- Annonce -

Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

De var sultne.
Spillerne fra Faaborg ØH.

De havde før torsdagens kamp mod Svendborg HK tabt to kampe i streg, og det nagede holdet, der ikke har prøvet noget lignende i flere år.

- Annonce -

Lokalopgøret i Forum Faaborg kunne ligne en ekspeditionssag for Faaborg ØH, hvis man skævede til tabellen, hvor de to hold ligger i hver sin ende, med hjemmeholdet i dukse-delen af rækken. Svendborg kæmper for overlevelse i 2. division, men meget tyder på, at holdet må en række ned efter turneringens sidste runde.

Svendborg bed dog godt fra sig i Faaborg, og hjemmepublikummet måtte i perioder bande over en lang stribe af tekniske fejl, inden Sunesens tropper fik tingene under kontrol.

Efter en pauseføring på 14-11 kom Svendborg fint tilbage i 2. halvleg, inden Faaborg ØH for alvor slap kontramaskinen løs, og løb en komfortabel sejr i hus.

Lasse Mikkelsen i et flot svæv i Forum Faaborg.

Kampen endte 30-21, med Jacob Fladegaard som topscorer med syv kasser, mens Chr. Povlsen, Lasse Mikkelsen og Marius Egdahl hver sendte seks bolde i nettet.

Sæsonens sidste kamp venter lørdag den 24. marts i Forum Faaborg, når GOG kommer på besøg, og er man til små kugler på ramme og store regnestykker, så kan man faktisk godt finde en lille bitte teoretisk chance for, at Faaborg ØH skal ud i opspil til 1. division.