- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat

Som seks-årig blev Mentoo væk fra sin familie i byen Nagorbari i Bangladesh. Det er uvist hvilken skæbne, der overgik den lille dreng, indtil han en dag blev fundet på gaden og indleveret på et børnehjem. Efter et kortere ophold på børnehjemmet, tog tilværelsen atter en ny retning, hvor Mentoo blev adopteret til Fyn, til en ny kultur, et nyt sprog, ny mad og nye forældre. Mentoos bagage har kastet ham rundt i livets mørkere afkroge, men i dag er han ved at finde sig selv. Og i Faaborg har han endda fundet en vej ud af ensomheden.

– Verden er ikke farlig, og folk vil dig det godt. Det havde jeg ikke sagt for fem år siden!

- Annonce -

Barndomshjemmet er en lille landsby ved navn Nagorbari, som ligger ud til den store flod Brahmaputra. Floden bugter sig helt oppe nordfra fra Bhutan og munder ud til den Bengalske kyst. Boligerne er en række huse på lange pæle, der forhindret vandet i at nå gulvet, når floderne stiger på grund af smeltende sne fra bjergkæderne eller den hastigt faldende monsunregn. De små træhytter på 15-20 m2 rummer gerne en familie, men trods de trange kår og uroligheder i landet er der liv og glæde i byen. De mange børn leger som sædvanligt, og denne dag sker der noget helt særligt.

Øredøvende larm fra en helikopter lyder pludseligt over de kulsorte, små hoveder, og børnene er nysgerrige og løber alle i retning efter helikopteren for at se, hvor den vil lande. Mentoo løber sammen med de andre børn. De løber langt væk, før helikopteren endeligt lander. Det viser sig, at det er en nødhjælpshelikopter, og mandskabet deler kiks ud. Mentoo spiser gladeligt kiksene, mens han nysgerrigt ser sig omkring – tæt ved er der nogle togskinner, som han vælger at undersøge nærmere.

I Bangladesh kommer mørket pludseligt, og på få minutter befandt den seksårige dreng sig nu omsluttet af natten, og ganske alene måtte han lægge sig i nærheden af en togvogn og græde sig i søvn. Han var bange, og han savnede sin mor.

Da Mentoo dagen efter vil finde hjem, må han være gået den forkerte vej. Faktisk skulle han aldrig finde hjem igen. Aldrig se sin mor igen.

Børnehjemmet
Tiden herefter er uklar for Mentoo, der i dag er 49 år og bor i Faaborg. Eller i hvert fald tror han, at han er 49 år. For de få papirer, der findes på ham, har blot anslået en sandsynlig alder, da han ankom til børnehjemmet.

På det tidspunkt, hvor Mentoo blev væk fra sin familie, var der krig i Bangladesh, eller Østpakistan som det hed på daværende tidspunkt. Indien og Pakistan kæmpede om magten, og der var mange frihedskæmpere, der kæmpede for et frit land. En af disse frihedskæmpere fandt en dag en lille, beskidt dreng sovende mellem nogle skraldespande. Kroppen var fyldt med inficerede sår.

– Frihedskæmperen hed Kamrul Chowdhury, og han tog mig med hjem til Dhaka, og senere bragte han mig til børnehjemmet, fortæller Mentoo Mortensen.

Mentoo husker ikke detaljer fra børnehjemmet, men glimt. Børn, der blev vasket om morgenen. Børn, der legede sammen. Og lidt om maden. I sin bog, Den sidste brik, der findes på hans blog, skriver han bl.a. om tiden på børnehjemmet:

‘Udenfor soveværelset var der nogle auberginebuske. Midt for til højre var køkkenet, hvor vi spiste. Et langt træbord, hvor vi sad rundt om, og over døren hang der et lille tv. Det husker jeg, men det er nok lidt usandsynligt, men man ved jo aldrig. Maden om aften, kan jeg huske, bestod af dåsemad, noget mørkt kød eller grød, noget flydende i lyse farver, som smagte vildt godt. Især det mørke kød – som en slags gryderet på dåse.’

Munkebo
Netop bogen er et fast referencepunkt for Mentoo, når spørgsmålene bliver svære eller blot konkrete. ’Det kan du læse mere om i min bog, det er lidt svært at snakke om,’ er en sætning, han ofte vender tilbage til. Og blikket flakker, blot for at blive fast igen. Det er tydeligt, at Mentoo har en vilje til at stå ved og stå igennem. Historien skal frem.

– En dag blev jeg adopteret af et dansk akademikerpar, der selv havde mistet deres 2-årige søn. Som gadebarn var jeg lidt mistroisk, og jeg havde nok været udsat for vanrøgt. Jeg landede med min nye mor og far i Munkebo, fortæller Mentoo Mortensen.

Det var langt fra problemfrit at flytte til et nyt land. I bogen skriver Mentoo om det nye hjem i Danmark: ‘Her var alt nyt for mig. De bedste legekammerater. Gode trygge rammer. Stort hus, og mad mindst tre gange om dagen. Det var næsten som en drøm. Intet kunne gå galt.’

Men lidt galt kunne det nu nok gå.

– I Munkebo var jeg den eneste sorte. Alt var nyt, maden, musikken, forældrene, og det var svært at finde sig selv. Jeg mærkede en rodløshed. I dag kan jeg bedre vende det om til en styrke, at jeg er heldig at have to identiteter, fortæller Mentoo Mortensen.

Tiden hos adoptivforældrene blev turbulent, og da Mentoo som 16-årig kom på efterskolen, skulle han aldrig mere flytte hjem til dem igen.

Vendepunktet
Herfra gik årtier med arbejdsløshed, dagligt misbrug og en lang række af forliste kærlighedsrelationer. Mentoo havde ondt af sig selv og dulmede smerten på uhensigtsmæssige måder.

I bogen skriver han om tiden: ‘Da jeg blev 18 fik jeg kontanthjælp og har faktisk været på den lige siden, også den dag i dag 2019. Jeg har haft et par småjobs, som ikke varede særlig længe. Først i 2010 blev jeg færdig som socialpædagog, og det er nok også det eneste, jeg har gennemført i mit liv. Det var også hårdt, når jeg drak ofte og røg hash hver dag fra morgen til aften. Men der ud over, har jeg også gået mindst ti år på diverse kunstskoler, dette var jeg helt vild med.’

For syv år siden fandt han atter en ny kæreste. Hun var opsat på at hjælpe ham. Med hjælp fra kæresten og en mentor, kom Mentoo i 2014 på et bosted til afrusning, og her startede en ny forståelse og en ny hverdag.

– Jeg fik terapi og blev afruset. Det satte et opbrud i gang, og jeg blev deprimeret. Men med hjælp fra en dygtig psykolog, der er specialist i adoption, faldt tingene efterhånden på plads. Det var også her, jeg begyndte at skrive min bog. Jeg var fyldt med vrede og had. Børn indordner sig jo bare, men det kommer op til overfladen igen. Jeg tog et skridt ad gangen og fandt mere og mere ro, forklarer Mentoo Mortensen.

Med sin nye ædruelighed og kæresten ved sin side, lykkedes det også Mentoo at vende tilbage til Bangladesh for at lede efter sine forældre.

Her skabte han stor opmærksomhed, da han kom anstigende med en smuk, hvid kvinde, da det giver manden stor prestige i Bangladesh. Medierne var vilde med Mentoo og hans fortælling, og snart ledte hele området efter hans rigtige forældre.

Desværre uden held.

Faaborg som ankerpunkt
Forholdet holdt i syv år, og da det sluttede, stod Mentoo pludseligt alene og ædru i Faaborg. Han ønskede at skabe sig et netværk, men blandt almindelige mennesker og ikke dem på bænken. På Facebook opdagede han netværket Boblberg, som Faaborg-Midtfyn Kommune er med i, og oprettede en boble, han navngav: Er du trist? Her ledte han efter fællesskaber, fandt hurtigt en god ven.

Mentoo er tusindkunstner. Han maler, laver mad, skriver bøger, har grønne fingre og har sin egen blog, bl.a. en for andre adoptivbørn. Han gik ind i det kreative fællesskab i Direktør, hvor han i dag har et godt netværk.

– Jeg kan se min egen udvikling i min kunst – det har fået et nyt udtryk, nu er der lidt mere varme i farverne, og udtrykket er på en helt anden måde. Tidligere var der had, nu er der mere kærlighed. I mine malerier er der en lang proces, mange lag. Først maler jeg måske vand, himmel, bygninger. Så maler jeg det hele sort og så rødt. Det er min egen proces, og for mig som kunstner er det vigtigt at få noget ud af processen, forklarer Mentoo Mortensen.

I Direktøren underviser han og afholder workshops for andre spirende kunstnere. Men selvom han nu har fundet ro og netværk i Faaborg, så stopper det ham ikke i at drømme.

– Jeg drømmer om et fast fundament. Jeg er nok flyttet 20-30 gange. Jeg drømmer om at åbne en café, fyldt med hyggelige genbrugsting, gamle lamper, asiatisk musik, rødternede duge, kunst på væggene. Her vil jeg sælge smykker fra Bangladesh, tørklæder i silke og servere ugens ret. Jeg drømmer om at finde mere ro, og jeg ved, at jeg ikke finde lykken alene, jeg drømmer om tosomhed, en at dele tingene med, fortæller Mentoo Mortensen.

Hvis du støder på Mentoo i bybilledet, så stop gerne op til en snak, måske er det lige dig, han mangler til at opbygge sine fremtidsdrømme sammen med.

- Annonce -