Faaborgs nye havnemester Frank Faxøe kan notere sig en fantastisk første sommer i byen. At den kommer i kølvandet på en corona-ramt start på sæsonen, gør kun smilet endnu større.

– Alt gik i stå, da landet lukkede ned. Tyskerne som vi plejer at nyde godt af, måtte ikke komme herop, og det samme gjaldt andre udlændinge, så det så MEGET sort ud først på sæsonen, fortæller Frank Faxøe overfor Det Rigtige Faaborg.

I slutningen af juni var antallet af gæstesejlere så lavt, at Faxøe frygtede en sommer med en stor nedgang. – Helt hen i slutningen af juni var vi bagud i forhold til tidligere, men så eksploderede det jo nærmest, forklarer han.

– Rigtig mange stormede jo ud, og købte en båd, tyskerne begyndte at komme, og pludselig var havnen fyldt rigtig godt op, husker han.

Faaborg Havn har således haft en stigning i antal anløb med overnatninger på 780 i forhold til sidste år. Havnen har i perioden 1/1 til 31/8 i år haft 10.740 overnatninger mod 9.960 sidste år, og nu skal der holdes fat i den gode tendens.

– Det har været et specielt år med mange nye sejlere, mange der har holdt ferie hjemme i Danmark og mange Tyskere, nu skal vi bare have dem til at komme igen næste år. Vi skal være synlige især i forhold til de tyske sejlere, hvor der er et kæmpe potentiale. Blandt andet arbejder vi med nogle nye internationale certificeringer for havnen, som er noget af det, tyskerne kigger meget efter, fortæller Frank Faxøe.

Det er dog ikke kun gæstesejlerne, der er blevet flere af de seneste måneder, der er også udlejet flere faste bådpladser, og havnen oplever netop nu en stor efterspørgsel på sine pladser, slutter Frank Faxøe.