- Annonce -

Svanninge Sogn har stor succes med deres musikfyldte gudstjenester, og torsdag den 13. maj gentager de succesen med et musikalsk aftenarrangement i Falsled Kirke. Gudstjenesten starter klokken 19.00, og alle er velkommen.

I påsken havde Svanninge Sogn debut på deres nye form for gudstjenester, og arrangementet var så stor en succes, at de nu afholder flere lignende gudstjenester med musik, sang og fællesskab.

Sognepræst Therese Kudajewski, kirkesagner Anne Kirsten Jensen og organist Helene Blum er ved at planlægge både forløbet af de kommende gudstjenester og de musikalske indslag, sognebørnene kan forvente.

– De, der deltog hen over påsken i de meget forskelligartede gudstjenester, var meget rørte og begejstrede. Mange gav udtryk for, at de følte sig budt ind i kirken, hvor de mærkede et særligt nærvær. Det er altid forbundet med bævende ærbødighed, når man ændrer på den klassiske højmesseliturgi, men den begejstring vi har oplevet, har bekræftet os i, at der findes en stor åbenhed i forhold til at fejre gudstjeneste på afsøgende og nye måder, fortæller sognepræst Therese Kudajewski.

Til gudstjenesten på torsdag vil de bruge formen fra påskekoncerten, hvor der mellem de sædvanlige salmer, bønner og refleksioner vil være musikalske indslag. Der vil denne aften blive sunget smukke aftensalmer, og efter prædiken vil man kunne lukke øjnene og nyde den smukkeste acapella sang.

– Corona-situationen har tvunget os til at tænke anderledes. Vi har i samarbejdet mellem mig som kirkesanger, Helene som organist og Therese som sognepræst en rigtig god dialog, hvor vi afsøger den helt rigtige form for gudstjenester i vores sogn. Heldigvis bakker menighedsrådet os op i alle vores ny idéer, fortæller kirkesanger Anne Kirsten Jensen.

I modsætning til påskens arrangement, så er der nu ikke længere restriktioner i forhold til corona, så er der plads til alle, der er ingen bagkant på udstrækningen af højmessen, og så må alle endda synge med igen. Arrangementet starter klokken 19.00 i Falsled kirke.

- Annonce -