Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup og Pernille Pedersen

Oldefar, bedstefar og far. Alle var de bundgarnsfiskere på Horneland, og det lå i kortene, at Alfred Andersen skulle overtage efter sin far. Siden 1957 har fiskersønnen hvert år troligt røgtet sine garn for sild, torsk og blank-ål, selvom han en årrække måtte bruge en væsentlig del af sin tid på sit nye embede. Det var de år, hvor han nærmest ved et tilfælde endte som Faaborgs borgmester.

Et forsøg på at skabe en tidslinje over Alfred Andersens liv er nyttesløst. Den 84-årige bundgarnsfisker har hukommelsen særdeles godt intakt, og i sådan en grad faktisk, at anekdoter og erindringsglimt af bemærkelsesværdige og finurlige episoder konstant trækker ham væk fra sporet.

Anekdoterne formår på den anden side at indramme Alfred Andersens livshistorie på så sigende vis, at de ganske af sig selv tegner et billede af manden og de umiddelbart modsætningsfyldte erhverv, han har bestridt. Det eneste, der går igen, synes at være bundgarn og blank-ål.

Her får du fortællingen om Alfred Andersen, fortalt i anekdoter og erindringsglimt af manden selv.


Åle-eventyr og madkassefiskeri
-I 1912 sejlede min farfar, Jørgen Hansen Andersen, fra Bøjden til København. Han nægtede nemlig at rejse med toget. Da de sejlede forbi Kalvehave på Sydsjælland, mødte de nogle bundgarnsfiskere og spurgte interesseret ind til det, da det ikke var sæson for bundgarnsfiskeri efter hverken torsk eller sild. Det viste sig, at de fiskede efter ål med bundgarn, da stedet lå lige midt i Danmarks største areal med ålegræs. På hjemvejen sejlede de i land og fik lov at deltage i arbejdet med bundgarnsfiskeri.

De de kom retur til Bøjden, begyndte de straks arbejdet med at lave bundgarn, der kunne fange ål. Det gik sløvt i starten, indtil de fandt teknikken, og de øvrige fiskere på Bøjden gav dem en hård medfart. Men snart kunne de røgte garnene for
1.800 blank-ål, og så var der sgu ingen, der grinede længere.

Gennemsnitsindtjeningen for fiskere på Bøjden og Dyreborg var i 1912 omkring 1.200-1.300 kroner om året, men med den nye teknik kunne min bedstefar tjene 2.500 kroner årligt.

Mange år senere, omkring 1935, overtog min farbror, og han og min far arbejde sammen. De satte garn hele vejen fra Bøjden færgehavn og om til Sønderhjørne, og der var rift om pladserne. Fra Helnæs til Knold kunne der stå 80 garn, i dag er der vel 8 tilbage.

Min farfar kunne med tiden mærke, at ‘pælene blev tungere og tungere’, som han sagde. Så jeg tog over og arbejdede sammen med først min far, og senere min storebror. Vi havde mange og store bundgarn, som vi røgtede dagligt. Det var hårdt arbejde, men vi var alligevel glade for, at vi kunne nøjes med at være madkassefiskere, og ikke skulle sejle ud og blive væk flere dage. Vi kom jo hjem hver aften og kunne bare snuppe en madpakke med.

Da min storebror gik på pension, var teknologien så udviklet, at jeg kunne sætte garn selv. De gamle bomuldsgarn var skiftet ud med nylongarn, som var stærkere og mere effektive, og det var ikke længere nødvendigt at tjære nettene, som er et meget omfattende arbejde. På kutteren fik jeg også monteret en rambuk, så nu blev håndkraft skiftet ud med olie og hydraulik, når pælene skulle slås i.”



Fra badmintonhallen til borgmesterkontoret
-Når jeg ikke fiskede, så brugte jeg min fritid på badminton. Her kom jeg med i bestyrelsesarbejdet i 3. hovedkreds, hvor Jens Christian Jensen også sad. Han sad også i byrådet, og en dag sagde han til mig, ’jeg vil foreslå dig til vores liste’. Jeg sagde, at det var ok, så længe han også stillede op. Med Jens Christian Jensen som nummer et på listen og Poul Erlandsen som nummer 2 følte jeg mig sikker på ikke at komme ind. Vi fik to valgt ind, men så skete der det, at fordi Jens Christian siden 1970 havde gjort det så godt som leder på Enghaveskolen, så blev han i 1978 tilbudt en stilling som formand for Danske Friskoler, og så kunne han jo ikke sidde med i byrådet længere. Så måtte jeg altså træde til som suppleant.

Selvom jeg altid har været politisk interesseret, så ville jeg lige vende det med min hustru, Karen. Hun var ikke særligt interesseret i, at jeg skulle med i byrådet, men hun mente nu, at jeg skulle sige ja, da jeg aldrig ville få sådan et tilbud igen. Det var i 1978/1979, og pludselig sad jeg i byrådet.

Da borgmesteren skulle udpeges efter valget, stod det uafgjort mellem rød og blå blok, 10/10, og jeg stod med den afgørende stemme. Jeg har aldrig set Richard Hansen svede så meget, indtil jeg besluttede mig og pegede på Richard som borgmester. Min stemme gjorde, at jeg i tiden derfra fik en del gode udvalgsposter.”

Om at tale bundgarnsfiskeri med selveste Dronningen
-Da Kongeskibet lagde til i Faaborg havn i 1990 stod Richard og tog imod. Hele byrådet med ægtefæller stod på parade og blev alle præsenteret af borgmesteren. Han kunne faktisk huske alle navne, også på ægtefællerne, selvom vi var et ganske nyvalgt byråd.

Da Richard (red. borgmester i Faaborg fra 1978) efterfølgende skulle tale fra den lille teaterpult, hvor Dronningen og prins Henrik sad foran, måtte han først spørge sin hustru efter sine briller, og dernæst måtte han helt forlade rummet. Da han vendte tilbage, havde han fundet sit talepapir. ‘Deres Majestæt, her i Faaborg tager vi det ganske afslappet, som De kan se’, sagde han bare. Den episode blev der grinet meget af på rådhuset efterfølgende.

Nå, men. Kongeskibet sejlede videre til Assens, og her var byrådet fra både Assens og Faaborg inviteret ombord. Jeg stod sammen med Jens Jakobsen i et hjørne, da Dronningen pludselig kom hen og begyndte at tale med os. Jeg præsenterede mig som Alfred Andersen, bundgarnsfisker fra Bøjden. Hun spurgte en del ind til bundgarnsfiskeri, og jeg kunne høre, at hun tydeligvis vidste noget om det. Hun stillede ikke de samme dumme spørgsmål, som turisterne i Bøjden kan finde på. Det var jeg meget imponeret over. Hun lavede endda sjov med det hele, hun sagde, at hun ikke mente, at hun ville egne sig som bundgarnsfisker. ‘Det tror jeg ikke, jeg kunne være’. Jeg gav hende ret, hvortil hun svarede, ‘nej, det er jo sæson-afhængigt, og jeg er jo vant til at få løn hver måned’.

Da jeg noget tid efter var til et møde i Fiskeriforeningen, talte jeg med formanden Villy Hansen. Han havde kort forinden, til foreningens 100 års jubilæum, haft Dronningen til bords. Jeg fortalte ham, at hun virkelig vidste noget om bundgarnsfiskeri, hvortil Villy bare svarede, ‘nå, så har hun alligevel hørt efter’. Det viste sig nemlig, at han havde brugt en del af aftenen på at tale med Dronningen om netop bundgarnsfiskeri.”



Om at befinde sig på toppen
-Efter valget i 1998 stod det igen 10/10 i stemmetal til borgmesterposten. Jeg var atter den afgørende stemme. Jeg ville ikke stemme på Ove K. Pedersen, og den anden mulige kandidat, Jens Jakobsen, mente jeg, var for grøn. Da de kom tilbage til mig, oplyste de mig, at de så ville stemme på mig. Igen måtte jeg hjem og snakke med Karen, og igen mente hun, at sådan en chance ville jeg aldrig få igen.

Nu var jeg borgmester, og jeg oplevede noget sjovt, for da de i sin tid valgte linjeføringen til Sundvejen, så stemte jeg imod, som den eneste i hele byrådet. Og da vejen endeligt var færdig, så var jeg blevet borgmester, og pludselig var det mig, der skulle klippe den røde snor og åbne vejen. Det var ret ironisk.

I min tid som borgmester fik vi også bygget to plejehjem, Prices Have og det i Vester Aaby. Til gengæld var jeg med til at nedlægge Gammel Møllegård, og det fik jeg sgu ikke meget ros for på Horneland.

Noget af det, jeg er mest stolt af, var de tiltag, vi fik indført på børne- og unge-området. Her havde jeg valgt at tage på en rejse til New Zeeland, som skulle handle om ‘det gode skolevæsen’. Jeg var ikke ret imponeret over skolerne, men til gengæld besøgte vi nogle fribørnehaver, som havde indført en del tiltag for de ressourcesvage familier. Det tog jeg med hjem og vendte det med Jørgen Kyed, som var en utrolig dygtig embedsmand. Sammen med Anne-Marie Storgaard fik de gennemført et projekt med lignende tiltag, og Faaborg blev den første kommune i landet, der havde fx familiesamtaler. Det er jeg ret stolt over.”

Alfred Andersen har mange flere fortællinger i sig. Han slutter af med at fortælle, at det, at være borgmester uden en akademisk baggrund, har været en fordel for ham. I årene på posten havde han flere personlige besøg på borgmesterkontoret, folk der havde det lidt svært. Han var til at tale med. Også økonomisk var det en fordel, forklarer Alfred Andersen, igen med udgangspunkt i det han kender allerbedst, bundgarnsfiskeriet:

-Jeg har altid lært, at økonomi-enderne skulle hænge sammen, uanset om der var lidt eller mange ål i nettet.”

I dag er Alfred Andersen ikke så ofte som tidligere ude ved garnene, Facebook tager meget af hans tid, indrømmer han, men skal der en nytårstorsk på bordet, så fanger han den selv, det er ganske sikkert.

Alfred Andersen
1935  – født
1950  – konfirmeret
1950  – 1951 – arbejde som gartner
1951  – 1955 – arbejde i landbruget
1955  – 1956 – soldatertjeneste (6. regiment i Søgårdlejren)
1957  – 2019 – bundgarnsfisker
1970  – 2005 – gift med Karen Andersen
1979  – 2007 – byrådsmedlem
1998  – 2001 – borgmester (Det Radikale Venstre)

- Annonce -