Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Kaare – en kompromisløs kunsthåndværker

Lisbeth Kaare har malet altid. Men julen 1962 blev alligevel et vendepunkt. Pakkerne under træet indeholdt oliefarver og masonitplader, og den tolvårige kunstnerspire kreerede kort efter sit første ’værk’: ’Maria bebudelse’.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

 

Igennem 22 år drev Lisbeth Kaare forretningen ’Kaare Design’, hvor hun solgte firmagaver af god kvalitet – både eget og andres kunsthåndværk. Hun udførte også design-opgaver på bestilling.

  • Lisbeth har designet:
  • Tekstiler
  • Duge
  • Firmatørklæder
  • Slips
  • Silkebilleder
  • Illustrationer til fx årsberetninger eller indbydelser
  • Kopper
  • Julegaver
  • Etiketter til vin

– Jeg har altid betragtet mig selv som designer fremfor kunstner. Som designer kræver det meget at leve op til sin egen kvalitetssans, da køber har forventninger og krav til fx et logo, der skal indarbejdes eller bestemte farver. Det har været benhårdt pga. De konstante deadlines, og i det lange løb kører man tør af at lave bestillingsopgaver.

Alligevel var det svært at sælge forretningen, da Lisbeth i 1999 blev ramt af alvorlig sygdom og i 2006 måtte indse, at det var nødvendigt at geare ned i arbejdslivet.

– Jeg havde bygget et livsgrundlag op på en livsdrøm. Det er jeg stolt af, og det har jeg lov til at være.

Sygdommen gav Lisbeth Kaare nogle begrænsninger – men også muligheder. Hun besluttede sig for hver morgen at male fem sten, og der måtte kun står positive ting på dem. Hun lagde stenene rundt omkring, når hun gik tur, og dagen efter var de altid væk. Lisbeth kunne på den måde bringe glæde og positivitet ind i sit eget og andre menneskers liv.

– Jeg blev lidt doven med tiden og begyndte at lægge dem udenfor haven ned mod Langelinje. Og var der ikke nogen sten, kom folk og spurgte, om de kunne købe dem. Nu har jeg lavet sten siden 2007.

I dag arbejder den 68-årige Lisbeth Kaare med mange forskellige og finurlige projekter. Hun arbejder hjemmefra, og da gemalen og trækbasunisten Bob Ekman ikke ville aflevere soveværelset på førstesalen, annekterede hun ’Vinterhaven’ som arbejdssted, hvor hun med udsigt over Faaborg Fjord og akkompagneret af tonerne fra førstesalen får indtryk og stemninger overført til lærredet.

– Det er en stor lettelse at have tid til det enkelte værk. Jeg er stadig seriøs med det, jeg laver, men nu har jeg friheden til at lave det, jeg har lyst til. Og at nogen så gerne vil købe det, jeg laver, det er kommet som en stor overraskelse – jeg laver det nemlig mest til mig selv.

Helt aktuelt arbejder Lisbeth Kaare på en serie af malerier, der viser udsigten over Faaborg Fjord.

– Det har krævet et tilløb at begynde. Jeg frygtede, at det ville blive glansbilleder og alt for banalt. Der er jo så mange solnedgange – faktisk er der genudsendelse hver eneste dag. Men de er forskellige, og jeg vil gerne fange stemningen i øjeblikket eller et bestemt lys i vandet. Jeg er begyndt at se helt anderledes på naturen og farverne, efter jeg er begyndt at male. Sanserne har åbnet sig. Det er en dejlig udfordring, som jeg nyder meget – selvom jeg ofte bander ad det hele.

Lisbeth Kaare arbejder på landskabsbillede nummer 21, og der er en god interesse for serien. Men det er uvist om serien bliver på 22 billeder – eller 100.

– Jeg maler landskabsbilleder, indtil jeg kommer i tanker om noget andet. Jeg er ikke så god til at blive i det samme. Men det glæder mig, når folk genkender noget i en stemning i et af mine malerier. Måske går jeg tilbage til at male fantasy, det savner jeg, men jeg skal lige have udlevet min landskabsdrøm først. Faktisk er jeg alt for flyvsk til at være kunstner eller passe ind i en bestemt stil, og jeg anser mig selv mere som kunsthåndværker.

Kunsthåndværkeren Lisbeth Kaare er dekoratør af uddannelse og interesserer sig i at afprøve teknikker, frem for at lære teorier om fx det gyldne snit eller forskellige stilarter.

– En gang overhørte jeg en ’kunstkender’ give sin veninde et lille foredrag om et af mine billeder. Det var morsomt at høre, men jeg kunne nu ikke kende mig selv i meget af det.

Lisbeth Kaare arbejder næsten dagligt med sit kunsthåndværk, som der er en stor forespørgsel på, men hun bruger også tiden på ’livets dessert’, som hun kalder sine børnebørn.

– I 12 år har jeg levet efter mottoet: ’Udsæt ikke til i morgen, hvad du kan have glæde af i dag’. Jeg skelner mellem, hvad der er sjovt, og hvad der er nødvendigt. Lige nu tager jeg en chance med at male ’banaliteter’, og jeg lever, som var der ingen dag i morgen. Og nisser, dem har jeg lavet så mange af, og jeg orker ikke flere nisser. Eller, der er ingen garanti for, at jeg ikke engang igen laver nogle nisser! Hvis jeg får lyst, laver jeg nogle. Det er fordelen ved at nå hertil i livet. Man kan gøre meget af det, man har lyst til, så længe det varer.

Lisbeth Kaare udstiller til dagligt sine værker i Sommergalleriet i Østergade, sammen med seks øvrige lokale kunsthåndværkere. Og i hele april og maj udstiller hun ti store billeder på Det Hvide Pakhus. Lisbeth har desuden været formand for Pakhuset i 10 år og tovholder på kunstnertræffet i 8 år.