Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Privat

Planen var, at pensionisttilværelsen skulle gå med at ligge og dase i solen på Tenerife. Men hurtigt blev parret Iben og Jens Lundahl rastløse. En hurtig beslutning blev startskuddet til et nyt og mere aktivt seniorliv, for nu var de pludseligt blevet hotel-ejere på Tenerife.

Fra en lille landsby på Tenerife og i 23 graders varme, lyder en glad stemme i telefonen:

- Annonce -

– Vi er glade hver morgen, vi står op. Og der er altid noget at lave, fortæller Iben Lundahl om deres nye liv som hotelejere på ferieøen Tenerife.

Skru ned for tiden og op for lyset og varmen
Efter 40 år med elinstallatør-forretning besluttede Iben og Jens Lundahl tilbage i 2013, at det var på tide at lade sig pensionere. Jens, der var 62 år på det tidspunkt, havde netop gennemgået en knæoperation, og Iben var efter mange års arbejde som sekretær også klar til at starte et nyt kapitel i livet.

En del af tiden skulle nu nyde i lejligheden i Puerta de la Cruz, som Jens havde købt tilbage i 2000.

– Vi er kommet i lejligheden hvert år, lige siden vi købte den. Men i slutningen af 2018 var vi i festligt selskab med nogle venner, og pludseligt havde min mand indgået en aftale om at købe en lille finca. Da han sagde, vi ville købe det, sad jeg med åben mund og polypper. Normalt er vi ikke spontane – og vi fik også stedet til en lav pris, fortæller Iben Lundahl.

Da parret dagen efter tog deres finca i åsyn, gik det op for dem, at der medfulgte både hotel og restaurant. Men selv ikke det kunne tage modet fra dem

– Mange syntes, at det var helt vildt, og flere sagde, at de gerne ville hjælpe til. Det var fantastisk, og vi hørte ingen kritiske røster. Nogle venner sagde dog: ’gider I virkelig det nu – vil I ikke bare slappe af?’ Men vi har slappet af i mange år, lige siden vi gik på pension i 2013. Nu skulle vi lege lidt, fortæller Iben Lundahl.

Siden 2019 er tiden gået med at renovere stedet, og i oktober 2020 slog de endeligt dørene op for gæster.

Fra skrot til slot
Iben har altid ment, at alle burde have et lille husmandssted, hvor de kunne nyde tilværelse. Men da parret tog ud til fincaen dagen efter, beslutningen blev indgået i venners lag, var de målløse. Ikke blot over, at der fulgte hotel og restaurant med i købet, men stedet var nærmest ubeboeligt. Konklusionen blev, at stedet i det mindste ‘havde muligheder’.

Da deres søn og svigerdatter nogen tid senere så stedet, udbrød de spontant ‘det kan I da ikke mene’.

– Haven var total tilgroet og lignede en jungle. Da vi ryddede den, fandt vi to små æbletræer neden under ukrudtet. Lejligheden var ubeboelig, restauranten havde ingen møbler, køkkenet havde intet inventar, og der var skrammel overalt. Kun hoteldelen var i en ok stand, fortæller Iben Lundahl.

Efter at have fordøjet chokket, og efter møder med banker, advokater og notar, holdt parret fast i beslutningen om at købe stedet.

– Synes man, det går langsomt i Danmark, så skulle man prøve at købe noget i Spanien. Det tager lang tid, og der gik fire måneder, inden stedet var vores. Den 12. februar 2019 fik vi endelig papirer på, at det var vores, og vi fejrede det med champagne på terrassen i Puerto de la Cruz, fortæller Iben Lundahl.

Med skødet i hånden kunne renoveringsprojektet endelig begynde. REl Refugio de Maria kunne tage form.

– Vi har haft venner boende, som har hjulpet os meget, og mange lokale håndværkere blev hyret ind. Alt er blevet malet, der er kommet nye vandrør, nyt køkken, nyt varmeanlæg, nyt gasfyr, nye toiletter, nye elinstallationer. Vinduerne er renoveret og der er bygget en stor carport, forklarer Iben Lundahl.

Efter to år med hårdt slidt, kan parret i dag nyde synet af deres vivienda vaccional, hvor nogle af naboerne henvendte sig spontant og nu fungerer som personale.

– Vi havde ingen forudsætninger for at starte op selv, og vi købte det egentlig bare for sjov, men nu har vi fem ferielejligheder og en restaurant. Næsten fra starten af var der fuldt booket hver dag med gæster fra hele verden: australiere, franskmænd, tyskere, hollændere, tjekkere. Og de lokale er gode til at besøge restauranten, særligt i weekenderne, fortæller Iben Lundahl.

Håbet er, at mange danskere også vil få øjnene op for refugiet.

Succes trods hårde odds
Iben virker ikke imponeret over deres bedrift med at købe og renovere et hotel på Tenerife. For til trods for de bureaukratiske udfordringer, så har parret udelukkende haft positive oplevelser i processen.

– Jens er god til spansk, og jeg kan klare mig. Jeg kan godt snakke om desserter og forretter, men jeg kan ikke sproget godt nok til at forhandle i banker mm. Men jeg tror, alle kan gøre det, som vi har gjort – hvis man bare tager herned. Man skal bare have et NIE-nummer og en licens, forklarer Iben Lundahl.

De måtte dog søge hjælp til bogføring og håndtering af de spanske regler. Fx viste det sig at være vigtigt, at de ikke kaldte stedet et hotel, men derimod ferielejligheder, eller vivienda vaccional.

– Vi havde ikke på forhånd et succeskriterie. Det var mere ‘går det, så går det’. Det var et hobby-projekt, da det ikke var sjovt at ligge på terrassen hver dag i solen. Vi ville udfordre os selv, og vi er glade og hygger os med det – det er bestemt ikke en pestilens, forklarer Iben Lundahl.

Særligt personalet har overrasket meget. Da nabodatteren tilbød sin hjælp, ansatte de hende. Og senere kom også naboens svigerdatteren og svigerdatterens bror på lønningslisten.

– Det er det, der har overrasket os allermest – at de ansatte er så pligtopfyldende. De tager alting af sig selv. Giver vi dem en opskrift, og så gør de det bare. Vi skal ikke gå og minde dem om opgaverne, og de er meget bevidste om at værne om deres arbejdsplads. Vi er som én stor familie, fortæller Iben Lundahl.

Det gode personale betyder også, at Iben og Jens med ro i maven kan rejse retur til Danmark, når mærkedage eller coronavaccinationer kræver det.

– Vi flytter ikke permanent til Spanien, men vi har været her meget de sidste to år. Nu rejser vi snart til Danmark, da vi skal have vores vaccination mod corona, og så ved vi ikke, hvornår vi kommer retur til Spanien. Men heldigvis tager personalet sig af det hele imens, fortæller Iben Lundahl.

Til maj fylder Jens 70 år, og derefter går turen atter mod sydens varme og glade gæster på refugiet.

- Annonce -