromisløse kunstner får ofte tilbudt opgaver med at portrættere mennesker, men det skal være på hans måde. Som fx da en folketingspolitiker, der også havde tjent som oberst i hæren, spurgte efter et portræt. Idéerne til fortællingen var mange, og Erik forklarer – på brystet kunne emblemerne males, så der opstod en slags krig mellem dem, og i midten kunne en elefantorden være den, der forsøgte at adskille de stridende parter. Nej, sagde politikeren. Nej, sagde maleren dernæst til opgaven.

Livets lys
Efter en årrække med et nomadeliv, hvor et par måneders arbejde blev omsat til måneders ro til at male, landede Erik i Faaborg i 2020, hvor han har åbnet et atelier på Nyborgvej.

Maleren af verden, kalder Erik sig, og han signerer aldrig sine malerier. Ligesom efternavnet på ingen måde er vigtigt for ham. En signatur sætter maleriet i bås, og det vil han ikke risikere. Det gør det også mere vanskeligt for interesserede købere at finde ham, men det er helt ok, for folk skal ville det, når de erhverver sig et af værkerne, er rationalet.

– Jeg har heller aldrig priser på malerierne, og for mange sætter det dem i forlegenhed at spørge efter priserne, men dem, der virkeligt er interesseret, de skal nok spørge.

Gennem årene, lige siden Keld forbandede europapallen og sin kollega, har mellem-menneskelig psykologi og filosofi været inspiration til fortællingerne i malerierne. Faktisk ligger der så meget fortælling og symbolik i malerierne, at Erik en kort overgang overvejede, om der skulle følge en skriftlig fortælling med hvert maleri.

I den seneste serie på fire malerier, der har titlen ‘Livets lys’, går Erik helt tæt på to kendte personer, der begge stod i en svær livssituation, for at sætte fokus på den ængstelse, der er i samfundet for at spørge ind til sygdom.

På det ene maleri står kræftsyge Ole Thestrup i sin stue, mens livslyset brænder ud. Ved siden af lyser et kunstigt lys op for at narre døden. Men han narrede ikke døden, og mindre end en måned efter, han stod model til portrættet, døde Ole Thestrup.

– Jeg har stået foran disse personer, og jeg håber, at de kan være med til at sætte et aftryk. Måske inspirere mennesker til en snak om det svære, vise at alle bliver syge eller gamle engang.

På det andet maleri kigger Anne Marie Helger opgivende og trist ud af sit vindue, hvor skæbnens håndlanger har medbragt en nøgle, der skal åbne den mentale lås til at komme videre til dødsriget. Håndlangeren gør blot sin borgerpligt og udleverer nøglen, men heldigvis passer den ikke i låsen, og måske valget Anne Marie Helger dødsriget fra og valgte i stedet at sparke vasketøjet ind under vindueskarmen og ringe og byde en veninde på kaffe. For det er sådan man kommer videre, kommer over sig selv. Man rækker ud og inviterer andre ind, forklarer maleren.

– Anne Marie syntes, det hele var så hårdt. Hun havde begyndende grå stær og hofterne var så slidte, at hun ikke længere kunne bære de tunge kjoler, der var blevet kendetegnet for hende. Hun var bange for operationen og havde jo skabt et billede af sig selv, som hun ikke kunne leve op til. Mentalt var hun ved at tage livet af sig selv.

For Erik står det ubestridt, at mellem-menneskelige mekanismer og modgang er noget, der vil være til stede i livet. Alle kender til de dårlige følelser, og der er en europapalle eller en Keld i alles liv, det drejer blot sig om at handle hensigtsmæssigt på dem.

- Annonce -