Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Jannick Miller Privat

Fredag d. 8. januar 2021 udkommer Jannick Millers debut EP “Watchman”. Vi har talt med musikeren, der er født på sygehuset i Svendborg og opvokset i Faaborg.

Han er oprindeligt uddannet indenfor detailhandlen, og har bl.a. haft elevplads i Spar i Horne, men musikken har fulgt ham hele livet.

– Jeg startede med at spille guitar i 5. klasse på Faaborg Musikskole, men stoppede et par år, da der var andre ting, der blev mere spændende, husker han.

Som 16-årig trak musikken alligevel så meget i ham, at han vendte tilbage til musikskolen. – Jeg fik en rigtig god kammerat på Handelsskolen, som også elskede at lave musik, så det blev vores ting. At være sammen om musikken, fortæller han.

– Jeg havde sjovt nok ikke som 5-årig en drøm om, at jeg skulle spille musik og stå på en scene. Jeg er et meget tilbageholdende og introvert menneske, men min lærer fra musikskolen i Faaborg, Søren Bøje, var utrolig støttende. Han matchede mig med andre unge, og skaffede os spillejobs i lokalområdet. Så jeg blev skubbet ud af min comfort-zone, og kom ret tidligt ud og spille for et publikum, mest i Faaborg og Ringe. Nu har jeg efterhånden spillet mange koncerter. Min kammerat arbejder i den eneste musikbutik i byen, så vi har spillet til et par gadefester. Jeg har også optrådt solo til Torvedage på parkeringspladsen, da jeg arbejdede i Spar i Horne. Jeg skulle også have spillet til Haastrups lille festival, som desværre blev aflyst på grund af epidemien, fortæller Jannick Miller.

Jannick har spillet koncerter både som frontsanger og som solist.

Om tilblivelsen af EP´en fortæller han: – Vi besøgte under en familietur i Jylland for en 3-4 år siden et fyrtårn, hvor jeg tog dette billede. Besøget blev inspirationen til sangen “Watchman”, som handler om en mand, der passer et fyrtårn. Han spejder ud over det hav, som hans elskede er forsvundet ud på, med et håb om at få hende at se igen. Det triste twist i historien er, at hun ikke har tænkt sig at vende tilbage”.

Besøget i fyrtårnet gav inspiration til både sangen “Watchman” og titlen til hans kommende EP”.

– Som Singer-songwriter inspireret af bl.a. Folk genren fortæller man gerne historier, både om andre og ens eget liv. Min far er født i England, men har boet i USA. Og min farfar har boet det meste af sit liv i USA. Jeg fik bedre karakterer i engelsk end dansk i skolen, nok fordi det engelske altid har ligget mere naturligt til mig pga. min baggrund. Mit efternavn er også engelsk. Derfor føles det naturligt for mig at skrive på engelsk.

– Jeg er især inspireret af Ed Sheeran (engelsk singer-songwriter, red) og hørte ham faktisk, før han blev kendt. Jeg var vild med hans musik og tekster, og imponeret over, at han gjorde tingene på egen hånd. Det er nok en af grundene til, at jeg er blevet en uafhængig musiker. Jeg sender sange til pladeselskaber i ny og næ, men udgiver dem selv på Spotify via et distributionsselskab, der hedder Spinnup. De hører ind under pladeselskabet Universal (Universal Music Group, red), så selskabet hører ind imellem det musik, Spinnup distribuerer, forklarer han.

Jannick i sit hjemmestudie, hvor ham og kammeraten selv står for indspilningen. – På et af numrene på den kommende EP er der strygere med, selvom jeg ikke har en violin. Man kan stort set alt med teknologien i dag, fortæller Jannick.

– Jeg står også selv for markedsføringen, herunder at lægge videoer ud på YouTube og promovere min musik på de sociale medier.


Et af numrene på den kommende EP, “Fragile Heart”, er indspillet i studiet “Mørkværk” tæt på Århus. – De havde set nogle af mine videoer på YouTube og kontaktede mig, da de gerne ville lave en indspilning indenfor den akustiske genre. Det var en fed oplevelse for mig, da jeg også fik indblik i indspilningsteknikker, som jeg kan bruge i mit eget hjemmestudie, smiler han.

Den 5 årige Jannick drømte muligvis ikke om at blive musiker, men det gør den voksne. Han venter med længsel på, at verden åbner op igen. – Jeg vil bare så gerne ud og spille igen. Jeg har fundet ud af, hvor fedt det er at spille og lave musik, siger han afslutningsvis.

Link til Jannick´s YouTube side med en teaser til EP´en “Watchman”: Jannick Miller – YouTube.

Link til hans seneste single All I See på Spotify (kræver at du har installeret appen Spotify): https://open.spotify.com/track/7Hd2V6sZygvzNPv9tdrcak?si=m2rrgZ9wRISGbW3GBCNFsw